Hvordan går det med dit selvbillede?

Jeg synes selv jeg er ret sej. Sådan på viking måden. Vinerbadningen springer jeg over, men jeg er hverken sart overfor træk eller beskidt fysisk arbejde. Det er min far, som har hærdet mig. Der var ikke så meget nusse pusse med ham, bare ud i sneen uden alt for meget tøj på, bål i skoven, sejlture i det Lollandske øhav og afsted med mig.

Så var det, vi havde besøg af en rotte i kælderen i forbindelse med en ombygning af et badeværelse. Jeg lå oven på et skab, klynkende med tre centimeter høj gåsehud og var ved at kaste op mens min mand fes rundt med en kost og en spand, for at fange udyret.

En aften på vores juleferie på Sri Lanka trak jeg de tunge gardiner foran de høje vinduer på vores top-labre hotel til side og stirrede direkte ind i øjnene på en motherfucker stor karkelak. Min første impuls var at hoppe op på sengen med et lile gisp i bedste Line fra Emil fra Lønneberg stil og jeg havde allermest lyst til at ringe til receptionen efter noget professionel hjælp. Jeg endte dog med at nakke den med en sko og en sært kvasende lyd.

Jeg plejer kun at have hån til overs for folk med forkølelse, som om det var noget, indtil jeg for første gang i mit liv for alvor prøvede at være helt nede og ligge og ralle.

Så er der mig som mor. Blød, rummelig, forstående og med girafsproget pr. exellence. Altså lige indtil de rådne unger begynder at skændes gang nr. 2859 eller konsekvent bare ikke retter sig efter, hvad jeg siger. Eller hvis jeg er træt og ikke har mere at give af og synes jeg har sagt tingene tilstrækkelig mange gange. Så ryger principperne og de gode intetioner ud med badevandet og jeg forandrer mig til at frådende monster af en ganske særlig kaliber.

For lige at skrue lidt ekstra op for charmen, så er jeg den første til at lægge mig imellem, når min mand har konflikter med børnene (kan du skyde dig selv i foden lille Frue?). Jeg HADER mænd, der er sarte og ikke kan tage fat. Sårbarhed er dejligt og piveri er ikke til at holde ud. Jeg kan lide mænd der kan noget med deres hænder både på mig og på huset. Ikke for meget allergi, ringe efter håndværkere og “Jeg har altså en frygtelig hovedpine skat”.

Så den er altså gal med mit selvbillede, ihvertfald på visse områder. Så hvis nu jeg slipper lidt af min forestilling om, hvem jeg (og dermed hvem andre) skal være, så ville der være meget mere plads til at være dem vi rent faktisk er. Mig selv inklusive!

Så nej, jeg er ikke vild med rotter og store insekter og ja jeg er også engang imellem lammet af en forkølelse eller en selvmedlidende pivskid, eller dum eller bange eller… og når jeg kan erkende det, så kan jeg også rumme det hos andre.

Jeg begynder nu!

Vil du også vide mere om, hvorfor du er skruet sammen, som du er?

Så meld dig til min en-dags workshop “Det Levende Parforhold”

Læs meget mere og tilmeld dig hér