Forbudte følelser

Du har sikkert ligesom alle os andre en overbevisning om, at nogle af dine følelser er mere i orden end andre. Du synes måske at du kun er den bedste udgave af dig, når du er sjov og klog og charmerende, smuk og en virkelig god og opofrende veninde/kone/datter/søster/medarbejder osv. Du slås måske en daglig kamp mod at være jaloux, smålig, hævngerrig, bære nag, være misundelig, racistisk eller rasende.

Hjemme hos din far og mor har du nemlig lært at du er mere elskværdig, når du viser nogle sider af dig mere end andre. Vi gør det vi har lært af vores far og mor og i vores opvækst og derfor vil du også være bedre til at rumme dele af dit følelsesregister mere end andre. Det er bare ikke sådan at det betyder de grimme og forbudte følelser ikke er der. Som mennesker indeholder vi nemlig hele paletten af følelser. Det er altså ikke et spørgsmål om hvorvidt du også engang imellem går i små sko, har en lidt barnlig retfærdighedssans eller nedgør andre for at hævde dig selv, men langt mere et spørgsmål om graden, villigheden til at erkende de følelser og hvordan du håndterer  dem.

Vi er nemlig som mennesker skruet sådan sammen, at de følelser vi ikke vil vedkende os, de laver ofte ballade. Hvis du eks. ikke måtte være vred som barn fordi ”Her i huset råber vi ikke!” eller misundelig ”Nu skal du pænt dele med din lillebror”, så vil de følelser stadig være aktive og enten ryge helt ud af proportioner med den virkelighed du er i nu (eks. i et raseri anfald) eller du vil have overdreven meget (eller alt for lidt) fokus på det.

Når følelser er forbudte og dermed bliver undertrykt, har de det nemlig med at poppe op de mest uhensigtsmæssige steder. Det gør de ikke for at genere os (selvom det kan føles sådan), men fordi vi aldrig har lært at vedkende os vores vrede, usikkerhed eller generthed. Vores mor og far har altså ikke lært os at leve med de sider af os selv, på en ordentlig måde. De er derimod blevet undertrykt og derfor ved vi heller ikke som voksne, hvordan vi skal håndtere dem.

Der er selvfølgelig et adfærdsregulerende aspekt i at vi har lært at skrue ned for vores følelser, så de passer til den situation vi er i. Det betyder at du ikke hulke-græder i køen i Netto, men venter til du kommer hjem, at du ikke klynger dig til din kærestes ben, når han er på vej ud af døren, fordi du er bange for han ikke kommer tilbage, eller at du ikke sviner en HA rocker til, fordi han ikke holder tilbage for dig i trafikken og de færreste af os skriver grimme ting om vores chef på Facebook.

Vi lærer at holde vores følelser tilbage til et mere hensigtsmæssigt tidspunkt, hvor følelsesudbruddet ikke har samme fatale konsekvenser for os. Det hedder behovsudsættelse og er sundt og godt.

Problemet er at vi holder os alt for meget tilbage. Du har måske ikke lært at det er ok at give udtryk for dine følelser i de nære relationer, for her er du bange for at blive afvist eller forladt, hvis du viser hvem du er (det blev du nemlig at din far og mor som barn). Konsekvensen af usundt tilbageholdte følelser er at du bliver mere og mere utilfreds og frustreret og ender måske endda med at blive ulykkelig, fordi du kun lever halvt eller trekvart. Du får ikke reguleret dig og ender måske derfor som en trykkoger, hvor låget ryger af i tide og utide og du eksploderer i et inferno af vrede eller sorg. Eller du holder dig så meget tilbage at du ender med en depression eller med at flygte ud af dit parforhold, fordi du føler dig fanget der, hvor du ikke kan være dig selv.

Alle følelser er altså tilladte, det er måden du giver udtryk for dem på, der gør hele forskellen. Skæld ud når du er vred, græd når du er ked af det, fortæl din lillebror at du har været misundelig på ham hele livet, fordi dine forældre forskelsbehandlede ham. Se din indre svinehund i øjnene og indrøm, når du har racistiske tanker eller tænker dårligt om andre. Tag ejerskab for din jalousi, kun på den måde kan du komme den til livs og skæld ud på din chef til en god veninde du stoler på, så du kan få noget feedback til at tackle ham osv. Red trådene ud og stå ved dig selv med alt hvad du er – på en måde hvor du får givet udtryk for dig på en hensigtsmæssig måde.

Vil du gerne vide mere om, hvorfor det er så vigtigt for dit parforhold, at du står ved dig selv med alt hvad du er? Deltag i workshoppen Det Levende Parforhold

Held og lykke med kærligheden

Kærligst Katrine Axholm

Læs også: Jaloux? 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.