Verdens dummeste mor
Jeg fik prisen her til morgen. Der var ingen Hollywood stjerner til at overvære overrækkelsen, ingen fotografer eller rød løber og jeg holdt heller ikke nogen takketale. Prisen blev ikke overrakt med kindkys, men derimod slynget vredt ud af min syvårige datter Naja, som derefter marcherede ud og knaldede hoveddøren i med et brag, så vinduerne klirrede.
Morgenerne startede ellers godt. Børnene kommer tumlende ind i stuen med hver sin dyne og dratter om i sofaen foran ”Morgenhår”. De får mange kys på den tid af morgenen. Jeg laver havregrød til min søn Markus og spørger Naja, hvad hun kunne tænke sig at spise. Det spørger jeg tit om en 3-5 gange, før hun har besluttet sig. Når maden står på bordet skal hun oftest have lidt verbal hjælp til at komme fra sofaen over til spisebordet. Engang imellem tager jeg hende ved hånden og fører hende over til morgenmaden. Som jeg skriver dette kan jeg godt se, at jeg allerede her, er ude på et curling-skråplan, nå men. Mens hun spiser reder og fletter jeg under skrig og skrål hendes hår. Hun går ofte i stå i løbet af måltidet og hvis ikke det hjælper at jeg minder hende om at spise, så stiller jeg mig foran fjernsynet og truer med, at hvis ikke hun spiser færdig, så slukker jeg – det virker. I højst 30 sekunder. Næste gang jeg truer med noget virker det i 25 sekunder. De har for længst luret mig og ved, at jeg først slukker for fjernsynet, når jeg er virkelig vred. Efter maden skal børnene have tøj på og Markus på 9 skal som regel bare lige mindes om det et par gange før han går i gang. Naja har tit et par ærinder, som hun gerne vil have ordnet først. Klokken nærmer sig afgangstid og min curlinggrænse er ved at være nået. Det er her jeg forvandler mig fra den søde og hjælpsomme mor, til den sure og skrappe mor, som begynder at råbe af sine børn. I starten taler jeg fornuft med dem. ”I skal sætte farten op nu, ellers kommer vi for sent” og den slags. Det virker sjældent, for de er ligeglade. Det hele ender med at vi alt for ofte kommer ud af døren på en rigtig åndssvag måde. Børnene er kede af det og vrede over at blive skældt ud og jaget med og jeg er ked af og vred over at jeg gør det i al min afmagt.
Det er jo mig (nogen gange glemmer jeg det faktisk), som er den voksne og som derfor skal sætte rammerne for hvordan vi kan være her alle sammen på en god måde. Som jeg sidder og skriver dette tænker jeg: sluk dog for det skide fjernsyn. Samtidig ser de så søde ud, som de ligger der i sofaen og langsomt vågner. Jeg bliver også helt træt på forhånd ved tanken om hvor lidt jeg orker at tage konflikten omkring fjernsynet de næste mange morgener, indtil tv-narkomanien har sluppet taget i mine børn. Mand, jeg er træt af konflikter. Jeg kender alle de gode grunde til at skulle tage dem med mand som med børn, men for fanden, hvor gad jeg godt slippe for mange af dem. Faktum er at jeg gang på gang vælger at tisse i bukserne, fordi det varmer så dejligt lige nu og jeg slipper for turen ned af den kolde køkkentrappe til dasset i gården – hvis I forstår mit billede.
På en måde er det forvandlingen fra pleasende curling mor til stiktossede, råbende mor, som er den værste. Jeg tror at hvis jeg bevægede mig mere ind på midten og var mindre curling og mindre råbende, men derimod mere tydelig i mine grænser, så ville jeg være nemmere for mine børn at forholde sig til. Jeg ville sikkert også have det nemmere med mig, fordi jeg ikke gang på gang lader mine grænser overskride. Jeg er nødt til at droppe mit urealistiske billede af min idylliske kernefamilie, hvor vi til enhver tid kan tale os til rette – it´s not gonna happen!
Jeg må stramme op og jeg må tage mig selv i nakken og sætte nogle flere grænser på den fede måde. Det tjener ikke nogen at jeg er bange for at blive kaldt verdens værste mor. Jeg ved jo godt, hvad der er godt for mine børn og jeg ved at verdens bedste mor både curler og skælder ud, fordi hun ikke er bange for at begå fejl sammen med sine børn – hvornår mon jeg lærer det?
Hej Kat
Blev helt nervøs for om du havde haft en spion ude for at se hvordan vi står op om morgenen og kommer ud af døren….. sjovt nok ser de morgener hvor Vincent afleverer helt anderledes ud…….
Uha, hvor lyder det velkendt!
På et tidspunkt blev morgenroderiet simpelthen for meget for mig, så jeg indførte et system med nøgleringe…
(Det er ikke for sjov vi kalder vores ældste for ‘Professor Teflon’… han kan bliver helt væk i sine egne fantasier og lege, og alt alt alt preller af på ham!)
Ordningen var voldsomt inspireret af den pædagogik man anvender overfor autistiske og ADHD- børn, men jeg mener nu at alle børn trives bedst ved at kende rutinerne, de bliver trygge ved at have velkendte rammer at læne sig i.
Ordningen var meget simpel:
Vi skaffede en håndfuld nøgleringe til hvert barn (af den slags man selv kan putte noget i), og så skulle de hver især lave en tegning og putte i nøgleringen for hvér ting man skal nå i løbet af en morgen;
tandbørste, morgentøj (ja, det kalder ungerne det), pakke skoletaske, rede seng osv.
Vi bankede to søm til hvert barn op på en dør i børnehøjde, og så hang nøgleringene dér og var klar til morgenræs:
Når man havde ‘ordnet en nøglering’ måtte man flytte den over på det tomme søm, og når alle nøgleringe var gjort, måtte man lege indtil vi skulle afsted.
I starten var det nyhedens interesse; de spurtede rundt og var meget stolte! Senere blev det lidt mere trægt, og selvfølgelig var det ikke konflikt-frit! Men det har faktisk givet mine store drenge en ok fornemmelse af hvad man skal nå i løbet af en morgen, og så gav det anledning til en rigtig god snak om hvordan vi kunne få det hele til at hænge sammen.
Vi har ikke flyttet nøgleringene med i vores nye hus, men det er vist ikke nødvendigt. Nu er det så til gengæld hende den mindste vi skal have styr på, og hun er røvforkælet af alle herhjemme, så den kamp råber jo næsten på at blive taget. Lige om lidt. Jeg skal lige have en kop kaffe først…
Kære Trine,
Tak for din udførlige feedback på mit morgenproblem. Det er en super idé og jeg tror mine børn ville “vokse” af sådan en opgave. Den skal simpelthen indføres hos os – giver lige en melding om hvordan det går.
God weekend til dig og dine
Hmmm, lyder mægtigt omstændeligt – og jo altså netop udviklet til børn, der har svært ved at tage imod beskeder og huske fra næse til mund … Ja, børn kan godt lide at få sat tingene i system – men det kunne jo ligeså godt være at få begrænset tid foran fjernsynet f.eks. Altså få at vide, at de må se 20 min. fjernsyn hver morgen, og når de 20 min. er gået bliver der slukket. Ligemeget hvad. Jeg har praktiseret det selv, lykkes ikke altid, fordi jeg selv har “et par ting” at se til om morgenen, men min erfaring er, at min søn synes det er ok, og ender med at hygge sig med andre ting. Det hjælper naturligvis ikke, hvis de har svært ved at få tøjet på el. andet, men det gælder nok generelt, at jo før man tager den pågældende konflikt, og lader dem forstå man mener det og så iøvrigt efterlever det konsekvent, jo færre konflikter får man efterfølgende. I en perfekt verden that is.
Årh blir helt glad for at vi allerede nu (børnene er kun 5år) har lavet forbud om fjernsyn i hverdagsmorgenerne…Børn er jo ekstem kreative om morgenen fordi de er friske. Tænker dog om det ville være en ide at genindføre det når skoletiden starter…så må bare først tænde når de HAR gjort sig klar til at gå!
Og puhha Katrine…hvor er det bare en grim følelse når jeg ved jeg har karmet over i mit hysteriske udbrud…det gør ondt.
Knus
Kathrine
Tak for nogle super indlæg. Det er da læsning man kan forholde sig til. Jeg ville købe din bog!
Vi har også TV forbud om morgenen – det forhindrer nu ikke altid morgnerne i at blive 2 timers hæsblæsende “gør nu dit – og gør nu dat”, mens jeg multitasker med glattejern, cornflakes og leverpostej. Nogle dage går det – andre dage ender det med tudende piger og råbende mor. Men – hvad med aftenerne. Jeg har lige haft en af slagsen – jeg er ret ofte alene med slåhejet om aftenen pga min mands arbejde – og efter aftensmaden og kampen med at få dem til at spise lidt varieret og sundt – går jeg død. Det ender alt for ofte med råb og ungerne græder og vil ha’ deres Far. Ja – men det vil jeg også! Jeg er bare for træt til at nyde putte ritualet, højtlæsningen og godnatsangen. Ser frem til at komme ned i sofaen og få FRED. Bliver det ved? Jeg tænker sommetider på at jeg skal huske at nyde at de vil have godnat historie og godnatsang – det kan jo tids nok komme at de siger nej tak mor, så tager jeg mig sammen og får nogle gode aftener – indtil det kammer over igen. Nu har min mand heldigvis ferie i 3 uger – så er jeg ikke alene om putte ritualet så længe.
Kære Kristine, Tak for din feedback. Det glæder mig meget du kan genkende og bruge det jeg skriver. En bog bliver det helt sikkert en dag.
Jeg kender alt for godt de lede aftener også. Hos os er scenariet af og til: træt mand på sofaen og sur kone, der rydder køkkenet, lægger vasketøj sammen, blander sig i børnenes konflikter, sukker af sin trætte mand, putter børn og derefter lister sig ud på terrassen og ryger fordi jeg bare er så TRÆT af at være “på” hele tiden.
Håber jeres tre ugers ferie forløber med lækker overskuds tid til aftenputning og masser af kærestetid bag efter 🙂
Læs evt. også indlægget: “Det er ikke sexet at falde i søvn på sofaen” om samme emne.
Kh Katrine
Tak Katrine. Er læst og nikket genkendende til
🙂
hvor genkendeligt ! godt det så ikke er kun hos mig, den morgen seance har foregået og det havde jeg det ikke ret godt med… og den præmie som du fik den fik jeg også…
den yngste af mine børn på ni år, har brug for ret meget tid om morgenen, hun er et lille væsen, der ikke rigtigt ved hvad det vil sige at skynde sig .. heldigvis…og når jeg så for 3 gang med en noget anstrengt mine beder hende om at tage tøj på, fandt jeg ud af det skabte en ret dårlig stemning hjemme og os og egentligt bare gjorde det hele værre…
jeg prøvede så med, før op om morgenen, lidt mere tid.. .. men hvor den tid blev af, ved jeg sgu ikke for det hjalp ikke noget, jeg gik selv og dryssede rundt og scenen var den samme..
der blev brugt meget tid på at tage tøj på og hun gik i stå foran tvét og blev mindet om, husk nu lige tøjet af mor her…. endte med at spise foran tvét.. og jeg tænkte.. nej, det her duer bare ikke, min mavefølelse sagde.. det her er forkert..
så sagde jeg en dag, nul tv, og tænkte, er det nu okay ? og blev enig med mig selv, om det var det.. sagde til min datter… jeg er træt af de her morgener, skal vi ikke gøre det anderledes ? og prøve at lave nogen dejlige morgener…få en god start på dagen.. jeg bliver ked af det og det gør du også…. jo sagde hun..
så var hun lissom advaret at nu skulle der ske noget andet..
det tog tid at prøve mig frem til noget andet.. jeg besluttede mig for taskerne blev pakket om aftenen.. madpakkerne også smurt om aftenen ( falder i nogen gange når jeg er træt ) uf hvor inkonsekvent..
besluttede mig for at kun ville bede hende om at tage tøj på een gang, for nu er hun ni år og jeg tænkte det kan hun til gymnastik uden nogen siger det til hende så kan hun også herhjemme… (vi havde gang i noget der kunne ligne en magt kamp.)
jeg besluttede mig for kun at sige kom vi spiser mad een gang til mine børn og så går vi i gang med at spise uanset hvor mange der er ved bordet.. når det rigtigt kører for mig så siger jeg det 5 minutter før vi skal spise så de lige har lidt tid til at omstille sig fra det de har gang i ( den kan jeg godt blive bedre til at bruge )…. (mine børn er 9-16-19) og det gælder så ALLE måltider. og nu kommer børnene efter jeg kun siger det een gang. og jeg kan komme lidt mere ud af rollen som kontrol mor.
om morgen sagde jeg, til min ni årige..” jeg kan ikke li at komme for sent på mit arbejde, og nu er jeg bange for jeg kommer for sent og det bliver så stressende ” vil du hjælpe mig med at trække i tøjet lidt hurtigere ? ( det kunne snildt tage op til tyve minutter bare for et par strømpebukser..)og min datter på ni var yderst sammenarbjedsvillig og trak i tøjet..
stille musik og lys på morgen bordet, blev næste skridt og det næste skridt er at nå at spille et spil 4 på stribe.. kampen for at skabe en god morgen for familien og for alle er gået ind og den VIL jeg vinde !.. og de dage hvor det lykkedes sikke en god følelse og sikke en god dag det så bliver.. jeg føler fred og ro er afslappet, ustresset, det smitter af på børnene og sikke en god dag det så egentlig bliver…
det tager tid meeen Rom blev jo hellere ikke bygget på een dag 🙂
“når noget ikke er som jeg ønsker mig, hvad ønsker jeg mig så ? noget andet…hvad er det som hjælper mig til at finde ud af hvad jeg ønsker mig…. fejlene og scenerne.. hvem er med til at skabe dem.. mig.. hvem kan ændre på det.. mig”
nu medlem af klubben af morgenmødre 😉
med venlige Hilsner Benthe
Tak Benthe for reminderen. Har netop besluttet mig for nul tv men masser af morgen hygge om bordet, når skolen starter igen efer ferien.
Jeg krydser fingre og prøver at huske mig selv på, at det er de voksne, der skaber den gode stemning og børnene der blot reagerer på det, der sker.
Jeg ønsker alle “curling men dog et sted ansvarlige” mødre held og lykke med det hele.
Kh Katrine
Hej Kathrine.
Selv tak, dit indlæg hjalp jo også mig til at huske mig selv på, og holde mig selv fast i, der hvor jeg gerne vil hen….. det gælder vist om at lægge en kurs og holde retningen, selv om der sommetider kan komme lidt slinger i kursen.
med venlige Hilsen Benthe