Når lysten til sex forsvinder, så gør I sådan her.

Af og til får jeg forespørgsler fra klienter, hvor den ene eller begge i forholdet har mistet lysten til sex, og de er i tvivl, om jeg kan hjælpe dem, eller om de skal have fat i en sexolog. Jeg plejer at svare, at det kommer an på, hvad den manglende lyst handler om. Hvis de begge to stadig har lyst til hinanden, elsker hinanden og har det godt, men er ved at blive kvalt i småbørnsfamilie trummerum, for meget pres på arbejdet og er trætte som et alderdomshjem, når klokken er 21, så kan de fint tage fat i en dygtig sexolog. De ved nemlig langt mere om, hvordan man pepper et sexliv i dvale og får genfundet gnisten og lysten til at springe på hinanden hen over vasketøj og nullermænd. Der findes naturligvis også sexologer, som arbejder mere terapeutisk med årsagerne til at lysten forsvinder i et forhold.

Når jeg hjælper mine klienter med deres manglende sexlyst, så undersøger jeg altid hvordan de to har det følelsesmæssigt med hinanden. Det er nemlig kun, når vi er i balance, er ligeværdige, føler os set, hørt og respekteret, at sexlysten kan bestå ud over den første forelskelse. Her er der vel at bemærke tale om god og nærværende sex. Selve akten kan alle jo finde ud af. Med og uden følelser.

Her kommer nogle af grundene til at lysten forsvinder
· dårlig kommunikation, som skaber afstand
· ulighed. Når den ene har mere følelsesmæssig eller økonomisk magt end den anden
· når forholdet på et følelsesmæssigt plan er et mor/søn eller far/datter forhold. Det er ikke særlig sexy.
· økonomisk eller følelsesmæssig afhængighed
· mange konflikter eller uenighed om grundlaget for forholdet og værdier i livet
· følelsesmæssig afstand

Den manglende lyst bliver altså et symptom på noget dybereliggende og er ikke en årsag i sig selv. Derfor er det vigtigt at få øje på hvad den manglende lyst handler om. Først når vi har fundet årsagen, har vi mulighed for at løse problemet.
Hvis vi derimod bebrejder og kritiserer med “Jeg får aldrig noget..” eller “Hvis bare du… så ville jeg have mere lyst” og den slags, så kommer vi ikke videre. Vi skyder skylden på hinanden og forsøger at løse problemet ved at gøre noget ved symptomet.

I skal altså have fundet ud af, hvordan I er endt her. I skal tale sammen uden bebrejdelser og kritik, og I skal være villige til at se på det, som måske er svært. Med eller uden hjælp fra en professionel.

Det kan lade sig gøre at finde tilbage til et skønt og levende sexliv efter nogle år med ørkenvandring, og det kræver en indsats fra jer begge.

Læs også: Skal du smage fars pølse i aften, skat? 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.