Du kan ikke modtage kærlighed…
… fra et andet menneske, hvis ikke du elsker dig selv. Punktum.
Til morgen postede en af mine Facebookvenner et citat af id-terapeut Ole Vadum Dahl. Det lyder sådan her:
“At tro, at et andet menneske kan mætte vores kærlighedssult og kompensere for den kærlighed, vi ikke har fået nok af i livet, er nogenlunde ligeså realistisk som at tro, at vi kan blive mætte af at se et program om madlavning i fjernsynet”. Citat: Ole Vadum Dahl
Efter citatet havde hendes øvrige venner kommenteret flittigt. Det var lige fra “Helt enig” kommentarer til “Jeg kunne ikke være mere uenig”. Det giver mig lyst til at slå noget helt elementært omkring parforhold og kærlighed fast.
Vores forældre lærer os på godt og ondt hvad kærlighed handler om. Nogle dele af vores personlighed er blevet fremelsket og værdsat og andre dele har vi ubevidst lært at skrue ned eller helt lukke af for. Vores forældre har deres egen historie med kærlighed, som gør at de ikke kunne rumme og håndtere disse sider. Det handler oftest om sorg, vrede, sårbarhed eller svaghed. Når vi bliver voksne søger vi ubevidst at få dækket vores gamle “huller” og det er en umulig opgave for vores partner. Når vi så ikke får vores behov dækket, så bliver vi vrede, føler os forladt, overset, ignoreret, kontrolleret, ikke respekteret, sorgfulde og meget mere og så har vi balladen i parforholdet. Så begynder vi at slide på hinanden, for at få noget, som ikke længere findes.
Jeg ved godt det lyder mega “urtet” og som en gammel fortykket floskel, men det er KUN DIG, der kan give dig den kærlighed du savner. DU skal lytte og anerkende dine behov, DU skal sætte dine grænser, DU skal rumme dig og favne dig også når du synes du er helt umulig, DU skal lytte til din mave fornemmelse og gå efter det, som er vigtigt for dig. Kun DU kan give dig det du har brug for. Din partner kan aldrig blive din “bedre halvdel”, der er kun dig.
Hvis du så synes det hele bliver ligevel trist, fordi kærligheden så alligevel ikke er ligesom på film, så kommer her den gode nyhed:
Det er når du slipper din partner og ikke lader din kærlighed være styret af det du vil have, eller at din partner skal være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt , for at du kan blive lykkelig, at kærligheden kan blomstre. Først dér! Når du elsker dig med alt hvad du er, når du tager ansvar for dine handlinger, tanker, gamle mønstre og overbevisninger, så vil du også kunne modtage kærlighed. Før det har du været afhængig af at få det du manglede og det er ikke kærlighed. Kærligheden bliver fri, ukompliceret og let at få, også fordi når du elsker dig, så føler du dig også værdig til at modtage den.
Jeg ser det hver dag i min praksis og jeg ved det fra mit eget liv.
Held og lykke med kærligheden.
Katrine Axholm
TAK TAK TAK TAK
Noget af det bedste, jeg længe har læst!!! Det er så rigtigt. Og også benhårdt at erkende. Men hold op hvor ville vi alle blive befriet i vores forhold til andre og os selv, hvis vi erkendte dette. TAK. kh Lizl