Det her fik en klient ud af terapien hos mig
Kære Katrine
Da jeg startede hos dig var jeg meget forvirret. Jeg troede, jeg var på rette vej i livet, men mit forhold var smuldret og min kæreste og jeg var gået hvert til sit. Jeg var dybt ulykkelig og besluttede at søge professionel hjælp, så jeg kunne sikre mig, at jeg ikke i mit næste forhold igen ville falde for en mand, som det ikke ville fungere med. Jeg troede, det var mændene i mit liv, der var forkerte for mig, og at jeg nu skulle ud og finde den “rette”. Den tanke gik jeg med lige ind til jeg stødte på din hjemmeside og begyndte at læse dine blogindlæg. Via dem lærte jeg utrolig meget om kærlighed og parforhold og vigtigst af alt, at jeg selv har en aktie i det, der sker mellem mig og min kæreste. For mig var den erkendelse det første spadestik til at “grave” i mig selv. Jeg fandt sammen med min kæreste igen og startede i terapi hos dig. Udgangspunktet var at lære mig selv bedre at kende.
Vi tog fat i en helt konkret problemstilling, som har fulgt mig gennem mine kæresterelationer; at det fylder meget i mit indre univers, når personen tæt på mig er ked af det, sur, træt eller irriteret. Jeg troede fejlagtigt at det betød, at jeg skulle lære at forelske mig i en lalleglad jubeltosse (sat på spidsen) og ikke de følsomme mænd, mit hjerte altid har banket for. Sammen med dig lærte jeg, hvad det er i min bagage, der gør, at jeg helt ude af proportioner er så påvirket af min kærestes humør. Jeg lærte, at det handler om min egen forståelse af, at jeg skal fikse “de forbudte” følelser i partner og at den forståelse kommer af min opvækst og de følelser af skyld, jeg dybest set går rundt med. Den åbenbaring har gjort samværet med min kæreste så meget nemmere – for os begge to! Det er ikke længere ham, der er “forkert”, men mig der har nogle gamle følelser med i bagagen, som jeg har lært at håndtere.
Med den store øjenåbner, du har givet mig, har fulgt en masse nye tanker om mine mønstre og det har været en hård proces at erkende og acceptere det nye billede af mit indre univers, der pludselig åbnede sig. Jeg har slugt en hel del kameler i løbet af de seneste måneder; set på mine dæmoner af gamle sår og undersøgt de knapt så flatterende sider i mig, som en “positiv og stærk pige” helst ikke må have. Jeg har grædt utallige tårer og været utrolig træt, men det har været det hele værd. Jeg føler mig som et langt friere menneske i dag, fordi jeg pludselig forstår, hvordan jeg selv kan ændre det, der ikke fungerer. Og jeg mærker, at det jeg ændrer har en positiv effekt på mit kærlighedsliv. Jeg føler mig ikke længere forvirret. Jeg føler mig nysgerrig på, hvad der ellers gemmer sig inde i mig.
Tak for al din medfølelse, støtte og store psykologiske viden. Jeg følte mig tryg ved dig fra starten af og i min verden siger det rigtig meget om dig 🙂
Kærlig hilsen, Annemette
Læs også: Vi er for forskellige
Responses