JP-Klumme: I familiens skød

Jeg har i juleferien været på endnu en helt fantastisk rejse sammen med mine svigerforældre. Det lyder måske for mange ikke særlig attraktivt at være konstant sammen med sine svigerforældre i 14 dage i et eller andet eksotisk land, hvor man jo er mere afhængige af hinanden, end i et sommerhus på vestkysten.

Nu er jeg bare så heldig at være udstyret med et par ualmindeligt rare svigerforældre, som synes det er rasende hyggeligt at invitere deres søn, svigerdatter og børnebørn på en laber rejse. Vi siger ja tak og får gang på gang fantastiske rejseminder for livet.

Nu er det ikke mere idyllisk end at det efter 14 dage også er dejligt at komme hjem til vores egen matrikel og bare være os fire igen. Jeg elsker at være på ferie og hold nu fest, jeg synes også det er helt fint at lille-far skal på job og børnene skal i skole igen og jeg kan koncentrere mig om min anden store interesse: mit arbejde.

Desværre er det ikke alle, hvor den velfortjente ferie er uden følelsesmæssige omkostninger, for det er netop når vi er sammen med familien at det bliver tydeligt, hvordan vi har det med dem. Og det er ikke alle steder lige godt. I hverdagen går det derudaf i hamsterhjulet, men når ferien er over os, så myldrer skeletterne ud af skabet og julefrokosten ender i skænderier og sommerferien med sviger mekanikken med at man skal ligge med bideskinne om natten.

Det er vel i virkeligheden de færreste familier, som ikke jævnligt har interne stridigheder eller som slet og ret har droppet kontakten, fordi de ikke kan blive enige eller holde hinanden ud. Det hører desværre også til sjældenhederne af familierne søger hjælp. Der findes familieterapi, hvor man kan få reddet trådende ud og mødes et sted, hvor alle kan være dem de er og hvor højtiderne ikke bliver som skærsilden, men det er kun de mest modige, som vælger den vej.

I det hele taget undrer det mig, hvor meget ballade folk lever med i årevis uden nogensinde at tro på, at det kunne blive anderledes. Det er min oplevelse at de fleste giver op. Jeg mener ikke at man skal redde hverken parforhold eller familierelationer, for enhver pris og nogle gange er det til alles bedste at skilles for altid. I mit arbejde med par i terapi oplever jeg ofte, hvor små justeringer der skal til, for at parterne kan mødes, så jeg synes det er uendelig trist at ikke flere synes at det er arbejdet værd, for at bevare en familie. Så kan børnene både have mor og far og bedsteforældre og tanter og onkler og vi kan alle have glæde af hinanden, hvis vi altså vil.

Kærlighed er noget vi vælger 

Forelskelser og arbejdskolleger er noget der kommer og går, men den kærlighed vi nærer til hinanden skal vi arbejde for, både i parforholdet, men også overfor vores familie. Det kan godt være man ikke altid synes at ens forældre har gjort verdens bedste stykke arbejde med at være mor og far, men man skal altid huske at de gjorde alt, hvad de kunne i den bedste mening og når nu vi selv er voksne, er vi jo med til at præge det forhold vi har til dem. Vi kan ikke længere bebrejde dem noget de ikke kan ændre, men vi kan selv være med til at skabe fremtiden med dem.

Når mine børn bliver voksne og ikke længere synes jeg er verdens bedste mor, men måske nogen gange synes jeg er en røvbanan og måske (åh gru og rædsel) ikke vil se mig, så lægger jeg mig grædende på deres dørtrin og er klar til både familieterapi, chakrahealing eller vandreture på de finske fjelde, hvis det er det de vil. Jeg elsker min familie og jeg ville gå virkelig, virkelig langt for ikke at miste dem.

Læs også: Elsker du din svigerfamilie?