40 år (slet ikke), fed og (langt fra) færdig.

Jeg står og smører børnenes madpakke. Det er onsdag, i januar og jeg synes lige jeg har stået her og smurt madpakker for et øjeblik siden. Det var altså i går, så der er gået 24 timer. Hvor blev de af? Jeg har et heldagsmøde på arbejdet i dag, og jeg er ikke sikker på, jeg kan nå hjem og hente børnene inden fritidsklubben lukker kl. 17. Min mand er i Sverige med sit arbejde. Hvem kan jeg ringe til og høre om de kan hente for mig? Her trænger voldsomt til at blive støvsuget, og jeg glemte at ringe tilbage til min mor i går aftes. Det var hendes fødselsdag. ”I kan godt gå ud og børste tænder nu, vi kører om lidt”.

I køen på Lyngbyvejen sidder jeg og tænker ”Er det her mit liv, er det ligesom det? Jeg er gift, har to børn, mit arbejde, mit hus, min familie og mine veninder. Dagene ligner hinanden, og jeg tager mig selv i at glæde mig til weekenden eller den næste ferie, til dette års sommersandaler eller til når det bliver forår -altsammen noget der ligger ude i fremtiden, men ikke er lige nu. Det er som om, jeg har en forventning om, at det her trummerum-liv det bliver ikke ved,  lige om hjørnet kommer der noget til mig, noget der kan give lidt mere wauw. Gøre det lidt sjovere. Jeg har på alle måder rammerne i orden. Børnene trives, jeg er glad for mit job, og selvom der ikke ligefrem er stjernekastere efter kl. 21 i mit parforhold, så er jeg glad for min mand. Vi er gode sammen. Det er bare ikke nok til at mit liv er rigtig sjovt. Hvor er det vilde, det farlige, det uforudsigelige, det som kilder i maven? Eller hvad er det egentlig jeg savner?

Sådan nogenlunde lød en mail fra en kvinde. Hun var ikke i krise, de skulle ikke skilles, men der manglede noget.

Det er ikke uden grund vi har et begreb, der hedder 40 års krise. I 40´erne  er de fleste mennesker etablerede, har valgt en partner og en karrierevej. Børnene er vokset ud over de første 5-10 år, hvor vi er meget på som forældre, og tiden flyver. Vi kører ikke længere en hverdag i overlevelse og så opstår tanken ”Var det det? Er det sådan her mit liv skal være de næste 30 år?

Da jeg var i 20 erne var jeg på interrail, havde studiejob og skiftende kærester. I 30´erne havde jeg travlt med at overleve hverdagen med små børn, hus, mand og karriere. Nu er jeg så nået til 40´erne og har fået mere tid og dermed overskud til at tænke på, hvordan jeg egentlig har det. Der er simpelthen mere plads til at tænke eksistentialistiske tanker. Hvad er det, der giver mit liv værdi, hvad er indhold for mig? Er jeg glad, hvor jeg er i mit liv og hvis ikke, hvad skal der så til?

Nu hvor mine børn gennem venner og fritidsinteresser er mere og mere hjemmefra, har jeg pludselig fået øje på min mand igen. De seneste år har vi været sammen om at få hverdagen til at hænge sammen og få familien til at fungere og nu opdager vi måske at vi ikke har så meget sammen mere. Vi har gennem årene mistet følingen med hinanden og er derfor gået dermed glip af det fællesskab og det nærvær det kan give. Vil jeg overhovedet den nærhed, eller synes jeg, han er irriterende eller kedelig? Er vi mere venner end jeg ville ønske, at han kastede mig op på køkkenbordet?

Livet i 40´erne er tiden, hvor vi kan få ryddet op. Har jeg valgt den rigtige karrierevej eller skal jeg prøve noget andet, som er mere givende for mig Jeg skal måske genfinde min partner og redefinere vores forhold, nu hvor vi er et andet sted i vores liv Måske finder jeg her ud af, at jeg slet ikke vil ham mere. Mine forældre bliver ældre og får mere og mere brug for min hjælp og jeg skal vænne mig til en ny omsorgsrolle for min far og mor.

Jeg tror, det er vigtigt at vi som kvinder (og mænd for den sags skyld) gør os bevidst, hvad det er, der er på spil i disse år. Det er vigtigt at vi tager os selv og vores (måske) nye behov alvorligt. Vi kan ikke nødvendigvis forvente at det som virkede for os før, og som skabte glæde og tilfredshed nødvendigvis er nok nu. Jeg tror det er vigtig at gøre op med sig selv, hvad der skal til for at vi er tilfredse og glade for vores liv. Det er vigtigt at vi sørger for at skaffe os det selv, frem for at forvente det kommer udefra. Hvis din mand, i de 15 år I har været gift, ikke har været den store romantikker sprængfyldt med lækre initiativer, så bliver han det med største sandsynlighed heller ikke nu. Pointen er derfor ikke at skuffe dig selv ved at blive ved med at håbe at han ændrer sig, men derimod sørge for at skaffe dig det du har brug for, dér hvor du kan få det. Glæd dig over det du bidrager med i forholdet og værdsæt hans indsats selvom den ikke er, som du drømmer om. Hvis du har uafsluttet konflikt med en veninde, så tag initiativ, til at få ryddet den af vejen, så den ikke fylder mellem jer mere. Er du ikke glad for det arbejde, som du var så optaget af for 5 år siden, så se dig om efter noget andet eller få foretaget de ændringer i jobbet, der skal til for at du bliver glad for det igen.

Det som tæller er, at du er dig selv bevidst med dine muligheder og dine begrænsninger. Det er selvsagt, at når du fylder dit liv med det, du har lyst til og sparer dig selv, for det som dræner dig, så tanker du dig op med energi, giver dig selv en følelse af værdi og du vil synes at livet er værd at leve, fordi du har fyldt det med noget, der gør dig glad.

En anden vigtig pointe er også: få skilt tingene ad. Hvilke frustrationer hører til på dit arbejde, har du dårlig samvittighed overfor dine børn eller dine forældre, savner du at spille badminton, og er du i bund og grund utilfreds i dit ægteskab? Når du gennem selvindsigt lærer dig selv at kende vil du også i højere grad kunne gå efter det, som er vigtigt for dig og dermed undlade at bruge krudt på ligegyldighederne. Du vil få et større overskud og kunne give tydeligere udtryk for hvem du er. Hvad du vil og hvad du ikke vil være med til.

En 40 års krise behøver ikke vokse sig til en krise, men kan derimod være en gave, fordi den skærper dit fokus på hvem du er, og hvordan du vil bruge resten af dit liv. Så hvis du står midt i den, så tillykke med det.

God fornøjelse med det der liv. Er det svært at gøre alene? Du kan fange mig lige her 23 80 60 16

Læs også: 40 år og hvad så?