Føler du dig elsket?

De færreste er bevidste om, hvor meget af det de oplever i deres liv, handler om dem selv. De har ikke lært at ALT hvad vi oplever i verden er ”farvet” af den vi er. Vi har altså alle sammen forskellige ”briller” på, som sorterer i det vi oplever, således at det passer til den måde vi ser os selv på.

Det kan være rigtig svært at få øje på i parforholdet, fordi vi er så overbeviste om, at det vi oplever er virkeligheden. ”Hvorfor skal du altid såre mig?”, ”Hvorfor hører du aldrig hvad jeg siger?”, ”Det er altså meget svært at mærke din kærlighed, når det du gør ikke er kærligt!”, ”Du synes heller ikke det er godt nok, det jeg gør” osv. Disse udsagn viser at hvis vi har et udgangspunkt, hvor vi ikke føler os værdige til at få kærlighed. Hvis vi ikke tør tro på, at vi rent faktisk bliver elsket, hvis vi hele tiden har fokus på, at vi nok bliver afvist, forkastet eller forladt, så bliver det også det vi ”ser” i verden, det bliver det vi føler.

Når mit udgangspunkt derimod er, at verden vil mig det godt, at andre mennesker gør sig lige så umage, som jeg selv gør og derfor ikke kommer fra et sted, hvor de vil såre mig og gøre mig ondt, så vil jeg også være i stand til at mærke al den kærlighed, der rent faktisk er i verden. Jeg tror, helt selvfølgeligt, på at jeg bliver elsket, bare fordi jeg er den jeg er. Jeg føler mig helt ind i sjælen og i knoglerne værdig til kærlighed og derfor bliver jeg også i stand til at tage imod den og mærke den.

Før jeg lærte at elske mig selv, var jeg så fokuseret på at få den kærlighed jeg ikke kunne give mig selv. Jeg var altså dybt afhængig af andre mennesker, fordi de skulle anerkende mig, holde af mig og om mig. De skulle forstå mig og give mig den omsorg og nærhed, som jeg ikke formåede at give mig selv. Jeg var helt afsindig sårbar, for det var jo ikke altid de formåede det. Jeg ved det lyder som en gammel floskel, at man skal elske sig selv, før man kan elske andre, men jeg vil faktisk strække den endnu længere og sige, at man skal elske sig selv, før man kan føle sig elsket af andre. Man skal føle sig berettiget til den kærlighed man får, før man bliver i stand til at modtage den. Ellers har man svært ved at tro på, at den er reel, at den findes. At et andet menneske rent faktisk kan elske en så meget, som de siger de gør.

Vi gør som vi engang har lært af vores far og mor og de kunne ikke lære os at elske os selv, medmindre de selv elskede sig. Det er heldigvis aldrig for sent at lære os selv det, som de ikke kunne.

· Første skridt er at opdage og tage ansvar for, at når ikke du føler dig elsket, så har du rent faktisk selv et bidrag til den manglende kærlighed. Hvis du befinder dig i et kærlighedsløst forhold, kan du jo spørge dig selv, hvorfor du bliver dér (mon ikke det er blot er en afart af: jeg fortjener ikke bedre?)

· Næste skridt er at give dig selv det, som du så gerne vil have af andre. Det kan lyde meget mærkeligt og lige vel terapeutisk, men skidtet virker. Det handler om at finde det, som gør at du føler dig elsket – af dig. Det kan f.eks. være at du lytter til dig og respekterer dine behov og grænser. Det kan være du bliver bedre til at gøre noget af det, som er godt for dig. Det kan være du bliver bedre til at rumme dig selv, med alt hvad du er og dermed også elske dine mindre hensigtsmæssige sider. Der er mange muligheder og du er eksperten på dig.

· Når du elsker dig selv med alt hvad du er, vil du også have meget mere kærlighed at give af til andre. Du vil opleve verden som et kærligt sted, fordi den nu vil afspejle det billede du har af dig selv (ligesom den gjorde før, bare positivt).

Man kan kun føle sig elsket akkurat lige så meget, som man elsker sig selv.

Husk det næste gang du synes din partner ikke viser dig nok kærlighed. Husk det næste gang du tror hun siger det bare for at såre dig. Husk det når du føler dig utilstrækkelig, afhængig og lille. Husk det næste gang du føler dig afvist og forladt. Husk også at det kun er dig, der kan ændre din måde at opleve verden på.

God fornøjelse med kærligheden – til dig!

Læs også: Kommunikationens svære kunst

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.