JP-Klumme: Er du gode venner med din røv?

Det er jeg nemlig ikke altid. Forleden var jeg inde i en butik og prøve et par meget smukke og meget stramme jeans. Da jeg som sædvanlig ikke rigtig kunne finde ud af, om min røv så for stor ud eller faktisk helt tilpas, så forsøgte jeg kampsvedende at tage et billede med min iPhone, som jeg ville sende til min mand, som en livline i nøden. Jeg vidste nemlig at han ville synes den som sædvanlig er helt perfekt, som den er og så ville jeg ligesom kunne argumentere overfor mig selv at det er den nok også så. Det lykkedes ikke rigtig med det foto. Blev så´n lidt for close-up, hvis du forstår!

Jeg fortsatte min vandring og stødte så tilfældigt på min stang-lækre veninde, som var ved at prøve tøj i en anden biks. Mens vi stod og sludrede prøvede hun et par shorts og vi gik i kollektiv bro over, hvor store lår man får af side-lommer.

Senere på dagen korresponderede vi på sms over, hvor latterlige vi havde været. Helt ærligt er der ikke det fjerneste i vejen med hverken hendes lår eller min røv. Vi opførte os møg forkælet af livet og som om vi ikke har mere vigtige ting at beskæftige os med.

Måske er det en kvindeting, det der med at finde fejl og så vie al sin fokus på det sted på kroppen, som ikke lever op til forventningerne.

Det er som bekendt det jeg har fokus på, som kommer til at fylde biledet, så lige så længe jeg er optaget af størrelsen på min røv eller kruset i mit hår, ligeså længe vil det være det eneste jeg ser. Jeg glemmer så helt at lægge mærke til mine bemærkelsesværdigt smukke kraveben, mine faste bryster eller mine pæne fødder, for de bliver taget for givet og forsvinder helt, når jeg har travlt med min kropslige utilfredshed.

Min mand har kun hovedrysten til overs for mine ”ser min røv stor ud i de her bukser” – spørgsmål. Han kigger på helheden og den er smuk og fin og dejlig og det hele. Det er jo heller ikke fordi han er helt forblændet i sin kærlighed til mig og det er da heller ikke første gang, at nogen synes jeg er lækker og det er sikkert (læs: forhåbentlig) heller ikke den sidste.

Men det kan jeg åbenbart ikke bruge til en rygende fis i kampens hede i prøverummet, for jeg bliver ved med at have et anstrengt forhold til min bag.

Det er faktisk sådan at hvis flere mennesker uafhængigt af hinanden siger det samme om dig og som du har lidt svært ved at få til at passe til din egen opfattelse af dig, så er det dit selvbillede den er gal med. Det kan du så beslutte dig for at lave det om. Vil du lytte til din egen indre kritiske stemme eller de andres langt mere rosende ord?

Du kan selvfølgelig også fortsætte med at være usikker eller utilfreds eller bebrejde dig selv det ene og det andet eller du kan vælge at bruge det hører fra andre langt mere konstruktivt i din opfattelse af dig.

Det betyder at jeg har en dejlig kvindelig røv, lige til at klaske i og du har måske humor eller er god til at lytte eller har smukke ben, selvom de ikke er de længste og det er helt op til dig og mig om vi vil lade komplimenterne glide af, som på teflon, eller om vi vil tage dem ind i hjertet og glæde os over, at andre er meget bedre til at se os, som dem vi virkelig er.

Skal vi ikke bare hermed kollektivt begynde at øve os i at tro på at det vi har svært ved at forlige os med, det er sgu nok helt som det skal være? Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at blive gode venner med min røv i et par jeans.