Vi skændes aldrig – om fordelene ved at lufte ud i parforholdet

Er du stolt af du aldrig skændes med din mand eller kæreste? Det er de fleste, som ikke gør det. Fint med mig, for det er jo også et spørgsmål om temperament. Hvis man ikke har behov for at råbe indimellem, så skal man da ikke gøre det for min skyld.

Alligevel vil jeg opfordre til at lufte lidt ud i parforholdet ind imellem. Det behøver ikke være som hjemme hos os, hvor der godt kan flyve en pude, dagens avis eller et vaskestativ gennem luften i arrigskab. Vi kan også blive vældig perfide i ordvalget og det skader mere end det gavner udluftningen. Grimme ord gør nas på sjælen og der skal bruges noget tid på at slikke sårene og undskylde bag efter.

Ikke desto mindre kan jeg finde en sær tilfredsstillelse i at få råbt ”Tåbelige stodder” eller ”Rend mig røven”, for det er så dejligt at give frustrationerne luft. Jeg synes jo han er en latterlig nar i det øjeblik og så er det så befriende at råbe det til ham ”Spasser!”

Fidusen er altså at bruge det raske skænderi til at få luft for frustrationerne. Vi kommer jo sjældent gennem et parforhold uden at vi af og til (måske endda tit) synes partneren er en røv med ører. Hvis ikke vi får vores budskab igennem, hvis ikke vi får dækket et behov eller bliver hørt, så er det da dejligt at få lov at skælde ud over det. Så er jeg også sikker på det ikke sidder i mig og vokser sig til en grim bitterhed eller endnu værre, at jeg får gjort mig til offer. Luften går som regel af ballonen, når jeg har råbt lidt og så er der ikke så meget energi på irritationen længere, for den er blevet sendt af sted til modtageren.

Hvis jeg nu ikke får sagt hvad jeg er vred over, men stadig går og er irriteret, så er det nærliggende at vreden kommer til at gå ud over børnene, fordi de ikke starter et grimt skænderi, som konfrontationen med min mand måske kunne komme til. Det er rigtig skidt at børnene kommer til at stå i skudlinien, for de har selvsagt ikke samme mulighed for at forsvare sig imod en vrede, som slet ikke handler om dem. Alternativet er at skubbe vreden ind under gulvtæppet og det kender de fleste resultatet af.

Hjemme hos os har vi har et princip om at vi ikke tager de grimme skænderier foran børnene, så hvis vi kan mærke, der er noget mere alvorligt på vej, så laver vi en time-out og skændes eller taler om problemerne, når børnene er lagt i seng. Ikke desto mindre ryger der et par finker af fadet af og til og børnene bliver stille, når de kan høre det er alvorligt. Hvis diskussionen har stået på lidt tid efter de er lagt i seng, kan een af dem komme træt ud og sige ”Vil I ikke godt holde op med at skændes, det er ikke til at holde ud og høre på?” Gad vide hvor de har lært det ordvalg?

Vi stopper selvfølgelig af respekt for dem, men jeg tror slet ikke det er så dumt, at de af og til er vidne til, hvordan man kan tackle sin vrede og frustration. Jeg tror på, at den mest opdragende faktor for børn, er forældrenes indbyrdes forhold. Det betyder at hvis ikke vi lærer dem, hvordan de skal tackle deres konflikter, så lærer de dem først meget senere og er derfor så ikke så trænet i og rustet til at forsvare sig og svare tilbage, når de har brug for det eks. i skolen og senere i et parforhold. Problemet hos os er jo så, at vi har lært vores børn at råbe når de er vrede og det kan være temmelig trættende at høre på, da de som søskende skændes meget mere end os voksne. Det kan man måske kalde ris til egen røv, men de får da luftet ud.

Jeg hører masser af klienter i terapi beskrive at de aldrig har hørt deres forældre skændes og at de derfor ikke ved, hvordan man gør. De har lært hjemmefra, at når man bliver vred, så trækker man sig ind i sig selv og så taler far og mor måske ikke sammen i dagevis og hvad gør man så af frustrationen? Eller hvad med variationen ”Far og mor skændes ikke, vi diskuterer!” Ja godaw, da jeg var en lille pige kunne jeg da sagtens høre, når de var uvenner, så de kunne kalde det, hvad de ville, det gjorde bare mig mere usikker. Det eneste jeg lærte af det var, at når jeg fornemmede de konfliktede og blev afvist, så kunne jeg ikke længere stole på det jeg mærkede.

Jeg tror på det er sundt både for parforholdet og at lære sine børn at skændes på en hensigtsmæssig måde. Hvis jeg har temperament, der gør jeg hurtigt farer op, så vil det være rigtig skidt for min ”psykiske udrensning”, hvis jeg ikke får afløb for min irritation. Vi sad engang i bilen alle fire og var på vej ud til frokost. Jeg sad og brokkede mig over det ene og det andet på et tidspunkt begyndte min mand at sidde og sige som en høne. Bork, bork og jeg kunne med det samme høre mig selv gå og små skælde ud i hønsegården. Vi måtte le alle sammen og sad så ellers og dyrkede dyre lyde i den helt store stil. Lidt selvironi har heller aldrig skadet nogen.

Fordelen ved at få luftet ud handler om det samme, nemlig ikke altid at tage alting så alvorligt. Skæld ud når du bliver irriteret, så du kommer af med irritationen og vær i stand til at grine af dig selv, når det ikke er mere vigtigt. Det gør livet lidt nemmere, frem for at gå og bære nag og blive en sur kost på sigt. Desuden kan man på den måde også træne sig selv i at tage de helt store konflikter, når det er tid for dem.

Glem heller ikke at de, som forstår at skændes på den ”fede” måde, med stor sandsynlighed har et mere interessant sexliv.

Teksten har været udgivet i bogen “Gør det noget jeg støvsuger imens?” Pretty Ink.