Keder du dig i dit parforhold?

Det er somom vi er så fyldt op af forestillingen om et evigt passioneret liv. At vi hele tiden skal mærke efter om vi nu har det lige præcis, som vi gerne vil have det eller om vi lige skulle tjekke om græsset er lidt grønnere i firmaet ved siden af eller med en anden mand. Vi vil ikke kede os, vi vil ikke have trummerum, vi vil have et super indholdsrigt liv med masser af stimulering til krop og sjæl og hjerne og det hele med guf og flødebolle og og chokoladedrys og flødeskum og syltetøj og vi vil heller ikke tage et gram på at det.

Vi kvinder i fyrrerne har brugt trediverne på at opbygge en karriere, finde den rigtige mand, få nogle børn og købe hus og etablere os. Nu sidder vi så på terrassen med Webergrillen og den kølige hvidvin og er jævnt tilfredse, men er ikke sikre på om det her er det livet skal handle om eller om man liiige skulle prøve nogle nye udfordringer.

Jeg hører ting som:

· “Jeg kunne sgu bare ikke rigtig ånde derude i forstaden, så jeg forlod manden og tog børnene med tilbage til byen”

· “Jeg er ikke ulykkelig med min mand, jeg er bare blevet forelsket i en anden”

· “Min mand er for kedelig, jeg har brug for noget mere modspil”

· “Det var altid mig, som tog initiativet, når vi skulle noget sammen og det gider jeg bare ikke mere”

Jeg tror alle har deres grunde til at forlade det liv de har og prøve et nyt et andet sted. Men jeg er også af den klare overbevisning at der er ALT for mange, som går ALT for nemt og prøver ALT for lidt med ALT det forkerte.

Er vi møgforkælede og har vi alt for mange muligheder, som vi ikke kan administrere?

Kan vi ikke finde grænsen mellem taknemmeligheden over det vi har og behovet for at få noget mere?

Bliver vi nogensinde glad for at være lige hvor vi er eller stræber vi hele tiden rastløst videre?

Hvad tror du?

Læs også: Savner du passion i dit parforhold?