“Jeg var utro for at redde mit ægteskab”
De fleste vil mene at utroskab på linie med vold er det største svigt i ægteskabet. Imidlertid er de færreste ting så enkle som de ser ud. Udefra kan utroskab ses som egoisme, mangel på empati eller arrogance overfor sin partners følelser, men de færreste mennesker er onde og ligeglade. Der er ALTID en grund til at vi gør som vi gør.
Det mest oplagte er at tænke at utroskab handler om, at man mangler noget i sit parforhold. Det kan være sex eller bekræftelse og opmærksomhed. Det kan være man keder sig eller føler sig svigtet og ikke får sine behov dækket. Det man ikke får hos sin partner søger man derfor at få hos en anden ude i verden.
Alt for mange ægteskaber bliver opløst pga. af utroskab. “Jamen hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på hende igen” eller “Jeg kan da ikke leve videre sammen med et menneske, som har svigtet mig så meget” bliver argumenterne for at opløse samlivet og gå. Enhver må jo gøre op med sig selv, hvad de mener de kan leve med og hvad de under ingen omstændigheder vil finde sig i. Jeg vil nu alligevel kigge lidt på, hvad der, udover de mest gængse grunde, kan drive os ud i at svigte det menneske vi elsker allermest.
Utroskab handler nemlig altid om den der er utro og aldrig om partneren. Lad det være en trøst til den der er blevet svigtet, for vi vælger selv at være utro. Vi kan også vælge at lade være. Det kan vi aldrig blive “drevet” ud i. Vi er altså selv ansvarlige for hvordan vi lever vores liv og dermed for om vi er utro.
“Jeg var utro for at redde mit parforhold, det var aldrig min tanke at gå min vej. Jeg var frustreret i mit ægteskab, bitter og vred fordi jeg ikke syntes jeg kunne være mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne skabe mig det liv, jeg gerne ville leve. Jeg tror ikke jeg troede på at jeg kunne få det jeg havde brug for. Jeg var utro fordi det var min ventil og min mulighed for at overleve i mit forhold. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Mit alternativ var at gå”
Vi kan sagtens blive enige om at utroskab hverken er særlig hensigtsmæssigt, særlig ansvarligt eller kærligt overfor vores partner. Hvis vi til gengæld er villige til at se på utroskaben som et symptom på at noget ikke er som det skal være, så kan vi bruge den til at udvikle os i forholdet. Uanset om det handler om at åbne sit forhold og have muligheden for at have flere partnere eller om det handler om at forme forholdet på en ny måde, så behøver utroskab ikke være afslutningen. Hvis I er villige til at tage hvert jeres ansvar på jer og se på, hvad I gjorde godt og på hvor I kan udvikle jer, hver for sig og sammen, så kan utroskab blive jeres fælles mulighed for et liv med endnu mere nærhed, kærlighed og intimitet.
Ligeså vel som den utro selv har valgt at bolle udenom, så kan den forsmåede part også vælge at håndtere utroskaben på en mere eller mindre hensigtsmæssig måde. Du vælger selv.
Kærligst Katrine Axholm
Responses