Sådan får I det sjovere sammen i 2023
Hvis I har det som de fleste andre, som lever et liv med familie, jobs, pligter og utrolig meget ansvar for det der voksenliv, så savner I sikkert også lidt tjent og fjas, fis og ballade ind i mellem.
Voksenlivet kan på sin vis være ligevel meget rutine og forpligtelser og vi kan nemt blive fanget i ting som skal gøres og det efterlader ikke altid særlig meget plads til impulsivitet og rum til at grine langt ned i maven. Og når vi gør det, er det ofte med vores venner, frem for med vores partner.
Vi kan være så optagede, af alt det vi skal tage os af, at vi glemmer at løfte blikket fra pligterne eller telefonen og se hinanden i øjnene og genfinde det vi forelskede os i. Og her mener jeg ikke, at vi skal regne med at blive lalleglade og genforelskede, for den tid er forbi, hvis I har kendt hinanden i mere end et år.
Medmindre I er enhjørninger. Men I kan med lidt øvelse finde ind til hinanden igen. Til at være kærester og til at huske, hvad det var som gjorde at I to fandt sammen i tidernes morgen (for nogle af os, er vi tilbage i 1980´erne – så ved man et og andet).
Det interessante er, at vejen til at finde frem til letheden går gennem det svære. Forstået på den måde, at hvis I vil have mere lethed i jeres liv. Mere impulsivitet, mere sjov. Så skal I være villige til at få svesken på disken og tale om de svære ting også.
Der er en årsag til at vejen til det lette går gennem det svære: For hvis vi bruger alt for meget energi på ikke at tale om de ting, vi har på hjertet.
Hvis vi gemmer på ting, som skulle siges højt. Hvis vi er konfliktsky og ikke tør tage tyren ved hornene og få talt ud. Hvis vi fejer tingene ind under gulvtæppet, fordi det er lettere i øjeblikket, så ender vi med at bruge vores energi på at holde ting nede, tilbage og usagte og det tager lige præcis den energi og den frihed, vi skal bruge til at have det sjovt sammen.
Hvis skabet er fuld af skeletter og gamle konflikter og emner, vi ikke fik talt ud om, så får vi aldrig den impulsivitet og bevægelsesfrihed, vi skal bruge til at finde på alt det sjove.
Sådan lidt billedligt sagt kommer de ting vi ikke taler om til at ligge mellem os og spærre vejen for det sjove.
Forestil dig at I skal hen over det bjerg af gamle ting, før I kan begynde at lege igen. Jeg bliver helt udmattet ved tanken og forestiller mig, at I bliver det samme. Så der skal ryddes op mellem jer, før I kan begynde på det sjove. Det er lidt som den gamle opdragelsesregel om, at man skal spise sin rugbrødsmad før man må få en is.
Når det kommer til opdragelse er jeg ikke nødvendigvis enig, men jeg er i det i forhold til parforholdet.
Så I kan starte med de her tre trin:
· Tag en snak om hvordan I har det. Hvordan synes I det går med jer to? Find begge to på nogle ting, som I synes fungerer.
· Værdsat hinanden. Hvad synes du din partner gør godt? Sig det. Find på mindst tre ting.
· Hvad kunne du ønske dig anderledes? Vær her opmærksom på, at du ikke har fokus på noget, du gerne vil have at din partner gør anderledes, for så bliver det nemt en kritik.
Giv et ekempel på, at du godt kunne tænke dig mere tid sammen. Eller at I laver noget ud af huset. At I finder en sportsgren, I kan dyrke sammen eller andet. Det er mere løsningsorienteret.
Det her er et sted at starte og I kan også måske på et andet tidspunkt tage jer en snak om der ligger nogle gamle konflikter mellem jer, som ville have godt af at blive afrundet og lukket. Så I kan komme videre.
Og så selvfølgelig en snak om, hvad I synes er sjovt. Skal I begynde at spille Ludo eller se gamle Monty Python film? Hvad synes I er sjovt?
Hvordan kan I begynde at lege igen? Tage en svingom i stuen på en stille tirsdag? Det I gør mere af vokser. Dyrk det sjove, så bliver det endnu sjovere.
Jeg ved det, for jeg har selv måtte lære at gå gennem den proces. Herfra vil jeg blot ønske dig og jer et godt nytår.
Et 2023 som bringer jer glæde og inspiration. Udfordringer I kan vokse af og masser af selvkærlighed. Både den I nærer til hinanden, men især også den I nærer til jer selv. Det er her det hele starter.
Pladserne på Alene i parterapi som starter den 19. januar er ved at være udsolgt. Det samme er pladserne på forløbet for mænd MAND – stå ved dig selv!, som starter den 23. januar.
Men du kan nå det endnu, hvis 2023 skal være det år, hvor du lærer dig selv endnu bedre at kende. Bliver bedre til at mærke, hvem du er og hvad der er rigtigt og godt for dig og hvad der netop ikke er. Og så agere på det. Skriv endelig til mig, hvis du har spørgsmål og ja du kan sagtens betale over flere gange.
Kærlig hilsen Katrine
Responses