IN-Klumme: Jeg kan ikke mærke mig selv

Når vi vokser op sammen med vores far og mor, har vi brug for dem til at spejle os og vores følelser. Kun på den måde kan vi lære os selv at kende, lære at vi er ok, som vi er med alle vores følelser. Og med fars og mors hjælp, kan vi lære at sætte ord på, hvad der sker inden i os. Det er rigtig smart.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: ‘Om at ønske sig det, man ikke selv kan levere’ 

Fars og mors evne til at se, rumme og spejle os, gør os altså mere eller mindre kompetente til at bruge vores følelser til at navigere efter i vores liv.

Hvis far eller mor eksempelvis ser på det lille barn og siger:

– Orv, der fik jeg vist råbt for højt af dig. Jeg kan se på dig, at du blev forskrækket. Det må du undskylde.

– Jeg blev meget vred på dig, det er ikke rart for dig at få skæld ud.

– Jeg kan se på dig, at du blev ked af det, da Thomas ikke ville lege alligevel. Det kan jeg godt forstå.

– Dejligt at se du bliver så glad. Så bliver jeg også glad nede i maven.

– Jeg ved godt, at det ikke er rart for dig, at jeg er vred på dig, men jeg er stadig vred, så jeg skal lige have lidt tid.

– Du bliver utryg, når jeg er ked af det, men morfar er syg, og det gør mig så ondt. Sådan er livet nogle gange. Kom her og få et knus, så kan vi være kede af det sammen.

Hvis vores forældre taler sådan til os, så føler vi os set, rummet og elsket, som det menneske vi er. Vi lærer, at vi er ok med alle de følelser vi har. Vi lærer at mærke efter, hvad kroppen fortæller os om en given situation, om et valg der skal træffes, om hvordan vi har det med noget. Kroppen og følelserne er vores pejlemærke. Kun når vi har kontakt med den, kan vi navigere i vores liv og skabe den tilværelse, der er den rigtige for os.

Forældrene
Desværre er det langt fra alle forældre, som evner den opgave. De har deres egen bagage med fra barndommen og tidligere tiders forestilling om, at børn bliver født uden evne til at begå sig, og derfor skulle de opdrages til at opføre sig ordentligt, har heller ikke hjulpet på sagen.

Mærk hvem du er
Derfor lærer børn ikke at mærke indad. De lærer ikke, at det de mærker, er det rigtige for dem, uanset hvad andre måtte mene. De bliver det, man kalder ydrestyret. Altså styret af de tror og tolker ude i verden, først hos far og mor, senere hos andre, fremfor inde i sig selv. De lærer, at andres følelser eller reaktioner er vigtigere eller mere værd, end deres egne. Det bliver de ved med til de bliver voksne, og det giver masser af bøvl, især i parforholdet.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: ‘Når lysten til sex forsvinder’

Derfor lever mange voksne mennesker et liv, som de tror andre forventer. Som de tror, de selv gerne vil leve, lige indtil 40-års krisen eller fyringen eller skilsmissen kommer buldrende, og de med ét bliver smidt vægtløse ud i det ydre rum, hvor de ikke kan finde op og ned og rigtig og forkert hos sig selv. De kan ikke svare på ”hvad gør mig glad?/hvordan har jeg det lige nu?/hvad vil jeg med mit liv/hvem er jeg?” De mærker tristhed, tomhed og frustration. Og det gør ondt, og det ødelægger.

Heldigvis kan vi lære os selv det, vores forældre ikke lærte os, da vi var børn. Først skal vi opdage det, vi ikke har fået, og derefter skal vi lære os selv at kende og lære at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os. I små og store situationer.
Vi kan ikke forvente, at andre skal opdage vores grænser og vores behov. Vi er nødt til selv at sætte ord på, hvad vi har brug for, og hvad vi ikke vil være med til.

Den gode nyhed er, at det kan læres. Det er til gengæld fuldstændig umuligt at leve et godt og indholdsrigt liv, hvis ikke du lever det i overensstemmelse med, hvem du er.

Kærlig hilsen Katrine