Tager du kritik af dine børn personligt?
For nogle år siden blev jeg en aften ringet op af en mor fra min søns klasse. Hun fortalte at min søn havde været med til at slå og sparke hendes dreng, så han var gul og blå og ikke havde lyst til at gå i skole.
Jeg var så chokeret, at jeg brød grædende sammen og ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde svært ved at forestille mig min lille søde dreng i den situation og samtidig satte jeg ikke hendes historie i tvivl, så gode råd var dyre. Da de første hysteriske tårer var drevet over, fik min mand og jeg os en snak med vores dengang 8-årige søn. Hans version af historien var selvfølgelig en anden, for som han sagde: Jamen Ole er jo min bedste ven, det ville jeg jo aldrig gøre imod ham. Ikke desto mindre havde Ole haft en rigtig grim oplevelse, og var blevet både forskrækket og følte sig krænket.
Vi talte lidt generelt med ham om hvordan man opfatter andres grænser og hvor vigtigt det er at kunne sætte sig ind i, hvordan en situation må føles for et andet menneske. Vores søn fik også snakket med og sagt undskyld til den pågældende dreng, så alt i alt synes jeg vi fik noget godt ud af situationen – trods alvoren og mit umiddelbare hysteri.
Til gengæld slår det mig, hvor svært mange forældre har det med at høre kritik af deres børn (og ja tak, jeg synes heller ikke det er sjovt). Den pågældende situation blev til et timelangt og temmelig heftigt forældremøde i klassen, hvor 24 forældrepar havde 24 forskellige holdninger til, hvad der mon var sket (ingen voksne havde været til stede i situationen) og hvad der så skulle gøres ved det. Vi taler altså her en skala fra: Åh pyt, drengestreger til Det er jo rendyrket vold og mon ikke vi bør kontakte politiet.
Jeg taler jævnligt med de andre mødre i mine børns klasser om alt det ævl og kævl, pigefnidder og drengekonflikter, der er i klasserne. Det undrer mig gang på gang, hvor svært nogle forældre har ved at høre deres børn blive kommenteret, kritiseret eller bare irettesat. Mange forældre nægter simpelthen at tro at deres børn kunne finde på noget, som er drillende, ondt eller bare dumt. Det som kunne klares med at tage en snak eller hvis det er alvorligt, så med store bogstaver fortælle sine børn at det de har gang i simpelthen ikke er i orden, det er der desværre alt for mange forældre, som slet ikke når til, fordi de helt afviser, at deres børn ikke altid er prima børn.
Det handler i virkeligheden om vores selvværd. Hvis ikke jeg er god til at rumme mig selv med alt hvad jeg er på godt og ondt, så er det svært når andre mennesker konfronterer mig med min begrænsning (mit barn begår fejl = jeg er en dårlig mor). Når jeg ikke synes jeg er perfekt, men gør en masse ud af at lade som om jeg har styr på mit liv, så er det fandens provokerende, når et andet voksne menneske, så viser mig, at det har jeg ikke. Det vil jeg for alt i verden undgå og derfor nægter jeg simpelthen at vise mine (eller mine børns) fejl og mangler.
Prøv nu lige at forestille jer, hvad det er vi lærer vores børn, når vi ikke vil forholde os til virkeligheden.
– For det første går de glip af en mængde livsvigtig social læring. ALLE, børn som voksne, gør noget dumt og sårer andre af og til. Det mindste vi kan gøre er at tage ansvaret for det og undskylde, så vi kan lære af vores fejl. På den måde giver vi også andre plads til at være her med deres følelse af sorg, vrede eller krænkelse.
– For det andet lærer vores børn ikke at rumme deres egne fejl og vil derfor give deres arveligt betingede dårlige selvværd med videre til deres egne børn
– For det tredje forplumrer det kontakten mellem såvel forældre, som deres børn. Vi skal lære dem at tale om tingene og ikke stikke hovedet i busken, når livet bliver svært, hvordan skal vi ellers lære dem at tackle modgang?
Der er sikkert mange flere gode grunde til at vi skal lære vores børn at se deres begrænsninger og handlinger i øjnene og hold nu op, hvor bliver jeg glad, hvis du vil dele din historie med os hér på bloggen.
Jeg kan ikke være mere enig. Men det kan også være enormt svært at konfrontere andre forældre med, at de har gjort noget ved ens eget barn, som ikke har været i orden.
I det hele taget er konflikter svære at håndtere, fordi vi bliver konfronteret med vores egne handlinger på godt og ondt. (og ja, selvom vores egne børn ALDRIG ville gøre noget forkert, så sker det dog alligevel – og gud ske lov for det, for hvis de var de rene dydsmønstre, så kunne vi jo ikke lære dem noget 🙂
Jo mere vi kan lære vores børn, at livet også indeholder konflikter som skal løses på bedste vis og ikke mindst vise dem, hvordan konflikter skal løses, jo nemmere får de det med at begå sig fremover.
En af de store udfordringer blandt kvinder er, at vi ikke tror nok på os selv – er bange for om vi er gode nok og derfor stikker vi hovedet i busken og undgår konflikter, for ikke at skille os ud og gøre os bemærket. Så jo mere vi kan lære vores børn , at det er okay at sige til og fra, mærke efter og være tro mod sig selv – og det lærer man bedst når man møder udfordringer.
Min datter har to “bedste veninder” og de tre piger har haft rigtig mange konflikter indbyrdes – de er vel at mærke kun 9 år, så ikke engang teenagegenet er på spil endnu….. Tre kan være et svært antal og guderne må vide, at de hver især har følt sig holdt udenfor, følt sig overset, følt sig ovenpå fordi de pludselig var den, som de to andre valgte til, for dagen efter at være helt nede fordi man nu var valgt fra. Til sidst var det stort set et tema hver eftermiddag og vi tre mødre kunne ikke længere nøjes med at tale sammen indbyrdes, men valgte at samle dem og tage en alvorlig snak med dem om. Om, at det er okay ikke altid at være med, okay at sige fra, okay at sige, hvis de andre gør en ked af det – men at man alligevel er god nok, at man alligevel er bedste veninder, at man også skal huske de andre piger i klassen (som i øvrigt også nogle gange følte sig holdt udenfor, fordi de ikke kunne komme med i “trekløveret”!)
Det hjalp og har givet os et grundlag vi kan tale videre på, når næste konflikt opstår 🙂