Min virkelighed er mere virkelig end din!

Mange af de par jeg har i terapi bruger helt utrolig meget tid på at diskutere hvis virkelighed, der er mest gældende. Du ved sætninger som:

· Jo du sagde, det var da vi stod ude i køkkenet og du…

· Ej det var overhovedet ikke en tirsdag, det var om…

· Jeg har aldrig sagt at din mor blandede sig for meget, jeg sagde bare at…

· Nej, det kan du simpelthen ikke mene, det var da bare fordi..

Så er der alle dem som bruger uendelig meget energi på at definere hinanden. Du ved sætninger som:

· Thomas bliver utrolig hurtigt hidsig, der minder han altså meget om sin far

· Du er simpelthen så overfølsom, jeg kan jo ikke sige et ord uden at du…

· Hvorfor bliver du altid så vred når…

· Det er da ikke noget at græde for…

Jeg skal heller ikke glemme alle dem som synes at forskelle i parforholdet skal udlignes hurtigst muligt, med sætninger som:

· Man er jo nødt til at se lidt positivt på tingene ellers er det hele jo…

· Det kan altså heller ikke nytte noget at man vil…

· Du må jo nok kunne forstå at når jeg…

Og der er dem som konsekvent taler forbi hinanden med sætninger som:

· Nej, men jeg kan altså overhovedet ikke forstå, at du bliver så ked af at…

· Det kan da ikke være rigtigt at du altid skal…

· Hvis vi skal finde ud af det her, så er du simpelthen nødt til at …

Fælles for dem alle er at de ikke er i kontakt med hinanden (og i virkeligheden heller ikke sig selv). Enten ligger de i hver deres skyttegrav og kaster med mudder eller også forholder de ikke til hvad hinanden siger, men er mere optaget af deres eget næste argument. De bliver (ubevidst) optaget af deres egne følelser og er derfor fyldt op af deres utilstrækkelighed, forladthed eller afvisning, fremfor at høre budskabet i det den anden siger.

Ingen af dem føler sig set, hørt eller anerkendt og det slider på kærligheden, fordi diskussionerne bliver endeløse. De fleste vil med tiden trække sig væk fra hinanden, fordi det er deres eneste mulighed for at slippe for de frugtløse konflikter. De kan ikke holde ud at føle sig misforstået, kritiserede, afviste og ensomme. Langt de fleste synes det er deres partners skyld at de har det som de har det.

I parterapien får frustrationerne luft. Gennem samtalen støtter jeg parterne i at opdage at de taler forbi hinanden og hvad det gør ved dem hver især, når de ikke føler sig hørt og anerkendt. Engang imellem går parret fra terapien og er mere frustrerede end da de kom, fordi det er blevet tydeligere for dem, hvor svært de har det sammen. Næste session viser det sig ofte at de alligevel har opdaget at de forstår hinanden lidt bedre end de troede og den forestilling de havde om at deres partner bare var arrogant og afvisende ikke holdt stik, men derimod viste sig at komme fra et kærlig sted. Der er ofte meget mere kærlighed mellem dem end de selv opfatter.

Det mest motiverende for par i terapi er at de oplever at de med det samme kan gå hjem og gøre noget andet end de er vant til. Det som før var frustrerende, uoverskueligt og hvor de følte sig magtesløse, der kan de nu handle og dermed bevæge sig hen imod mere nærhed og kærlighed.

Mange par udvikler i løbet af et terapeutisk forløb et nyt sprog. Et sprog hvor de deler med hinanden hvordan de har det, hvor de anerkender forskellen og endda lærer at holde af den, fordi det interessante jo er at være sammen med et menneske, som ikke er som en selv.

Når et par lærer at vælge kærligheden fordi de vælger både sig selv og hinanden, som dem de er, så bliver kærligheden stærk og givende.

Læs også: Forskellen på at være følelsesmæssigt involveret i hinanden og afhængig