Brevkasse: Skal jeg gå tilbage?

Jeg fik følgende mail og har ændret navne og fakta, så afsender kan forblive anonym.

Kære Katrine,

Jeg har brug for et råd. Jeg har lige læst bogen “At kæmpe for nærhed” til voksne børn af alkoholikere og andre dysfunktionelle familier. Det er Børge og jeg. Jeg oplever at vi har en del ens mønstre, som jeg nu er blevet alvorligt i tvivl om, er en fordel eller en ulempe. Jeg er fra en dysfunktionel familie og har arbejdet med mig selv i mange år, for at lære mig selv at kende og få et bedre liv. Børge har aldrig gjort noget for sig selv eller arbejdet bevidst med sig selv og jeg oplever ikke, at han vil forandring. I bogen står en forklaring på hvorfor nogen oplever forandring som tab og dermed kaos. Han har sagt han gerne vil læse bogen, og jeg har afleveret den hos ham. Jeg har foreslået vi kunne gennemgå den sammen, hvis han vil, når han har læst den. Men jeg tror ikke på at han vil. 

Han har været i tvivl om han ville mig et utal af gange. Han har gjort det forbi for nylig, fordi jeg bliver ved at presse ham til at vi skal udvikle os. Jeg har brug for udvikling og et levende parforhold hvor tingene ikke stagnerer. Børge har en kronisk sygdom og er meget ligeglad med sig selv i forhold til at passe på sig selv og ikke blive mere syg. Det er hårdt for mig at se på og jeg har opført mig som den sure mor med den løftede pegefinger. Det har slidt på forholdet.Vi har været sammen i ca 2 år, men er, som sagt, ikke kærester mere. Alligevel har vi ikke sluppet hinanden. Børge vil gerne have, at vi finder sammen igen, men det ville jeg så ikke denne gang, når han ikke vil udvikle sig sammen med mig. Jeg oplever ikke at vi kan løse problemerne når de kommer og jeg kan ikke holde ud, at vi bliver ved med at gøre de samme ting, som ikke er gode for os. 

Desuden føler jeg mig godt til grin. Føler han vil have uanede mængder af kærlighed og sex fordi han er uselvstændig indeni. Han har et kæmpe hul af mangel på kærlighed og omsorg. Jeg forstår ham godt, men jeg kan ikke fylde hans hul. Jeg arbejder selv med at fylde mig op og kan ikke give ham alt det overskud og den energi jeg har. Jeg vil ikke fylde hans hul fra hele hans barndom og liv, så har jeg jo ikke noget tilbage, til mig selv. Det er heller ikke min opgave synes jeg. Han vil gerne sove sammen hver nat i ske helt tæt og have sex hele tiden. For mig alt for tæt, når vi ikke kender hinanden bedre. Jeg har brug for, at det går langsomt, så kan vi ende med at bo sammen, men jeg kan ikke sove i ske, det er for varmt og for tæt. Han bliver ved at sukke over det og jeg tror ikke, at han forstår hvor meget han rent faktisk kræver af mig. Jeg har meget at give af, når det går godt. Når han ikke får det, bliver jeg afvist. Jeg er oveni også særlig sensitiv og har brug for tid til mig selv, hvad han ikke forstår. 

Det blev en længere historie en planlagt. Jeg elsker ham stadig, forstår ham indeni, og ville ønske at vi kunne finde ud af det. Vores behov for tæthed og nærhed og at kunne stole på hinanden er ret vigtigt for os begge. Vi er ret tæt på hinanden, trods det jeg har beskrevet.Vi er begge følsomme og har problemer med stress, og forstår derfor hinanden langt hen ad vejen.

Alligevel opstår der misforståelser og vi sårer hinanden. Jeg forstår det faktisk ikke, det er et mysterium. Hvad råder du mig til? Vi bor i Jylland og har ikke råd til terapi. Men der findes jo mange selvhjælpsbøger. Kan du anbefale mig nogen af dem? Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen Gurli

Kære Gurli,

Sikke en redelighed. Jeg kan godt forstå at du er udmattet og slidt. Du gør dig rigtig umage for at forstå og rumme og række ud efter Børge og det lader til, at han mest er optaget af det han selv gerne vil have. Jeg håber, jeg har læst jer rigtigt. Jeg siger ikke at du ikke har nogen fejl i det her og jeg er bevidst om, at jeg læser din del af historien og ikke hører Børges´version. Netop derfor vil jeg også være optaget af, hvad DU kan gøre anderledes, da det ikke er Børge, der beder om hjælp.

Det er altid sørgeligt at opdage, at man er vokset op i en dysfunktionel familie. Det er forbundet med sorg og vrede, fordi det betyder at far og mor ikke har været i stand til, at give os det, med vi så livsnødvendigt behøvede som børn. Øv! Dejligt at høre at du arbejder med dig selv, for at få et bedre liv. Det er netop måden du kan give dig selv det, dine forældre ikke formåede. Det siger noget om din viljestyrke og livslyst.

Når det kommer til Børge tror jeg du må se virkeligheden i øjnene. Du vil gerne forandring og udvikling og at I sammen flytter jer og skaber noget bedre, end det I kommer fra. Du kan gøre meget alene, men du kan ikke gøre alt. Jeg tror du trænger til at pudse dine briller og se på den mand du elsker. Vil du ham som han er nu eller er du vild med den mand, han kunne blive? Der er jo ikke nogen garantier for, at han tager skeen i den anden hånd. Desværre er det ofte sådan, at jo ældre vi bliver, jo mere kommer vi til at ligne far og/eller mor. Med mindre vi bedst vælger, at gøre noget andet og der skal noget selvransagelse til.

Derfor duer det ikke, at du har et projekt på hans vegne, om at han skal elske sig selv lige så højt som du elsker ham. Eller på samme måde. Han skal gå vejen selv. Han er en voksen mand, som må tage ansvar for sit liv. Han kan ikke tvinges og det er så nedbrydende at leve et liv med et menneske, som ikke passer ordenligt på sig selv. Det er også svært at opretholde respekten.

Du spørger om det er en fordel, at jeres historier ligner hinanden. At I har de samme udfordringer. Det er det fordi I, som du selv nævner, kan sætte jer ind i hinanden følelser og reaktionsmønstre. Det betyder desværre også, at I kan have nogle af de samme “blinde punkter”, hvor I ikke kan bruge hinanden til at spejle, hvad der er ret og rimeligt. Det vil derforbetyde, at hvis I to skal være kærester, så skal I begge holde tungen lige i munden, for ikke at viderebringe den dysfunktion I kommer fra.

Hvis du skal træffe et valg om du vil ham eller ej, så må du se på den, han rent faktisk er. Er det godt nok til dig? Elsker du ham som han er, også selvom han måske aldrig vil forandring? Du kommer til at skulle være meget tydelig med dine grænser lader det til. Hans behov for sex og kærlighed vil måske ikke blive mindre og du har fuldskommen ret, det er IKKE din opgave, at fylde hans hul fra barndommen. Det skal han selv klare og det lader desværre bare ikke rigtig til, at han er opgaven voksen. Endnu i hvert fald.

Hvis kærlighed skal være smuk sund og nærende, så skal den flyde frit og uden krav eller betingelser. Og den skal være til jævnlig og åben forhandling. Det lyder som om det bliver svært for jer.

Jeg håber mit svar er brugbart og husk kun at bruge det, som passer og giver mening for dig.

Hvad angår litteratur, så vil jeg anbefale Jesper Juul “Dit Kompetente Barn”, Læs også gerne noget af Hanne Hostrup, hun er super dygtig og nem at læse. Prøv også “Kvinder der elsker for meget” den tror jeg du vil kunne genkende. Hvis jeg var dig ville jeg gå på bibloteket og spørge til bøger om dysfunktionelle familier. Tjek også tuba.dk en rådgivning for unge og voksne af alkoholikere. De er meget dygtige.

Held og lykke med kærligheden. Katrine

Læs også: Er din mand i krise?