Parterapi efter ferien
Der er stille i disse dag i min terapeutbiks. Finans-grisen har også taget en bid af mig. Der bliver sparret rundt omkring i de små hjem – også på terapi, næsten uanset, hvor nødvendig den er.
Der er nu altid mindre at lave for mig på denne tid af året. De fleste er gået i sommer-mode (jeg selv inklusiv) og har travlt med at komme på ferie, på stranden og i sommerhuset.
Efter en ferie i familiens skød vender mange talstærkt tilbage og har brug for hjælp til parforholdet. Langt størstedelen af mine klienter har været sammen med deres familie i ferien og det kan af og til være en anstrengende affære. I hverdagen har vi travlt med at få alle ender til at hænge sammen, men i ferien er vi sammen med vores familie og dermed ofte også vores partner. Her bliver det rigtig tydeligt for os, hvordan vi har det med hinanden. Og det er ikke alle steder lige godt.
Når en ferie nærmer sig glæder jeg mig hver gang usigeligt til at have masser af tid med min familie og når ferien nærmer sig sin afslutning, så glæder jeg mig usigeligt til at få lidt fred igen. Det er vist helt normalt.
Straks værre er det, hvis sommerferien ender i konflikter og parterne for alvor er ved at få spat af hinanden. Hverdagen ender ofte i praktik og mange aftener falder vi en dødlignende søvn uden tanke for, hvordan vi egentlig har det med hinanden. I ferien er det ikke til at komme udenom. In your face, this is your family, this is your life.
Så hvad sker der, når vi sidder i et sommerhus i regnvejr på den jyske vestkyst og har 14 dage foran os med familien på skødet?
For det første kan det være anstrengende at være tæt sammen hele tiden, selvom det er med dem man elsker. Mange familier vælger at lave aktiviteter på børnenes præmisser og maler sten, drypper lys og spiller Matador til bevidstløshed. Det er hyggeligt et langt stykke ad vejen men det betyder også at vi ikke får tanket op med voksen- eller alenetid. Når ikke vi gør det i længere tid, så kan vi ikke overskue den koncentrerede tid med børnene og så stopper hyggen.
For det andet giver ferien mere tid til at få øje på, hvem vi er gift med og det er ikke altid at virkeligheden passer til det billede, som vi har i vores hoved og så skal der justeres. Det bliver først rigtig svært, hvis vi bruger sommerferien på at gå og blive irriteret på vores partner. Vi opdager, hvor svært vi egentlig har det med hinanden, hvor dårlige vi er til at kommunikere og så er vi modne til parterapi, når ferien er slut.
En klassiker er også at vi ikke får afstemt forventningerne til ferien. Hvis far vil ligge på stranden alle dage og mor vil på museum og i Bonbon land med børnene og de ikke inden ferien får aftalt, hvornår de gør hvad, så er fanden løs. Det er derfor ekstremt vigtigt at vi er åbne overfor hinanden om hvad vi forventer. Vi skal have talt os til rette, således at hver morgen i ferien ikke starter med en diskussion om, hvad dagen skal bruges til.
En anden vigtig del at have med, handler om hvilke forventninger vi har til hinanden. Hvis mor tager sig af det praktiske i hjemmet i hverdagen, så vil far måske forestille sig at hun har tænkt sig at fortsætte det gode arbejde på ferien også. Mens han læser bøger ved poolen…. (man kan undres over det sjældent går den anden vej). Mor tænker måske modsat, at når nu far endelig har ferie, så tager han lidt over med børnene, madlavningen og indkøbene. Kan du høre konflikten bygge sig op?
Mange par oplever også ofte at det tager noget tid, inden de kan finde ind til hinanden og til intimiteten igen, efter en lang tid i en heftig hverdag. Når vi har travlt og ikke tager os tiden til at tale sammen, så mister vi følingen med, hvor vores partner er.
Det er derfor super vigtigt at tage sig tid til at give hinanden en status på, hvor man er med hinanden, i tankerne og følelserne. Det handler simpelthen om at fortælle om, hvordan man har det, også med hinanden. Her menes der ikke, at man skal fortælle om alt det man synes ens partner gør forkert, men derimod om, hvordan man selv har det inden i. Der vil med stor sandsynlighed dukke nogle emner op, som skal tales til rette og hvis ikke det bliver gjort, så ender de, som små buler under gulvtæppet, som vi hele tiden går og falder over.
Ergo er I gode sammen i hverdagen, er I det sikkert også på ferien. Halter det derimod i hverdagen, så vil det med stor sandsynlighed blive ekstra tydeligt i ferien, hvordan I har det i jeres parforhold.
God ferie til alle derude og I skal være så velkommen i min biks, når I vender tilbage i hamsterhjulet.
Jeg har tænkt mig at bruge højsommeren på at nyde min familie, smøre frokost til min mand, som skal lægge nyt tag på vores hus og så i øvrigt lige skrive lidt på min eksamensopgave til min Master i Gestaltterapi.
Vi ses derfor her på bloggen igen første fredag i august. Kan du ikke undvære mine skriverier, så læs med på www.viforaeldre.dk, se under ”Blog” God sommer!
Sejt med en laaaang ferie. Knap så fedt med den møg-gris-den bider, gør den. Glæder mig til at læse med igen på den anden side af sommeren. KH
Kender godt det med, at tingene træder tydeligere frem i ferierne…
Heldigvis har kæresten og jeg overstået en ferie, med dine, min og vores børn UDEN at blive uvenner. DET er et fremskridt, for os, som sammenbragt familie. Og jeg skal hilse at sige, at især et af de 4 børn satte os på hård prøve! OG involverede sin mor derhjemme, når hun var utilfreds med ikke at få sin vilje hos os. Så blev der kørt hårdt på fra min bonusdatters side med had og afvisning og manipulation. Big time! Desværre er der INGEN samarbejde de to forældre imellem…suk. MEN det lykkedes OS ikke at blive uvenner, ikke at lade spliden komme imellem os. Men datterens udspil tærer på os alle, og er jo et udtryk for, at hun selv har det svært. Og jeg er i en position (lang historie), hvor det bliver meget svært for mig at hjælpe hende. Og også det træder tydeligere frem i en ferie…
Og ferien er også den tid, hvor jeg virkelig mærker sorgen på min drengs vejne over, at han er skilsmissebarn. Jeg må undvære ham, han må have en masse skift og forholde sig til dobbelte familier, undvære sin mor i lang tid (aj okay 2 gange en uge…..lang nok tid!) osv. Og ikke mindst må han forholde sig til min kærestes børn, deres behov, som nogle gange tager en del fra ham, selvom de jo også giver ham meget.
Al den splid på kryds og tværs (som vi, kæresten og jeg heldigvis ikke fik tørret af på os), alle de samarbejdsrelationer på kryds og tværs, al den koordinering, alle de balancegange mellem hvis behov, der betyder mest eller skal styre andres….det er en stor balancegang for os i en sammenbragt familie. Der er så mange følelser i klemme….og det er langt sværere at være bonusmor end jeg nogensinde har forestillet mig.
En ferie-nabo sagde til mig: “Hvordan kan du holde det tempo?!” Og jeg undrede mig først men blev så helt rørt over at være blevet “set”, for nej hvor har man godt nok travlt, som mor, bonusmor (især!) og som kæreste med en mand, som ikke har noget samarbejde med sin ekskone overhovedet!
Så selvom vi havde en god ferie, så er jeg stadig flad og brugt og lidt tyndhudet, her flere uger efter…Og ja, det korte svar havde været, at vi havde en god ferie, og at det der trådte frem var, at vi er blevet SÅ MEGET BEDRE til at tackle det med at være sammenbragt, MEN for helvede det er hårdt arbejde nogle gange.
Og undskyld, det her er jo ikke en terapeut-brevkasse…. 😉 Men tak for et godt indlæg, det satte da lige gang i mig hvad?! 😉
Håber du får godt gang i bixen igen efter ferien. Jeg tror du er en god terapeut, og vi er jo helt sikkert mange, der godt kunne trænge til et godt råd eller hjælp til selv at finde den bedst farbare vej nogle gange…..
Jeg kunne i hvert fald godt bruge dit indlæg til noget….Fortsat god sommer!
Kh FruGosch
Kære Fru Gosch,
Tak for din lange kommentar og du er da bare SÅ velkommen til at bruge bloggen, som terapeut brevkasse. Jeg bliver altid glad og berørt over at høre, hvordan det står til i de små hjem derude.
Det glæder mig at du og din kæreste har lykkedes med jeres forhold – også i ferien. Det lader til I kender faldgrupperne og I har ellers jeres sag for med dine-mine-og-jeres barn. Puh!
Den vigtigste opdragende faktor i børns opvækst er uden sammenligning forældrenes indbyrdes forhold og selvom dine bonusbørn ikke kan bruge deres egne forældre, som positivt forbillede, så virker det til, at de i allerhøjeste grad kan bruge jeres. Tillykke med det!
At du er hudløs efter ferien undrer mig ikke, når jeg tænker på, hvor ofte jeg har lyst til at sætte mine børn ud til storskrald. Hvordan ville jeg så ikke have det med et bonus barn eller flere. Jeg kan godt forså din bekymring omkring din søn og jeg håber du kan se at du giver ham et bredt billede af hvordan en familie også kan være, som jeg er sikker på vil gavne ham senere. Kan ikke forestille dig han er i tvivl om at han står dit hjerte nærmest.
Tak for din tanke, hvad angår min klinik. Der er allerede begyndt at ske lidt, nu hvor folk vender tilbage fra ferie og jeg er så taknemmelig for mit arbejde. Jeg er slet ikke i tvivl om at gør verden til et bedre sted af være.
Held og lykke med det hele og skriv endelig igen en anden gang.
Hilsen Katrine
Kære Katrine.
Trods jeg ingen børn har og er i den “unge” alder af 23 år, så synes jeg denne blog vakte nogle genkendende følelser inden i mig.
Jeg brugte en uge i sommerhus med min kæreste og hans familie, og fordi vi fra starten ikke fik snakket om forventninger og ønsker i forhold til ugen, resulterede det i 8 frustrende dage. Eller, JEG havde 8 dage med frustation, irritation og indebrændt bitterhed.
Jeg indrømmer at jeg havde på ingen måde forestillet mig, at sommerhus med svigermekanikken bestod af at spise morgenmad, diskuterer hvem der vaskede op, så blev det spist lidt mere og diskussionen om opvask fortsatte. Og man kan nok godt regne ud hvad vi så foretog os om aftnen.
Dvs. jeg brugte 8 dage på at kigge mine svigerforældre DYBT i øjnene, mens min facade som perfekt svigerdatter langsomt begyndte at krakelere.
Burde det ikke have været min kæreste jeg kiggede dybt i øjnene????
Min kæreste forsvandt efter hvert måltid for at være sig selv. Fair nok hvis det er sådan han slapper bedst af, det kender jeg alt til. Jeg ville bare gerne have vist, at det faktisk var hans forældre og 2 teegnage-forvirrede søskende jeg var på ferie med. Det føltes som en øde ø, KUN med dem.
Næst sidste dag brød jeg sammen, konfronterede ham, og følte mig som en totally “bitch” fordi jeg ikke kunne klare det mere. Jeg frygtede han ville negligere mine følelse, men nej. Han kiggede mig i øjnene og foreslog vi tog hjem en dag før. Så vi kunne være alene og hygge…
Uhm… Gud hvor jeg elsker ham.
Gang på gang udsætter jeg konfrontationerne til boblen er ved at briste, og i sidste ende, så kan han jo sagtens håndtere det, og mig!
Tak for nogle fantatiske tanker. Gang på gang minder du mig om at jeg skal huske mig selv og mine grænser.
Kære Tine,
Tillykke med ham siger jeg bare. Der er ikke noget bedre end at blive rummet af den man elsker 🙂
Så er det jo også lige at det bliver så tydeligt at langt de fleste gange er det ikke manden jeg elsker, der ikke kan rumme mig, men mig selv. Mit gæt er, at du selv har sat standarden for hvordan den perfekte svigerdatter skulle være på den ferie og at dine grænser blev overskredet allerede på dag 1. Holdt du dig tilbage, for at opretholde dit selvbillede af hvem du burde være (læs: ikke utilfreds med, hvordan dagene skulle køre, ikke stille krav om hvad du havde brug for og ikke ville være med til. Ikke sige til din kæreste at du savnede hans tilstedeværelse osv)?. Den sværeste at overvinde og forandre er os selv. Alt det vi tror andre tænker om os, det tænker vi om os selv og på den måde holder vi os selv tilbage og giver ikke udtryk for hvem vi er. Det gør vi fordi det er den rolle vi kender og fordi det engang var farligt for os, at vise hele vores personlighed.
Læs evt. indlægget om: “Når jeg ikke ved hvem ….”
Det glæder mig SÅ meget for dig at du er på vej, med at lære dig selv bedre at kende.
kh Katrine
Vældig interessant og korrekt artikel du har skrevet, men vi har også oplevet, at ferie puster nyt liv i ægteskabet og parforholdet