Hvad mon de andre tænker om mig?

 Jeg kender en kvinde, som har rigtig meget fokus på, hvordan andre opfatter hende (og det er slet, slet, slet ikke mig). Hun er derfor en dygtig og ambitiøs medarbejder, en loyal og lidenskabelig kone, en god og støttende veninde, en datter hendes forældre kan være stolte af og en dedikeret og elskværdig mor….. nå ikke! Nej, for det lykkes ikke altid. Ikke desto mindre er der rigtig mange af os kvinder, der tror vi skal være alt det. Hele tiden. Vi bruger en mængde krudt på at se godt ud, virke som om vi har tjek på tilværelsen, har succes og i det hele taget at tænke enormt meget på, hvordan andre ser os. Vi tror at alle andre stiller ligeså høje krav til os og ser på os med ligeså kritiske øjne, som vi selv gør.

Når jeg er ude og løbetræne et par gange om ugen og bliver lidt tung i nummi, så tager jeg mig selv i at se efter om der er nogen, der lægger mærke til, at jeg går lidt i stedet for at løbe. Hvis jeg så går (og det gør jeg ind imellem (læs: tit) – indrømmet) og der så kommer en anden løber imod mig eller endnu værre overhaler mig, så ærgrer jeg mig over at jeg stoppede lige der. Jeg ville jo alt andet end lige have været mere tjekket hvis jeg løb. Jeg kan simpelthen ikke holde fast i mit selvbillede af en lækker og sportstrænet kvinde, når jeg går på min løbeture og endnu værre bliver afsløret i min dovenskab. As if other people fucking care!

Det er jo også vildt pinligt, hvis jeg til middag sent på aftenen opdager, at jeg har siddet og talt i timevis og ikke mindst grinet højt med spinat mellem tænderne. Hvorefter jeg rejser mig og går på toilettet med en menstruationsplet bag på kjolen. Eller hvad mon de andre forældre i supermarkedet tænker om mine egenskaber som mor, når jeg storsvedende slæber et skrigende barn ud i bilen? Min veninde bliver nok træt af mig og mit parforhold, når jeg for anden gang i denne uge ringer og beklager mig over alle de behov jeg ikke får opfyldt hos min kæreste? Mon min chef synes jeg er inkompetent, hvis jeg beder om hjælp til denne her opgave? Jeg bliver også bange for min mand ikke elsker mig, hvis jeg viser ham, at jeg også er barnlig, svag og usikker. Listen er alenlang og vi har alle vores helt personlige og ofte spidsfindige måder at kritisere os selv og holde os tilbage på.

Det er nemlig det vi gør når vi har travlt med at fokusere på, hvad de andre mon tænker om os. Vi så og sige ”bruger” de andre til at se på os selv med kritiske øjne. Vi tror de andre dømmer os og ser alle vores fejl, mens det er i virkeligheden er vores egne øjne, vi ser os selv med.

Prøv at lægge mærke til næste gang du har din opmærksomhed ude i verden, frem for hjemme hos dig selv. Hvis du så har mod til det, så spørg og få aflivet eller bekræftet din fantasi om, hvad et andet menneske måtte tænke om dig. Jeg vil næsten garantere dig, at du får aflivet mange flere fordomme, end du får bekræftet.

Når først du får givet lidt opmærksomhed til den side af dig, som lader sig styre af, hvad du tror, andre tænker, så vil du opdage dimensionerne af dette uhensigtsmæssige mønster. Især i parforholdet, hvor vi kommer rigtig tæt på hinanden vil du kunne få øje på, hvor tit du lægger dine egne fordomme over i din partner. ”Han gider ikke være herhjemme sammen med børnene og mig, siden han arbejder så meget” eller ”Han er ligeglad med børnene siden han ikke prioriterer det forældremøde” ”Han synes jeg er tyk/svag/ hysterisk når jeg ….” Alt det vi tror andre tænker om os og som vi ikke får tjekket af, er i virkeligheden noget vi synes om os selv.

Det er noget af en mundfuld at gå i gang med og den sværeste del handler om at få øje på alle de gange jeg gør det.

Hvad angår mine løbeture, så er vi i den harmløse afdeling, men dog alligevel meget sigende. Jeg kunne dog højest bruge det til at pace mig selv lidt – hvis ellers det virkede! Men så er der alle de gange, hvor jeg tillægger min mand, min mor, mine veninder og alle de andre nogle motiver eller egenskaber, som de slet ikke ville kunne genkende, hvis jeg spurgte dem. Jeg tror de synes at jeg snakker for meget, at jeg er alt for følsom, at jeg har en stor røv eller er for dominerende. Hvis jeg spurgte dem ville de sikkert sige, de synes jeg er sprudlende, i god kontakt med mine følelser og har en kvindelig røv og god til at give udtryk for, hvad jeg gerne vil. Selvom jeg gør mig mange tanker om, hvad andre mon synes om mig, så vil jeg alligevel aldrig have en jordisk chance for at kunne styre dem. Ergo kan jeg lige så godt bruge krudtet, der hvor jeg kan gøre en forskel, nemlig i mit eget syn på mig.

Hvis du vil være med på holdet og gøre dit liv nemmere og sjovere, så hent projektionerne hjem (som det hedder, når jeg lægger noget af mig selv ud i verden hos andre). Få hjælp til det, hvis opgaven bliver for stor. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi kan frigive en masse energi, hvis vi får bremset spolehjernen og forholder os til virkeligheden, frem for den fordomsfulde og selvkritiske verden vi, i forskellig grad, har dannet inde i vores hoved.