Er du ensom i dit parforhold?
Når jeg har par i terapi hører jeg ofte mig selv sige: Hvor må du føle dig ensom i dit parforhold eller Jeg får et billede af at I sidder på hver sin øde ø og gerne vil nå hinanden, men I ved ikke hvordan I skal række ud.
Det er bemærkelsesværdig hvor meget vi slås for at finde en kæreste, opbygge et forhold og få kærligheden til at vare og på et tidspunkt, så opdager vi at nærheden er forsvundet og hvor ensomme vi føler os. Selvom vi går op og ned af et menneske vi elsker eller holder af, så kan det virke helt umuligt nogensinde igen at finde ind til det vi forelskede os i og til den intimitet, som engang var.
Husk du kan få meget mere inspiration til dit parforhold tirsdag den 14. september. Læs mere under foredrag øverst på siden.
Kender du det fra dit eget forhold?
– Når du siger noget bliver det opfattet som en kritik eller du bliver mødt med et modargument, fremfor hørt for budskabet i det du siger?
– Når du er vred eller ked af det ender I med at diskutere hvorvidt du er berettiget til at have det som du har det eller ej
– Du får ikke fortalt hvad du har brug for og derfor virker det som rent held, når du får dine behov dækket
– Det er som om din mand ikke rigtigt hører dig og derfor føler du dig sjældent forstået, som det menneske du er
– I bruger mange og lange diskussioner på at debattere hvem der sagde hvad hvornår
Kan du genkende dig selv her?
– Er det dig som styrer slagets gang i hjemmet, og savner du at din mand deltager som en ligeværdig partner i det fælles projekt I har, som er familien
– Er der sårbare sider af dig eller dybe behov, som du holder tilbage, af angst for at blive afvist eller måske endda forladt
– Du har det meste af dit fokus hos din mand og er meget optaget af, hvad han siger og gør eller ikke siger og ikke gør og hvad det så betyder
– Du får ikke sat dine grænser og derfor føler du dig ikke set
– Du får ikke udtrykt dine behov og derfor føler du dig ikke set og værdsat?
En klog terapeut sagde engang til mig: Du bliver kun ensom, når du forlader dig selv. Dermed mente hun at hvis
– ikke du tager dig af dig, men forventer at din mand skal gøre det
– ikke du giver dig selv omsorg, men forventer at din mand skal give dig det (og helst uden at du har bedt ham om det)
– du ikke elsker dig selv helt ind i knoglerne, med alt hvad du er, men føler dig såret og forladt, hvis ikke din mand gør
– du ikke tager dine behov alvorligt, udtrykker dem og selv sørger for at få dem dækket, men regner med at andre skal gøre det
– du ikke sætter dine grænser, men regner med at din mand kan gætte hvor de er
Så forlader du dig selv og så bliver du ensom.
Det er måske lidt fluffy af forklare, men det handler ganske enkelt om at når du ved at du altid kan regne med dig, når livet er svært, så ved du at du ikke bliver ensom, for du har jo dig. Du er til enhver tid den mest kompetente til at tage dig af dig. Du ved bedst af alle hvad du har brug for, hvornår og hvordan. Når livet bliver svært er du den eneste du altid kan regne med og det er trygt og godt, for du kan altid være der for dig. Du ved du aldrig forlader dig.
Problemet er at du måske ikke regner kærligheden til dig selv for lige så værdifuld, som kærligheden fra andre. Du har siden din barndom været så vant til at far og mor og deres behov er vigtigere og derfor er det dem, der tæller i det store regnskab. Du har ganske enkelt ikke lært at stole på at du selv er kompetent til at passe på dig. Du har ikke lært at det er i orden at lytte til og opfylde dine egne behov. At kærligheden til dig selv er den vigtigste kærlighed af alle.
Derfor bliver du ydrestyret og det er kun det som kommer ude fra verden (modsat det som kommer fra dig selv) der tæller. Det er et ufatteligt følsomt sted at sætte sig, fordi du gør dig afhængig af, at få noget fra andre, som du af gode grunde ikke altid kan regne med at få. Når du så ikke får det, så føler du dig ensom og det er i virkeligheden fordi du for længe siden har forladt dig selv.
Vil du være klogere på dig selv og dit forhold?
Så deltag i min workshop Det Levende Parforhold
Responses