Jeg er en sur mor…

Jeg fik en selv-indsigt af de større i morges. Mine børn plagede om at måtte se tv, og jeg elsker dem jo og vil så gerne give dem det, de gerne vil have, så jeg gav efter og gav dem lov. Da den amerikanske dåselatter, så fyldte stuen, kunne jeg godt mærke, at det var helt forkert, og at jeg ikke havde spor lyst til at være hende den sure mor, som siger beder dem tage tøj på, rede hår, spise deres mad, slukke fjernsynet, pakke deres taske, for nu skal vi gå, 200 gange, fordi de sidder som tranche foran tosse-kassen.

Så jeg sagde, at jeg godt var klar over, at jeg ville vinde konkurrencen, som verden dummeste mor, men jeg havde altså ombestemt mig, så nu slukkede jeg igen. RAMASKRIG og sure miner resten af morgenen. Men jeg kunne tage det, kunne jeg. Jeg sloges lidt med ikke at tage deres surhed personligt og ikke føle mig skældt ud af dem (seriøst det føler jeg engang imellem), men jeg bevarede mit eget gode humør, fordi jeg havde taget ansvar for mig selv og bevaret min autoritet.

Jeg er nemlig en sur mor, når jeg ikke tager ansvaret, men i min (misforståede) kærlighed til dem, lader dem bestemme, selvom det er mig i mod. Jeg kan både (meget skamfuldt at indrømme) blive en lille smule offeragtig, tale nedsættende om de amerikanske teen-serier de elsker eller blive lidt spydig og hentyde til at det er fordummende og at de ender som blege stueplanter, når de ikke finder på noget mere fornuftigt at lave.

Alt sammen fordi jeg ikke tager mit ansvar på mig og hellere vil tørre det af på dem, end at se mig selv i øjnene.

Men det er slut nu. Jeg vil endnu engang minde mig selv om, at nej er et kærligt ord og at mine børn har brug for at jeg siger det oftere end jeg gør. At det faktisk er nemmere for dem, når det altid er mig der bestemmer – også for mig selv.

Vil du være klogere på dig og dit moderskab, så meld dig til nyhedsbrevet hos min guru inden for samvær med børn Fie Hørby, som har hjemme lige hér.

Læs også: Lorte-mor, jeg hader dig!