JP-Klumme: Nu har vi ferie og så skal vi rigtig hygge os!

Min familie og jeg har for nylig været på den årlige efterårsferie hos mine svigerforældre i Sydspanien. Det er en ferie vi glæder os til, lige fra sommeren går på hæld i Danmark. Det er vores solbeskinnede mulighed for at komme solbrændte og udhvilede gennem det lange og regnfulde danske efterår. Vi har helt faste ting vi skal på lige præcis den ferie. Restauranter vi skal spise på, steder vi skal besøge og strande vi skal bade fra. Når jeg går rundt i uldundertrøje og lange bukser og pakker klipklapper og bikini i min kuffert, er det et svært idylliseret billede jeg har af den ferie, som vi har været på i mere en ti år efterhånden. Jeg ser mig selv i en liggestol mens mine børn leger stille (så jeg kan tage mig en lur i solen) og bader helt konfliktløst i poolen i timevis. Jeg ser os tulre til stranden og spise grillede rejer på en strandbar og alle er glade HELE tiden. Børnene plager ikke, brokker sig ikke og skændes ikke. Min mand og jeg er rørende enige om hvert et træk vi foretager og får kysset en helt utrolig masse og finder hele tiden romantiske stunder, hvor vi kan pleje kærligheden til hinanden. Og så vågner jeg.

For når vi endelig kommer af sted, er virkeligheden nemlig en helt anden. Vi er fire mennesker med fire sæt vekslende behov og lyster. Vi er på besøg hos to mennesker (mine svigerforældre), som lever deres hverdag, har deres daglige rytmer og rutiner og som selvfølgelig også har deres agenda til, hvad er skal foregå. Så virkeligheden er ikke som min drøm om den perfekte ferie. Det må altså være min drøm, som ikke er realistisk.

Udfordringen er nemlig at jeg tror mit liv skal være problemfrit. At jeg og alle omkring mig skal være glade fra morgen til aften. At vi bare skal møghygge os, uden at behøve forhandle, gå på kompromis og debattere. Jeg tror åbenbart at når jeg har alt det jeg kunne ønske mig, når rammerne er i orden (og hvem kan forlange mere end 25 grader, sol og swimmingpool, rart selskab og lækker mad i lange baner midt i oktober?) så betyder det at det ikke er i orden af være i dårligt humør, momentvis at synes at mand og børn er en samlet flok nar-hatte, som gerne snart må gå en meget lang tur på stranden, så jeg kan få noget fred med min bog. Jeg må ikke være irriteret eller træt, for se nu alt det jeg har at være taknemmelig for.

Jeg er opdraget sådan. Nu er det tante Odas fødselsdag, så nu skal vi saksusme hygge os. En, to, tre hyg for helvede. Juleaften skal vi ikke have nogen konflikter, for det er jo jul og vi skal have det rart sammen i familiens skød. Man skal ikke lade solen gå ned over uvenskab og al den slags sludder.

Jeg skal også holde tungen lige i munden, for ikke at give den uvane om, at man kan hygge sig på kommando, bare fordi det er jul, ferie eller farmors fødselsdag videre til mine børn. Når jeg ligger på stranden med min bog, når vi sidder om aftenen med den lækre mad og udsigten over middelhavet eller når vi kører en tur i bjergene, for at opleve nye spændende steder, så gider jeg sgu ikke noget vrøvl. Jeg gider ikke brok over at vi skal se endnu et museum, at det er for varmt eller for langt at gå og plagerier om hvornår vi skal hjem til poolen eller hvor mange is, der må spises på en dag.

Men det er altså bare ærgerligt for mig, hvis ikke jeg gider det. Det er vilkårene ved at være en familie og jeg er også nødt til at lære mine børn, hvordan de tackler det mange-facetterede følelsesliv, vi alle har. Jeg kan ikke forvente, hverken af mig selv eller af andre, at vi skal hygge os, fordi det skal vi bare. Hygge kan ikke bestilles, lige så lidt, som at man ikke være lykkelig hele tiden. Jeg vil gerne lære både mig selv og mine børn, at vi er ok også selvom vi ikke altid er glade og artige og taknemmelige. Vi er også elskeværdige når vi er trætte, ugidelige og utålmodige. Jeg øver mig stadig.

Rigtig god sommerferie til dig og dine.

Læs også: Ferien fra helvede