Har du grinet med dit barn i dag?

Jeg har så mega travlt med mit liv. Mit firma er i vækst, og der er kun mig til at passe og pleje det. Vi har travlt med vores ombygning af huset, med rengøring og indkøb. Jeg skal også lige følge med på Facebook, tjekke op på mine veninder og ellers holde familie-hjulet i gang, med alt hvad det indebærer af vasketøj, vinduespudsning, børnefødselsdage og ubetalte regninger.

Jeg synes vækkeuret ringer, og jeg vågner om morgenen hele tiden. Nu står jeg dér og smører madpakker igen. Jeg pisker afsted, for at nå alt det jeg synes er nødvendigt, for at leve mit liv. Jeg gør mig umage og stresser af og til og forlanger prima levering af mig selv, hver dag og hele tiden. Jeg har så travlt så travlt at alting foregår i løb, og jeg glemmer helt at være her, og nyde det jeg er og har.

I går eftermiddags, hvor jeg havde hentet min datter i SFO og sad og arbejdede på computeren ved spisebordet, spurgte hun mig, om jeg ville med ud og hoppe i trampolin. Min første indskydelse var at sige, at jeg ikke lige havde tid, og at hun måtte gå ud selv. Men jeg tog mig selv i nakken og sagde ja. Jeg havde også lyst til at være sammen med hende. Det er som om, jeg glemmer, hvor vigtigt det er for mig og for hende, at jeg mobiliserer et nærvær og et samvær med hende og hendes bror. Den tid jeg har med dem er lånt tid, og lige om lidt flyver de fra reden, og jeg vil sidde tilbage og søbe i minder om al den tid der er gået og ”hvorfor kommer I aldrig og besøger mig”. Det glemmer jeg, for jeg har så travlt med at skynde mig afsted fra det ene til det andet.

Men jeg gik heldigvis med og hoppede og var, som sædvanlig, ved at tisse i bukserne og dø af grin samtidig. Hvis ikke du har prøvet at hoppe i trampolin, så kan det varmt anbefales. Det er det sjoveste i verden og det er helt umuligt at være i dårligt humør i mens. Da vi var udmattede at hopperiet lå vi arm i arm og kiggede op i den blå, blå forårs himmel. Vi snakkede lidt og trillede også pølse (lå helt tæt sammen og rullede fra side til side hen over hinanden). Så grinede vi en del igen. Det var så dejligt.

Da vi var mætte, kravlede vi ned af trampolinen igen og gik hver til sit. Hun til sine lektier og jeg til computeren. Vi var tanket op af mor/datter tid og havde en svag ømhed i maven af grineturen. Det var herligt og stunder som den er med til at gøre livet værd at leve. Min datter er snart 10 år, og gangene hvor længe hun har lyst til at rulle pølse på trampolinen i haven med mig, kan nok tælles på én hånd. Så det er fandeme bare med at slå til, mens tid er. Jeg SKAL huske det og prioritere det og ikke have så smadder travlt hele tiden.

Jeg vil ikke være sådan en gammel stivstikker, som ikke gider lave bål i haven en lun forårsaften, eller bade ved stranden selvom det kun er forsommer, bare fordi vandet er lidt koldt. Som ikke vil tage sig tid til fis og ballade og huske at kysse min mand også selvom han står og spærrer for opvaskemaskinen, som jeg er ved at fylde. Jeg vil huske at stoppe op og lægge mærke til at månen ligner noget fra en tegnefilm. Jeg vil huske at nyde mit eget selvskab, også når jeg ikke er på toppen. Jeg vil sørge for at grine alt det jeg kan slippe afsted med, fordi det er så kort det liv, og jeg vil huske at være her, så længe jeg er det. Tak til dig min egen skat, fordi du mindede mig om det.

Læs også: Berlingske: Når vi giver ansvaret for lykken fra os