Når jeg øver mig i at tage ansvar!

Jeg kan godt gå rundt og ligne en gammel hønserøv. Når jeg synes der er for meget rutine, for mange madpakker børnene ikke vil spise og for meget stå op kl. midt om natten 6.15, så er jeg SUR. Så er min første indskydelse at det da også er for dårligt at min mand ligger og snuer til kl. 7 eller at det da aldrig er ham, der tager initiativ til at børnene skal i seng. Han lægger sig over på sofaen, når han er træt om aftenen og her klokler jeg rundt og lægger vasketøj sammen og ryder op og alt mulig andet. Nå!

Det er meget synd for mig i de situationer. Jeg er helt sikker på at der er en meget ulige fordeling af opgaverne hjemme hos og og det er klart til min mands fordel. Hvis jeg så ytrer mig og vi får en reel snak om, hvem der gør hvad, så kan jeg godt se at jeg er helt galt afmarcheret. Men det føles bare SÅ uretfærdigt at det ALTID er mig der skal… og det ALDRIG er ham der…

At han så tager sig af en masse andre ting i huset, tæller så bare ligesom ikke, når jeg står der mit i min ego-offerfest og har SÅ ondt af mig selv. Nu er det jo at jeg må spise min egen medicin og derfor må gribe i egen barm og ikke forsøge at køre mit “åh, hvor er jeg nogen gange røv træt af at være voksen og fornuftig” af på ham.

Der er to ting at gøre:

. Hvis der reelt er en skævfordeling af opgaverne hjemme hos os, så må jeg tage en alvorlig snak med min mand og får fordelt ansvaret anderledes ( i stedet for at sukke og brokke mig og være mopset).

· Jeg er til enhver tid nødt til at se på mig selv og få øje på, hvad der foregår. Hvad handler det her om? Det er sjældent min mand, der er “noget i vejen med”, det handler som regel om, at der ikke er noget jeg har bedt om, en græsne jeg ikke har fået sat eller at jeghar fået taget mig for lidt af mig selv og “ofret” mig for de andre.

Nu er det sådan at der ikke er nogen andre i verden, der passer på mig – undtagen mig selv. Kom ind i kampen Katrine!

Kan du genkende dig selv?

Kærligst Katrine