Livslang kærlighed

I dag har jeg set et ældre par gående hånd i hånd. De så glade ud. Og trygge. Hyggede sig i novembersolen. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om de har mødt hinanden på nettet for 14 dage siden og effekten af Viagraen først lige har lagt sig og de tænkte det måske var meget godt med lidt frisk luft.

Men lad os nu bare gå ud fra, at de har været sammen hele deres voksenliv. At de har børn sammen og børnebørn og måske oldebørn. At de ikke kan huske et liv uden hinanden. Det er sådan de gerne vil have det. De har valgt livet sammen, med alt hvad det er. Også når det går op ad bakke.

Jeg skriver jo en del om parforhold. Hvad der skal til for at bevare dem og få så meget mere ud af kærligheden, som det overhovedet kan lade sig gøre. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg med stolthed hjælper par, til at få det bedre med hinanden, så de kan blive sammen. Når krisen kradser og livet er svært.

Ind imellem bliver jeg spurgt om ikke det nogen gange er det rigtige, at gå sin vej. Om vi ikke kan vokse fra hinanden og det er bedst, at splitte op, fordi ingen er glade, når far og mor er sammen. Undersøgelser viser at børn ikke tager skade af at far og mor bliver skilt, at de ikke nødvendigvis bliver mindre lykkelige, når de bliver voksne, men at det handler om hvordan vi som forældre håndterer skilsmissen.

Så hvis livet udfordrer os, hvis vi løber surt i det, hvis vi må erkende vi er for forskellige eller ikke kan få kommunikationen til at køre, hvorfor så blive ved med at kæmpe og ikke bare smide håndklædet i ringen og komme videre? Jamen det er skam en mulighed (hvis ellers den beslutning bliver taget på et oplyst grundlag og ikke i affekt eller afmagt) og det er jo den 43% af alle ægtefolk vælger. Selvfølgelig er det en løsning og for dem som vælger den føles det som det rigtige. Kan man så skilles på en god måde og prioriterer at gøre det så godt som muligt for børnene, så er det selvfølgelig en mulighed. Hvis man ellers kan holde ud kun at skulle se sine børn halvdelen af tiden.

Men tilbage til det ældre ægtepar. Jeg synes det er smukt og beundringsværdigt, at kunne holde liv i kærligheden i halvtreds, tres, måske femoghalvfjerds år. Det er dejligt at kende hinandens historie, at have mødt hinandens bedsteforældre. At kunne huske hvordan livet var, da vi var under uddannelse, da børnene var små, da han blev fyret, da hun var syg. At kunne udvikle sig sammen, vide at vi sgu ikke giver op, men at vi begge er villige til at arbejde med os selv, tage ansvar og gøre os umage. For at blive ved med at elske. At dele livet med et andet menneske, som kigger på dine børn med samme kærlighed i øjnene, som du selv gør. At vide at han eller hun bliver stående også når det stormer og vi bliver trætte af hverdagstrummerum og ind i mellem synes at de anden er en spade eller en sur kælling. Så bliver vi. Fordi kærligheden med en historie ikke kan sammenlignes med nogen anden kærlighed.

Læs også: Når du er dig, er du allerbedst