Min kone har forladt mig for en anden. Er jeg så værd at elske?

Jeg har jævnligt i min klinik klienter, som kommer, fordi de er blevet forladt af deres mand eller kone, til fordel for en anden. Deres selvtillid har lidt et alvorligt knæk og mange ryger ud i et følelsesmæssigt inferno af vrede, de føler sig forsmået, er sorgfulde og ikke mindst betvivler de deres værd og den kærlighed de har haft med den partner, der har forladt dem.

Betød jeg ikke mere for hende siden hun kunne forelske sig i en anden? Var det vi havde slet ikke noget værd? Hvordan kunne han forlade mig på den måde? Hvorfor fortalte hun mig ikke, hvad der var galt? Spørgsmålene er mange og det, som optager mig her er, hvor forskelligt og alligevel ens vi opfatter det at blive forladt, forkastet og valgt fra.

De fleste mennesker tager det at blive forladt meget personligt, forstået på den måde, at de oversætter det, at et andet menneske ikke længere vil være gift eller kæreste med dem, med at så har de gjort noget forkert eller måske endda at så er de ikke værd at elske. De fleste vil derfor hårdnakket påstå, at når de bliver forladt, så har det noget med dem selv, som menneske, at gøre. De bliver ulykkelige, ikke blot over at miste den de elsker, men fordi, Hvad er jeg så, når hun ikke vil have mig? Jeg føler mig halv uden ham, jeg elsker osv. Den anden ende af den følelsesmæssige skala kunne hedde, at så var han nok en idiot siden han ikke ville være kæreste med mig. Begge dele lægger fokus på den, der forlader mig og ikke på mig selv i processen.

Som den forsmåede oplever jeg altså ikke at min elskede vælger at være et andet sted med en anden, men at han forlader mig, fordi jeg ikke er værd at elske. Skåret så hårdt op kan det se helt absurd ud, fordi der jo kan være mange grunde til at et menneske vælger at forlade en de har elsket. Der er ingen tvivl om at det er en stor beslutning at vælge at gå, især hvis der er børn involveret. Alle der bryder ud af et forhold, synes de har en rigtig god grund til det.

Det interessante er at vi forholder os til handlingen frem for til processen. Vi har ofte masser af energi og fokus liggende hos partneren. Vi er optaget af, hvorfor han gik, om det nu var rimeligt at han forlod os, om det var på en ordentlig måde osv.

Grundlæggende kan man sige, at hvis mit selvværd er så højt at jeg til enhver tid ved, jeg kan regne med mig selv, jeg kan passe på mig og elske mig, som den jeg er. Så vil jeg med sikkerhed stadig blive ked af, at blive forladt af et menneske jeg elsker, men jeg vil ikke tage det personligt. Jeg har nemlig ikke brug for min mand eller min kone til at bekræfte mig i, at jeg er værd at elske – for det ved jeg godt allerede.

Alle mennesker kommer ud i kriser og oplever voldsomme og smertefulde ting i deres liv. Forskellen på os er, at vi tackler disse kriser og tab, på forskellig måde, afhængigt af, hvordan vi har det med os selv. Altså afhængigt af, hvor godt vi kan tage os af os, når krisen kradser.

Det betyder at det for de fleste mennesker er rigtig svært og i hvert fald en lang proces at lære sig selv så godt at kende, at man kan gå styrket og klogere ud på den anden side af en skilsmisse eller anden form for krise.

For kernen er at uanset, hvad argumenterne måtte være, uanset hvorfor og hvordan, så er der kun een ting vi kan gøre og det er, for det første at sørge over det vi har mistet. Dernæst er det at kigge på, hvad gik galt. Hvilke signaler overså jeg og hvad er mit eget bidrag til at det som ikke virkede. Sidste fase handler om, hvad jeg vil gøre anderledes i et nyt forhold, nu hvor jeg har lært mig selv bedre at kende.

Jeg har jo før vovet at påstå at man selv har et ansvar, hvis ens partner er en utro og her slår jeg lidt på samme tromme, for det eneste vi får noget ud af er at kigge indad. Hvis det kommer som et chok for os, at vi bliver forladt af vores partner, så er der noget vi har overset, bevidst eller ubevidst.

Det er nemlig sådan at hvis vi i vores parforhold kan forholde os åbne til hinanden, lægge svesken på disken og få talt om det, som er i parforholdet, så vil det ikke komme som en overraskelse for os at blive forladt, for så ved vi løbende, hvor vores partner er følelsesmæssigt med sig selv og med os. Det taler vi nemlig jævnligt om.

De fleste af mine klienter kan, når vi arbejder os lidt ind i følelserne, godt se at de ikke fik taget sig tid nok til at være kærester i deres parforhold, at de langsomt over årene mistede respekten for deres mand, bevægede sig længere og længere væk fra familien, fordi der ikke var rart at være osv. Vi ved det godt inderst inde, spørgsmålet er om vi handler på det vi mærker.

Jeg ville blive ulykkelig, hvis min mand forlod mig. Jeg vil sørge max over at miste ham, fordi jeg elsker ham og ønsker at dele mit liv med ham. Jeg ved til gengæld at uanset om han skiftede mig ud med en yngre model eller ganske enkelt var holdt op med at elske mig, så ville det ikke være det væsentlige for mig. Jeg ved at jeg har mig, til enhver tid. Jeg kan regne med mig selv til at give mig det, jeg har brug for og det kan lyde rasende frelst, men jeg kan godt garantere jer, at det giver mig en ro, til at elske ham, for den han er og ikke for det han kan give mig. Jeg har nemlig ikke brug for at han skal elske mig tilbage og dermed give mig en følelse af værdi, for den har jeg inden i mig. Med eller uden ham i mit liv.