JP-Klumme: Mine glade bryster

En dag skrev jeg i min Facebook-opdatering, at mine bryster blev så glade, når solen skinnede. Det affødte en hel del festlige kommentarer og fik mig til at tænke, hvor meget energi og krudt der ligger i flirte, og hvor fedt det er at lave lidt fis og ballade på så uskyldig en måde. Og når vi så lige snakker uskyldig, så forekommer det mig at der er helt vildt individuelt, hvor villige vi er til at dele ud af os selv. Jeg tænker ikke bare på Facebook, men i det hele taget, hvor meget vi tør vise af os selv til andre.

Jeg har ikke, i bedste Joan Ørting stil, lyst til at være på fornavn med hele Danmark omkring min nye elsker (hvis jeg ellers havde sådan en), så hvor går grænsen mellem ikke at ville have det hele i formiddagsaviserne og ikke at ville give noget som helst af sig selv?

Jeg tænker mange er blufærdige og bange for at blive til grin eller også er de for private. Måske tænker de om det overhovedet er nødvendigt at sige noget som helst til andre en de nærmeste venner og den man deler dobbeltseng med? Jeg tænker: Det gør verden til så meget bedre, sjovere og mere nærværende sted at være, hvis vi alle giver lidt mere af os selv til andre.

Så nødvendigt er det måske ikke! Alligevel har det nu været min erfaring, at jo mere jeg giver jo mere får jeg igen. Eksemplet med de glade bryster gav mig i hvert fald nogle afsindige latteranfald hjemme foran computeren, med alle de sjove kommentarer, der tikkede ind.

På min blog oplever jeg, at jo mere personlig og rammende jeg skriver, jo mere deler folk ud af sig selv og får lyst til også at lukke op, når nu jeg har modet til det. Måske er det det handler om: Mod. Når jeg ikke er bange for at blive afvist, til grin eller få følelsen af at være for meget, så har andre også lyst til at dele ud af sig selv til mig. Måske ud fra devisen om at: Vis mig din, så viser jeg dig min. For nu lige at blive et øjeblik ved nøgenheden.

Jeg bruger Joan Ørting igen som eksempel igen, for de fleste kender hende og har en mening om hende. Nogle synes hun er fantastisk og andre synes hun er alt, alt for meget. Det med at være for meget tænker jeg er ganske relevant i denne sammenhæng, for gad vide om ikke de fleste holder sig tilbage ved tanken om, hvad andre måtte mene om dem. Derfor tror jeg, at vi netop reagerer stærkt, når nogen stikker snuden frem og godt tør ”vise sig”. Hvis vi selv har svært ved at give slip på kontrollen og så oplever at andre gør det med store armbevægelser, så virker det jo stærkt provokerende. De gør simpelthen det jeg ikke giver mig selv lov til og det kan jeg ikke holde ud, så derfor bliver jeg forarget eller vred.

Når Joan Ørting er så åben omkring sin elsker og sin seksualitet i det hele taget, så bliver vi andre, som holder igen, konfronteret med hvor lidt vi giver slip og så er det Joan Ørting bliver for meget. Vi kigger altså ikke på bjælken i vores eget øje, fordi vi har så travlt med at have fokus på splinten i hendes. Det har altså intet med Joan Ørting at gøre, men derimod en helt masse med os selv og vores forhold til vores egen seksualitet eller privathed eller hvad det nu måtte omhandle.

Måske kender du det, at når du har været til et selskab, så var det ham med de sjove anekdoter og den høje grad af selvironi, som ikke var bange for at fortælle om sidste gang han kvajede sig, som gav mest i selskabet og som du husker længe efter.

Spørgsmålet er hvornår du er klar til at dele lidt ud, til læring, underholdning og morskab for andre? De går hjem og husker, hvor dejligt det var at tilbringe en aften i dit selskab, fordi du gavmildt delte ud af dig. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har fortalt om hvor glade mine bryster bliver, når solen skinner, for jeg vil altid huske at jo mere jeg giver, jo mere får jeg igen.

Læs også: Det du søger, er du selv