Når den ene ikke vil tage ansvar
Det hænder at jeg har individuelle eller par siddende i min praksis, som ikke vil se på deres eget ansvar for det, som ikke fungerer i relationen. De synes det er partnerens skyld og at han/hun bør lave om på dit og dat, for at de kan blive lykkelige med hinanden.
I et sådant forhold skal man spørge sig selv: Er det her godt nok for mig? Giver det mening at jeg er nøjsom i kærlighed og har forelsket mig i én, som ikke vil tage sit voksne ansvar i relationen (gentager jeg noget fra min historie her)? Vil jeg hellere finde kærligheden med en anden eller er der noget, jeg kan lære om mig selv?
Der er masser at gøre, selvom det kun er den ene part i forholdet, som udvikler sig eks. gennem terapi. Når det ene sæt neuroser finder et ubelastende leje, vil det uundgåeligt have sund indflydelse på den anden og dermed på forholdet.
Den som bliver mere bevidst om sig selv og sine mønstre, kan gå foran som det gode eksempel og vise vejen til mere ansvarlighed, nærhed og tryghed. Det kræver selvfølgelig at den part, som ikke ser på sig selv, er villig til at lære og gå med, så langt det giver mening. Det er selvfølgelig med en vis risiko at den part som udvikler sig, gradvist flytter sig væk fra forholdet, især hvis den anden part ikke vil rokke sig, men holder fast i det gamle. Det som foregår er ikke længere godt nok, kærlighedsfyldt nok. Eller den ene part opgiver, at det nogensinde bliver anderledes og det bliver begyndelsen til enden.
Hvis den ene part ikke vil se på sin del af det, som ikke fungerer i forholdet, så må den anden part beslutte sig for, om han/hun vil leve med det usunde eller gå sin vej.
Vi kan ikke ændre hinanden, så uanset hvor meget vi truer, tigger eller manipulerer, så kan vi kun ændre os selv og vores måde at håndtere os selv og vores partner på.
Hvis vi til gengæld er villige til at blive bevidste om vores egen historie, om vores reaktionsmønstre og dermed ændre på vores eget billede af virkeligheden, så vil meget forandre sig. Det kan godt lade sig gøre.
Held og lykke med udviklingen af dig.
Læs også: Alle mænd er nogle svin, og alle kvinder er nogle svigefulde kællinger
Hej Katrine.
Det er virkelig en rammende artikel for min nuværende situation.
Jeg har udviklet mig rigtig meget igennem det sidste 1,5 år, hvor jeg har gået til psykolog efter en stress sygemelding. Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv og føler, at jeg er endnu stærkere end før min sygemelding.
Nu står jeg nemlig i den situation, hvor ægteskabet knager, da jeg ikke vil være med til det mere. Eller rettere sagt, jeg vil ikke være med til det som det kører i dag – jeg føler, at jeg stadig elsker ham, men ikke kan se mig selv i den måde vores forhold kører nu.
Jeg har sagt det til manden flere gange og nu har jeg sagt stop, da vi hele tiden ender samme sted igen.
Han vil stadig gerne “blive sammen” – men vil ikke rigtig tage ansvar og arbejde med sig selv og vores forhold.
Det er endelig ved, at gå op for mig, at det ikke kommer til, at ske – og ved i det hele taget om han bare ikke kan “se indad” også.
Det har været en super hård og lærerig proces – selvom jeg nu står med et knust hjerte.
Kære du, tak for din tillid og for at skrive denne mail til mig. Det glæder mig du kan bruge mine ord, for ja den kan være svært den kærlighed. Især den til dig selv. Jeg ønsker dig alt det bedste og held og lykke med det hele. Kærlig hilsen Katrine