Hvornår skal de have et kærligt puf og hvornår skal de under min beskyttende vinge?
I løbet af foråret planlagde vi dette års sommerferie og ud over lægning af nyt tag (meget fint er det blevet), så inkluderede sommeren blandt andet, at min søn Markus på 9 skulle på en uges rollespil i Rudeskov og til en uges badminton træning. Min datter Naja bladrede rundt i kataloget af muligheder og forelskede sig i en uges sommer træning i gymnastik, trampolin og dans. Jeg betalte gladelig de 1.000 kr. kurset kostede og tænkte: Yes, nye venner og masser af sjove aktiviteter mellem 9 og 16, hele den første uge i sommerferien.
Dagen oprandt endelig med sommerfugle i maven og vi kørte glade og forventningsfulde fra Gl. Holte til Birkerød. På holdet var der flere fra Najas klasse, så jeg vinkede optimistisk farvel og kørte min vej. Da jeg hentede hende om eftermiddagen, havde det ikke været en god dag. Jeg var kørt alt for hurtigt om morgenen og Naja havde følt sig ensom og forladt med en masse fremmede børn og voksne. Så var stilen ligesom lagt for resten af ugen. Hver morgen vi skulle af sted ville hun ikke og når jeg forsøgte at gå, klamrede hendes små arme sig rundt om min hals og hun forsøgte på alle måder at overtale mig til at tage hende med hjem igen. Onsdag lykkedes det hende og vi vendte bilen og kørte hjem uden gymnastik og trampolin på den dag. De tre andre dage kørte jeg hjem over Vaserne, med tårerne løbende ned af kinderne.
Det blev i løbet af den uge helt tydeligt for mig, hvor meget min egen opdragelse og mine følelser havde indflydelse på det som skete for Naja. For det første mente jeg, at når hun nu selv havde valgt aktiviteten, så skulle hun også fuldføre. Hun var helt uenig, for det var ikke, som hun havde forestillet sig og så ville hun ikke alligevel. På den anden side havde jeg så MEGA svært ved at aflevere hende, når nu hun var så ked af det. Skulle hun gennemføre for min skyld, for de 1.000 kr. eller hvad havde jeg gang i?
Min mund sagde altså: Jamen skat, det skal du, for nu er du meldt til og det bliver sikkert en sjov dag. Min hjerte skreg: Jeg tager dig med hjem igen, for du skal ikke blive, når du er ked af det. Jeg kommer nu i tanke om, at sådan har det været i perioder, siden den første dag jeg skulle aflevere dem i vuggestuen.
Børn har det jo med at lure os, nærmest længe inden vi selv fatter, hvad der sker og Naja blev aldrig overbevist om de ord, der kom ud af munden på mig. Hun lyttede til, hvad mit hjerte sagde. Den sidste dag mødte hun en pige, som hun hyggede sig rigtig godt med og måske er det motivation til næste års sommer aktivitet, måske ikke. Det er sikkert at hun, som ethvert andet barn, vil give udtryk for, hvordan hun har det, hvad hun vil og ikke vil – lige nu og her. Måske vil hendes mor også en dag lære den rette balance mellem, hvornår det er tid til et kærligt puf ud i verden og hvornår det er helt i orden at tage sine børn under en beskyttende vinge. Måske når de flytter hjemmefra, måske aldrig rigtig.
Ahhh, den er svær – kender den kun alt for godt – man står med en ulykkelig unge og kan nærmest mærke det trække i navlestrengen.
Der er jo ikke nogen enkel løsning, og som du selv skriver, er det jo mest en balancegang.
Principielt handler det jo ikke om de 1000 kr., og så alligevel – for jeg synes, som du, at barnet skal vide, ting har en værdi, og at commitment til det ene eller andet har en pris.
Som forældre har vi en pligt til at pakke dem ud af vatrondellen, give dem et puf, og lære dem, at det eneste vi forventer er, at de skal give alt en chance og gøre deres bedste – ikke anderledes end når man beder dem om at smage på kartoflerne, og hvis de fortsat ikke kan lide smagen, har de i det mindste forsøgt.
Det er den eneste måde, hvorpå de kan få de succesoplevelser, der giver dem rygrad og selvværd. Det vil da også give dem nogle knubs undervejs, men dem har vi jo også pligt til at forberede dem på.
Og når alt dette er sagt, kommer der ikke noget godt ud af at tvinge sine børn til noget, man fornemmer, de absolut ikke har lyst til. Spørgsmålet er bare, hvor grænsen går? på 1. dagen af summer-camp? På 5. dagen?
Kære Helle, Tak for din aktivitet her på bloggen og jeg tænkte sgu nok, jeg ikke er den eneste, der kender problematikken.
Lige en enkelt ting, jeg ikke er enig med dig i. Når børn oplever succes, når de oplever, at selvom det ikke var sjovt, så klarede de sig, så får de selvtillid. Selvværd er noget ganske andet og handler om at min far og mor har selvværd, at de viser mig, de tager sig selv alvorligt, at de er et forbillede for mig i at sige til og fra og passe på sig selv. Når de møder mig, som det hele menneske jeg er på godt og ondt, når de accepterer og respekterer mig, så får jeg selvværd. De lærer mig ganske enkelt er jeg er noget værd, som menneske og ikke i kraft af, at jeg skal yde for at blive elsket og værdsat.
Derfor kan man også have masser af selvtillid uden at have det mindste selvværd. Hvorimod har man først selvværd, så vil man også altid have tillid til, at man klarer de udfordringer livet bringer.
Nej hvor jeg kender det. Ikke med så store børn, men tænker at det må sidde i en for altid. Men hurra fordi du så gaven i det. Det er så rigtigt. Og tak for at minde mig om den situation 😉
Av, for den. Jeg er endnu ikke så langt i moderskabet, at jeg har nærmet mig et svar. Til gengæld kan jeg levende sætte mig ind i, hvordan hjertet og hjernen strides. Det forbandende ved opdragelse (uanset børnenes alder velsagtens) er det der med, at man først ser konsekvenser af de valg, man træffer, når løbet er kørt. Eller du ved. Meget fint indlæg om et emne, vi alle kan relatere til.