Er vi sammen om det her?

Jeg støder gang på gang på kvinder i min praksis, som har oplevelsen af at være den drivende kraft i hjemmet. Det er hende der tjekker bestormingen fra Forældreintra, det er hende, der husker børnefødselsdagene i klassen, som ved at Thorvald fra 2. c´s mor har fået nyt arbejde, hvad familien skal have at spise i morgen og at lille Amalie trænger til nye vinterstøvler.

Rigtig mange af de kvinder føler sig overbebyrdet og alene med overblikket i familien. De ønsker sig at deres mænd er lige så involveret og deltagende i alt det praktiske i hjemmet. De savner at have oplevelsen af at deles om ansvaret.

Nu er det sådan med mænd at i det øjeblik han får fornemmelsen af, at det her det har du styr på, så giver han slip. Han ser altså ikke grund til at opdatere kurven med gavebånd eller tjekke om I mangeler wc rens, for han ved at det har du allerede gjort.

Det kan være mega frustrerende og mange kvinder føler sig alene, når det praktiske overblik hænger på dem. De klager over at deres mand ikke er mere med og bebrejder ham, at han ikke deltager på lige fod med hende.

Der er her to muligheder:

1. Elsk ham som han er, gør det du er god til og lad ham gøre det samme. I komplimenterer sikkert hinanden fint og du slipper for at vaske bil og køre Konrad til fodbold om lørdagen.

2. Tag initiativet til at fordele opgaverne anderledes. Fortæl ham at der er for meget på dine skuldre og at du har brug for at I bliver mere tydelige med hvem der gør hvad. Han kan ikke hverken læse dine tanker eller gætte dine behov, så åben munden på den kærlighedsfulde og ikke-bebrejdende/kritiserende måde (ellers lukker han bare af).

Held og lykke med kærligheden.

Kærligst Katrine