Det her gør dem, som lykkes med kærligheden
Jeg bliver ofte spurgt: hvad er det gode parforhold? Hvordan kan det være at nogle mennesker ser ud som om de har så let ved det og andre bliver skilt gang på gang eller aldrig lykkes rigtigt med kærligheden?
Hvad skal der til for at have et godt forhold, også gennem mange år og på trods af alt det livet byder på undervejs?
Det vil jeg rigtig gerne svare på og du og I kan få glæde af det lige her… og forhåbentlig huske på det i juleferien.
Der er nemlig nogle fællestræk for dem, som har det godt med hinanden også uanset hvad livet byder dem og som årene går.
Noget af det de er gode til kommer her:
· Nogenlunde ens værdier. De er enig om hvorvidt de skal bo på Lolland eller i New York og de synes at de samme ting er vigtige: familie, tid til sig selv, plads til en karriere, at de hjælpes ad med det, som skal ske i familien, tager fælles ansvar osv.
· Ligeværdighed. Vi skal føle os lige værdifulde og have lige meget indflydelse i forholdet, for at have det godt sammen. Vi skal opleve os betydningsfulde for hinanden og føle os set, elsket og respekteret. Af os selv og af den anden. Når vi ikke er lige, slider det på kærligheden. Har den ene dårligt selvværd vil han eller hun ofte føle sig afvist eller ikke god nok.
· Kommunikation. Selvom samtaler kan være svære og vi kan have mest lyst til at feje problemerne ind under gulvtæppet, så kommer vi ikke udenom, at de par som holder af hinanden og holder sammen er gode til at tale sammen. Når vi taler sammen kan vi enten tale os tættere på hinanden eller længere væk. Når vi kan sætte ord på, hvem vi er, hvad vi har brug for og hvor vores grænser er og vi udtrykker det, så har vi et rigtig godt udgangspunkt for at klare skærrene gennem livet. Vi kan ganske enkelt løse udfordringerne efterhånden som de dukker op, så de ikke hober sig op og bliver flere og flere og æder af kærligheden. Kommunikation kan også, når den ikke fungerer, få problemerne til at at vokse fordi vi får konflikter fremfor at komme tættere på hinanden.
· Ansvar. Noget af det vigtigste og desværre noget alt for mange ikke er bevidste om: Vi er hver især ansvarlige for vores liv og vores egen lykke. Fordi vi er betydningsfulde for hinanden og fordi vi lever et liv sammen, så kræver det også et godt samarbejde. Men grundlæggende er du ansvarlig for dig og din partner er ansvarlig for sig. Når vi gør os (alt for) afhængige af, hvad den anden skal gøre, for at vi kan have det godt og føle os elsket, så får vi givet vores partner et for stort ansvar, som de har svært ved at leve op til.
Helt grundlæggende skal man kunne lide at være sammen. Kunne lide hinanden. Opleve at den anden bringer noget godt ind i livet. At man hygger sig og laver ting sammen både som familie, som par og individuelt. Det er fundamentet, vi står på. At være sammen skal i det store hele føles som et safe haven, hvor vi kan være dem vi er og blive ladet op. Når ikke trygheden er på plads, kan det være på tide at søge hjælp til at forstå, hvordan det er kommet hertil.
Jeg håber, at ovenstående er inspirerende og måske endda giver jer lyst til at tale sammen i løbet af juleferien (eller hvornår du nu læser denne artikel) om, hvordan I ser på jer selv og jeres forhold. Jeg håber også, at det giver lyst til flere kys og mere sjov og mere tid sammen, så det kan blive nogle dage som styrker jer, jeres tilknytning til hinanden og giver jer den dejligste juleferie.
Husk at I sammen skaber det liv I lever sammen.
Rigtig glædelig jul til dig og jer. Må 2024 bringe meget mere af det I ønsker jer og har brug for.
Vil du blive bedre til at skabe det parforhold, du ønsker dig at være i, så starter mit næste udviklingsforløb for kvinder: Alene i parterapi den 16. januar og du kan sikre dig en plads HER.
Udviklingsforløbet for mænd MAND – stå ved dig selv! starter den 23. janaur og du kan være med HER.
Responses