Over- og underhund i parforholdet

Forestil dig dette:

Foråret nærmer sig og du vil meget gerne have malet carporten, så den kan stå flot og frisk i sommerperioden. Du kan desværre ikke tåle terpentinbaseret træbeskyttelse, så du er afhængig af at din mand eller en anden fatter penslen og får klaret det projekt. Du spørger ham, om ikke han synes, det er en god idé, og han er helt enig. I taler lidt videre om, hvornår det skal gøres, og I bliver enige om, at det skal være lidt varmere i vejret, før han kan komme i gang.

Ugerne går og foråret er over jer. Den ene weekend efter den anden passerer forbi og carporten bliver ikke malet. Du bliver mere og mere irriteret, og spørger hvornår han går i gang, og din mand lover, at han nok skal klare det, han mangler bare lige at købe det rigtige træbeskyttelse.

Da carporten efter 3 måneder stadig står og skriger: Goriiiii, er du nu så træt af at se på den og spørger derfor din mand, som du skal bestille en maler, til at komme og gøre arbejdet. Det synes han er en rigtig dårlig idé at bruge penge på, for det kan han da sagtens gøre selv. Jamen hvornår? Skriger du så.

Du har nu nået et niveau af frustration og magtesløshed og gider ikke længere diskutere, hvornår den sk*de carport skal males og hvorfor fa*nden bliver det ikke gjort?

Her er det om at være vaks ved havelågen, for det I har gang i, er det vi, indenfor gestaltterapien, kalder over- underhundsspillet.

Du er den overansvarlige, som er primus motor på at få tingene gjort og som forsøger at holde din mand til ilden. Han er, ihvertfald på det område, den uansvarlige, som  nødig vil sige direkte nej til dig, når der er noget, han ikke har lyst til at lave. Han vil ikke risikere at du bliver sur og afviser ham (kunne du finde på at gøre det f. eks. i sengen?). Måske tror han, at han kan undgå konflikten, hvis han siger ja, selvom han mener nej (det er med stor sandsynlighed noget han har lært som barn). Problemet er, at I begge ender drøn-frustrerede. Han over at du er på nakken af ham, og du fordi han ikke siger direkte nej og du derved ikke ved, om du kan regne med det han siger.

Vejen ud af dette opslidende spil er at opdage, hvad I har gang i. Tag en snak om, hvorvidt I kan genkende jer selv i over- underhundsmønstret, og så er det om at tage fat om nældens rod. I skal nærme jer hinanden på en måde, så din mand fatter mod til at sige nej, og så du kan ærgre dig og blive sur, men uden at han så mister lysten til at sige nej en anden gang, og I derved kan fortsætte det usunde spil.

Den der først tager ansvaret for at være over- eller underhund stopper spillet.

Som jeg plejer at sige til mine børn: Den klogeste stopper først (og hvem vil ikke gerne være det – barn som voksen). At mine børn heldigvis muntert har deres konflikter alligevel, hører til i et andet blogindlæg.

Ugens budskab:

• tag ansvar og stop dermed det usunde spil
• vær bevidst om din rolle, det er ikke kun din partners skyld
• når du ved, hvad du gør, kan du ændre det
• I skal tale sammen og have modet til at åbne jer i al jeres begrænsning
• vær opmærksom på om du bevarer respekten for ham (ellers er det NU I skal gøre noget, før det er for sent)
• giv tid. Rom blev ikke bygget på én dag, og I har begge jeres grunde til at gøre, som I gør

Pas på dig. Kærlig hilsen Katrine

Er det ovennævnte mønster alt for genkendeligt hjemme hos jer? Læs mere om hvordan jeg kan hjælpe jer HER