Weekend idyl!

Det er fredag og weekenden nærmer sig med hastige skridt. Jeg er altid i fredagshumør når ugen er ved at være gået, sådan lidt fest-agtig, som om jeg skulle i byen. Det skal jeg sjældent.

Forventningerne til de kommende fridage med mand og børn er høje. Hvad jeg ikke kan nå på de kommende 2 1/2 dag findes ikke. Mand, vi skal bage og jeg skal lave havearbejde og rydde op i 7-8 skuffer og vi skal gå ture og vi skal sy og spille spil og spise dejlig mad. Jeg glæder mig.

Jeg henter børn tidligt i SFO, for vi skal hjem og hygge os. Kan nærmest allerede dufte den varme kakao og det ristede brød. Børnene er ved at hive hovedet af hinanden på vej hjem i bilen. Den store løber direkte over til en legekammerat og den lille vil hellere sidde på sit værelse og tegne… Jeg hænger vasketøj op.

Sidst på eftermiddagen kommer min mand hjem fra arbejde og er træt efter en lang travl uge. Han er mest til at ligge på sofaen med avisen og gå tidligt i seng. Det betyder at jeg kan sende en hvid pil efter en kæresteaften i armkrog og med en god film i flimmeren… Jeg laver aftensmad.

I denne idylliske familie-stemning fortsætter weekenden og jeg er nået til erkendelsen af, at det er på tide at jeg får afstemt mine romantiske og evigt-harmoniske familiedrømme med virkeligheden. Med min efterhånden 37-årige livserfaring burde jeg have lært, at mit liv ikke er et IKEA katalog.

Tre ting er ihvertfald på plads:

– ægtemænd der giver fodmassage en fredag aften er ikke-eksisterende

– søskende på 6 og 9 der ikke har konflikter findes ikke (og mærkeligt nok hjælper det ikke at jeg skælder ud)

– weekender varer som udgangspunkt 2 dage og ikke 3 måneder

Det ville jo være nærliggende at skyde skylden på damebladene eller samfundet og måske min far og mor, der må have indprentet mig at familielivet skal være konfliktløst og i evig harmoni. Den går desværre ikke, så jeg må endnu engang se indad. Hvordan mon jeg selv bidrager til at opretholde glansbilledet af, hvordan et familieliv skal være, og hvad får jeg egentlig ud af mine frugtløse anstrengelser? Livet viser mig jo, at billedet ikke holder?

Jeg har besluttet mig for at i denne weekend i marts, vil jeg nyde de to dage, jeg har. Jeg vil have lidt mere fokus på mit eget bidrag til, hvordan det kan være dejligt bare at være os, som dem vi er. Også selvom vi er dem med en plettet sofa, børn der har konflikter og en træt mand om fredagen. Jeg tror, jeg vil finde mere fred, frem for når jeg har fokus på, hvad jeg synes mand og børn skal gøre og være, for at jeg kan tilstræbe mit urealistiske billede af virkeligheden i vores familie.

God weekend!