Når du er dig, er du allerbedst!

Noget af det jeg holder mest af ved den yoga jeg går til er, udover det fysiske velvære, at jeg får mere plads til at være mig, inden i mig. Når jeg går fra en halvanden times yoga session, så synes jeg ganske enkelt bedre om mig. Jeg er mere rolig, mere styrket og mere glad for at være lige præcis den jeg er. Jeg er nemlig endnu engang blevet mindet om, at jeg ikke behøver søge bekræftelsen, inspirationen eller sågar kærligheden ude i verden, for jeg har det hele inden i.

De fleste kvinder bruger uendelig meget krudt på at spæne rundt og være sådan, som de tror de skal være (jeg kender det godt). De skal være perfekte, det har de lært og for at være perfekt skal man anstrenge sig hele tiden. Det er ligesom dem, der siger at parforholdet er besværligt eller en kamp. Parforholdet er lige præcis hvad vi gør det til. Det er som udgangspunkt ikke besværligt, men vi gør det allerhelvedes svært for os selv, med al vores rigiditet, vores forestilling om kærlighed og vores manglende selvværd.

I virkeligheden er vi og dermed vores parforhold helt som det skal være. Vi søger det vi har brug for og når vi udvikler os og får mere og mere tillid til at vi er helt perfekte som vi er, så behøver vi ikke anstrenge os hele tiden.

Derfor handler terapi min terapi om at forstå sig selv. Når du følelsesmæssigt ved, hvorfor du gør som du gør, så kan du tage vare på dig selv og dermed gøre noget andet. Og så får du også noget andet, i alle aspekter af dit liv.

· Hvis du pisker rundt som en skoldet skid i en natpotte for at være perfekt, så er det svært at elske dig, fordi du ikke viser hvem du også er.

· Hvis du tror du er nødt til at have kontrol hele tiden, fordi ellers ville dit liv jo brase sammen, så brænder du lige så stille ud.

· Hvis du i din usikkerhed hele tiden holder dit sande jeg tilbage, så får du aldrig det du har brug om, fordi du ikke fik bedt om det i tide.

· Hvis du synes det er anstrengende at være i dit parforhold, så er der nok nogle grænser og nogle behov, der ikke er blevet udtrykt.

· Hvis du hele tiden sætter andres behov før dine egne, så bliver du med tiden ulykkelig og bitter

· Når du hele tiden søger din partners anerkendelse, så sætter du dig selv i så følelsesmæssig afhængig situation at I mister ligeværdigheden

· Hvis ikke du har tillid til at du er værd at elske, så bliver du det heller ikke!

Når du opdager hvorfor du gør som du gør. Når du forstår at du trækker dig, fordi du er bange for at blive afvist, at du kontrollerer, fordi ellers tror du alt ville ende i kaos eller at din far og mor kun viste dig deres kærlighed, når du præsterede. Uanset hvad der nu måtte være din følelsesmæssige drivkraft, så kan du beslutte dig for om du vil fortsætte med at leve dit liv, som du engang lærte det, eller om du vil leve et liv i overensstemmelse med det voksne og selvstændige menneske du er i dag. Lige præcis her ligger friheden til at elske dig og dermed også dem du holder af på en måde, som fylder dig op, inspirerer dig og nærer dig. Hver dag!

Og husk lige yogaen, den får nemlig det hele til at falde på plads også fysisk.

Held og lykke med selvudviklingen.

Kærligst Katrine Axholm

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.