Kan I komme jer over utroskab?
Den 29. marts udkommer min bog “UTROSKAB – Vejen til mere kærlighed?”. Den handler om, hvordan du kan komme igennem det, som for langt de fleste er det største kærlighedssvigt overhovedet: utroskab.
Måske er du landet her, fordi du er i dit livs krise. Du har lige opdaget, at din partner har været dig utro, og alt er kaos inden i. Det gør fysisk ondt i din krop, og det er helt umuligt at tænke klart. Den virkelighed, du troede var din, og som du levede i hver dag, er ikke længere den samme. Alt er forandret. Jeres kærlighed har mistet sin uskyld.
Måske har du fået utroskaben lidt på afstand og har brug for at forstå, hvad der skete, og hvordan du kommer videre – sammen med din partner eller på egen hånd.
Det kan også være, at du har været den utro og du har brug for hjælp til at forstå, hvordan det kunne ske. Måske har du været forelsket og er i tvivl om du kan vende tilbage til dit forhold og om I kan genfinde kærligheden.
Hvis I vil arbejde med jer selv kan en affære være netop det, som åbner jeres øjne, så I ser på jer selv og jeres forhold udefra og finder ud af, hvad utroskaben handler om.
Bogen handler blandt andet om følgende:
· Er kærlighed mellem voksne ubetinget?
· Er det en menneskeret at have et godt kærlighedsliv?
· Er der altid kun en skurk og et offer, når vi taler om utroskab?
· Er det din egen skyld, hvis din partner er dig utro?
· Skal du blive eller gå?
· Kan du komme dig over din partners svigt?
· Hvor vigtigt er det for dig at redde og bevare din familie?
· Kan du nogensinde stole på din partner igen?
· Kan du tilgive og elske endnu engang?
· Kan I blive stærkere sammen, eller er fundamentet for jeres liv slået i stykker for altid?
· Kan I utroskabssikre jeres forhold?
· Findes der også utroskab i gode parforhold?
Alt det og meget mere svarer jeg på i denne bog. Bagerst i bogen finde du historier fra par, der har oplevet utroskab i deres forhold. Enten som den utro, den forsmåede eller værende den tredje part.
Du kan forudbestille bogen her.
Responses