“Bare vi ikke skal tage tøjet af”

Jeg er sådan en, som er så heldig at få sådan nogle mails her:

Bare vi ikke skal tage tøjet af… (en lille historie om at gå i parterapi)

Så kom vi der min mand og jeg. En klassiker. To kloge og reflekterede akademikere omkring de 40, som bare ikke kunne få det til at fungere. Sad der i de rare stole og drak te og følte os en kende akavede. Parterapi – tænk at nå dertil. ‘Bare vi ikke skal tage tøjet af’ sagde min mand på vejen derop.

Jeg kom fordi, jeg var så skuffet. Han så mig jo aldrig rigtig og gav mig ikke den opmærksomhed, jeg synes, jeg fortjente. Han kom, fordi han altid følte sig afvist og jo alligevel aldrig kunne gøre det godt nok.

‘Hun er god’, sagde han bare, da vi var gået igen. Jeg følte mig som en, der havde fået verdens største mavepuster.

Gennem de terapi-seancer vi har haft, har jeg erkendt, at mit store ‘opmærksomhed-hul’ indeni stammer et helt andet sted fra. Nok så mange søde ord, blomster og alverdens gaver fra min mand kan ikke fylde det op. Han kan hjælpe og støtte mig, men mit selvværd er mit eget ansvar. Min mand er blevet klogere på, hvorfor han altid er bange for at være utilstrækkelig. Sammen er vi blevet klogere på, hvordan den cocktail kan være sprængfarlig i hverdagen.

Hold op hvor var, og er det hårdt. Men det var samtidig en kæmpe lettelse for vores parforhold. Vi er stærkere sammen og er ikke i tvivl om, at vi skal blive sammen. Og vi er meget mere bevidste om de kampe, vi skal kæmpe – sammen men i høj grad også hver for sig som individer.

Katrine – et ægteskab er reddet! 1000 tak for hjælpen og din søde måde at være på. 

Kh Birgitte – på vej mod et bedre liv

Læs også: Er det for sent at redde kærligheden?