Redder – offer – krænker

Er du en yder? Er det dejligt at gøre noget for dem du holder af, fordi de bliver så glade? Du gør rent og køber ind og henter børn og laver aftensmad og så kommer din mand hjem fra arbejde og smider sig på sofaen? Du har været med din mor ude og shoppe, fordi hun havde brug for din hjælp til at finde en ny kjole til en 60 års fødselsdag hun skal til på lørdag. Du hjælper en veninde med at flytte, fordi hun er blevet uvenner med sin mand og din lillebror sover lige en uge på sofaen, fordi han skal have istandsat sit badeværelse.

Gør du en hel masse for andre uden at få tilfredsstillet dine egne behov og føler du dig så udnyttet?

Når du når til dét punkt hvor du kan mærke irritationen vokse i din krop og du får rigtig meget lyst til at skælde ud? Få dem til at fatte, hvor meget du ofrer dig for dem. Så er du højst sandsynligt på vej fra offer- til krænker rollen.

Forestil dig en trekant. Den øverste spids af trekanten er lun og god et langt stykke hen ad vejen. Når vi vil redde andre, så får vi selv værdi. Vi stiller os til rådighed 24-7 og er altid parat med et måltid mad, en seng at sove i eller en skulder at græde ud ved. Når så dem vi vil ”redde” ikke længere har brug for os, men bevæger sig videre i deres liv, hjem til kæresten, de havde ønsket ud hvor peberet gror, tilbage til den istandsatte lejlighed eller finder sig et nyt job og ikke længere har brug for os. Så bliver vi ofre, fordi bliver forkastet, som reddere, når der ikke længere er brug for det vi kan give. Det er ikke rart at være offer. Ikke desto mindre er rigtig mange, som sidder fast i lige præcis offer rollen. Tænk på alle de forsmåede kvinder og mænd, som ikke kommer videre i deres liv, efter at deres ægtefælle har fundet en anden og måske oven i købet en yngre model. De færreste har lyst til at være offer, men handler ud fra en overbevisning om at ”efter alt hvad jeg har gjort for dig” så ”skylder du mig”. Når vi ikke får det tilbage vi synes andre ”skylder” os, så skal de satme få betalt skal de. Så er vi på vej over i krænker hjørnet af trekanten. Her bliver vi ondskabsfulde, perfide og selvretfærdige. Her nedgør vi dem vi tog os af, for de er så utaknemmelige og de følger slet ikke alle vores gode råd. Et par eksempler kan være: Han fortjente slet ikke min kærlighed. Han var ingenting, da jeg fandt ham og nu har han forladt mig. Hun er helt hjælpeløs uden mig og bare vent til hun kommer og beder om min hjælp igen, når kæresten har været hende utro endnu engang osv. osv.

Hvis så veninden, lillebroderen eller ægtemanden kommer tilbage og har brug for os, så får vi igen værdi og så er vi tilbage i redder hjørnet. Mange mennesker bruger et helt liv på at fise fra det ene hjørne til det andet. Fra redder til offer til krænker.

Det interessante er, at der ikke er noget godt at hente nogen steder. Som redder er det som at tisse i bukserne, for det luner nu, men varer ikke ved. Det gør måske noget for min selvtillid, fordi jeg føler mig værdifuld, men mit selvværd er uforandret, fordi jeg er afhængig af at andre har brug for mig, for at jeg kan føle mig elsket. Det er et yderst følsomt sted at sætte sig, man gør sin værdi afhængig af at skulle være noget for andre. Tænk på alle co-alkoholikerne, kvinderne der får bank eller som notorisk leder efter en de kan redde og tage sig af.

I offer hjørnet er der også  skidt at være. Her føler man sig forladt, forsmået, ussel og uden værdi. Som offer tager man det personligt at blive forkastet og valgt fra. Man kan måske kortvarigt finde noget selvretfærdiggørelse her, men det er de færreste, der har lyst til at føle sig som ofre i længere tid af gangen.

I krænker hjørnet er hævnens sødme tilfredsstillende, men den er kortvarig, for det er ikke noget, der fremmer kontakten med andre mennesker at være krænkende. Der bliver hurtigt vredt og ensomt.

Alt i alt er denne her mekanisme super relevant at få øje på. I det øjeblik du tager ansvar for, hvad det er du har gang i. Får sagt fra som redder, tager din offer rolle med oprejst pande, oplever det som en læring frem for et personligt nederlag og beholder dine krænkelser for dig selv, så vil du opleve en høj grad af nyvunden frihed, frem for at sidde fast i det mudder, som ikke bringer noget som helst godt med sig. Øvelse gør mester og det første store skridt handler om at SE hvad du gør, med dig selv og med andre.

Kender du problematikken og vil du lære endnu mere om dig selv? Læs mere på www.axholm.com eller ring til mig på 23 80 60 16

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.