Er du bange for at miste? – Om at lade sig styre af angsten for at miste den du elsker
Er du dig bevidst om, hvor styrende tanken om at miste din elskede, styrer din måde at være på? Ved du hvor meget du censurerer dig selv, af angst for at blive afvist eller forladt? Er du bange for at hvis du viser hvem du er, så vil du ikke blive elsket? Har du din opmærksomhed hos andre, fremfor hjemme hos dig selv? Er du i tvivl om, hvad du selv synes og er det lettere at følge andre?
Når vi vokser op hjemme hos vores far og mor er der sider af vores personlighed, som bliver elsket mere end andre. Det betyder at vi lærer at vi bliver elsket, når vi er glade, flittige, kloge og artige, men at vi bliver afvist når vi er sårbare, vrede, usikre eller dovne. Fordi afvisningen gør så ondt når vi er børn, tager vi frygten for at møde den igen, ind i vores voksenliv. Vi forsøger altså at undertrykke sider af os selv, for ikke at blive afvist, skældt ud eller følelsesmæssigt forladt, som vi engang blev det af vores forældre.
Når vi så lever sammen i parforholdet, lever vi ikke vores fulde personlighed ud. Vi undertrykker os selv og de sider af os, som engang var forbudte, også selvom det ikke er nødvendigt mere. Det kan vores system ikke holde til og efter nogle år, hvor vi har censureret os selv, kan vi ikke længer holde ud at være i relationen og vi får behov for at komme væk.
I bund og grund har dette ikke det fjerneste med vores parforhold at gøre, men derimod en hel masse om vores måde at være i parforholdet. Det er altså ikke fordi din partner ikke passer til dig, det er ikke fordi I er vokset fra hinanden, eller ikke kan leve med jeres forskellighed, men derimod fordi du ikke har taget den plads og sat de grænser du har brug for i jeres forhold.
Så når du i alle årene har holdt dig tilbage, af gammel angst for ikke at blive elsket for den du var, har du i virkeligheden forladt og svigtet dig selv. Du har gjort det ved dig, som du frygtede din elskede skulle gøre og det kan du ikke holde til. Hvor I er nu er du måske på vej ud af forholdet, fordi du er i tvivl om din kærlighed. Det handler om kærligheden til dig. Det behøver ikke have konsekvenser for din familie og dit parforhold, for du kan lære at elske dig selv. Begynd bare i dag. Det kan læres.
Hey.
Det giver super god mening det du skriver. Jeg er en kvinde/pige på 20 år. Som er vokset op med en nåde anden opdragelse end min kærestes.
Det ses bl.a. ved at jeg altid er utrolig flittig når jeg er på besøg ved min kærestes familie og påtager mig praktiske opgaver som egentlig ikke er mine. Fordi jeg som du faktisk nævner. At jeg gennem min opvækst er blevet rost når jeg var flittigt, og derimod blevet råbt og banket oven i hovedet når jeg valgte at gå i mit nattøj til kl 15 eller ikke lige hjalp til når mine forældre synes jeg skulle.
Hjemme ved min kæreste er det der i mod helt normalt man får lyst til at gå i sit nattøj, eller at forældrene klare de fleste opgaver.
Det er utrolig svært for mig at forstå, for som barn har man altid tænkt der kun var en opdragelsesform.
Jeg kan såmænd blive utrolig irriteret på min kæreste når han ikke hjælper til hjemme hos ham/dem selv eller mig.. eller når han går i sit nattøj til kl 15.
Kort sagt kopier jeg mine forældres opfattelse af at det er dovenskab ikke at klæde sig i andet end nattøj på en søndag.
Det irriterer mig for jeg synes jo inderst inde det super skønt at gå i nattøj.
Min kæreste og jeg er allerede ret uenige om hvordan man skal opdrage børn. ( som hvor mange gange de skal børste tænder)
Uanset om jeg er hos min kærestes eller min egen familie er rammerne meget forskellige og jeg føler mig ikke 100 procent som mig selv inden for nogle af de rammer. Min kæreste derimod han køre de rammer hjemmefra, trods jeg står og siger han skal hjælpe til hvis mine forældre skal synes om ham, for det sådan jeg har følt mig dygtig i deres øjne både som barn, men faktisk også som voksen. Jeg tager drt med mig rundt.
Så jeg tænker at de gode ting fra hver familie skal blandes ind i den familie jeg selv en dag skal lave.
Men puha det svært at kæmpe for at blive anerkendt hver dag at være bange for at træde forkert, og få en kontant melding som jeg er van til hjemme fra.
Jeg tænker stadig at mine forældres reagtion er alles reagtion på mine “fejl”
Mvh. En frustreret og tænksom pige.
Kære Vicky. Tak for din mail og fordi du læser med. Det kan være noget af et stykke arbejde at ændre de mønstre vi har med os fra barndommen. Til gengæld kan jeg høre at du allerede er på vej, for du er bevidst om nogle af dem. Godt gået! Heldigvis behøver det ikke være sådan at vi sidder fast, i det vi har lært for altid, så fortsæt det gode arbejde med dig, så du ikke slider for meget på dit forhold og på dig. Du er voksen nu og du kan vælge hvem du vil være og tage det gode med fra din barndom og ændre det, som ikke passer til dig. Held og lykke med det hele. Mange hilsner Katrine