“Krisen der forandrede mit liv – 12 mænd fortæller”
I min bog fra 2019 “Krisen der forandrede mit liv” fortæller 12 mænd om at tage deres liv op til revision efter utroskab, en krise, en skilsmisse eller fordi de vil forbedre de områder af deres liv, som ikke fungerer.
De fortæller hudløst og ærligt om deres liv og om hvad der hjalp dem til at komme igennem og ud på den anden side. Til mere livskvalitet, mere nærvær og en oplevelse af at være helt ok, som dem de er. Og måske endda til en endnu bedre udgave af sig selv.
Bogen koster 150 kr. plus porto og kan bestilles HER.
Læs et uddrag af bogen herunder:
Min kone og jeg havde været ude og spise sammen en aften. Børnene blev passet. Vi blev uvenner og tonen blev hård. Det gør den altid mellem os. Hvis den ene føler sig afvist, så kommer der en hård bemærkning tilbage og så kører konflikten. Det blev perfidt den aften. Hvislende ondskabsfuldheder føg hen over bordet, så de andre ikke hørte det. I dag tænker jeg, at den konflikt var dråben, som fik bægeret til at flyde over hos mig. Vi skiltes som uvenner og jeg cyklede hjem gennem mørket og så kom tårerne. For første gang i mit voksne liv græd jeg. Fuldstændig ude af mig selv. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. De flød uhæmmet. Det var dybt grænseoverskridende for mig. Jeg er en mand i kontrol. Jeg tuder fandme ikke. Ikke over noget. Selv ikke da min datter var meget syg, da hun var ganske lille græd jeg. Jeg knuser problemer. Finder en løsning. Handler. Jeg cykler ikke rundt i byen og græder, slet ikke uden at vide, hvad jeg er ked af.
Det var godt det regnede den aften. Jeg endte nede ved vandet og stod der og kiggede ud over det sorte hav og tænkte, nu har jeg tabt besindelsen. Det næste bliver at jeg bliver låst inde et sted og nøglen bliver smidt væk. Jeg er blevet sindssyg og der er ikke nogen vej tilbage til et almindeligt liv herfra. Jeg havde fuldstændig mistet mig selv, som jeg stod der og stirrede ud over vandet. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Som om jorden forsvandt under mig. På et tidspunkt vendte virkeligheden tilbage, da jeg opdagede at jeg frøs. Så cyklede jeg hjem.
En læser skriver følgende om bogen:
“Jeg er lige startet på bogen, som kom med posten i dag. Wauv! Jeg har netop læst første kapitel og det rører mig dybt at læse. Jeg kan mærke at der er meget livs visdom at hente, hvis vi mænd begyndte at dele vores følelser med hinanden.
Det vil jeg lære at blive bedre til. For jeg er klar, tror jeg.
Der er et afsnit som handler om at gøre andres mening mere værd end sin egen og lægge bånd på sig selv. Det gav et sug i maven, da jeg læste det, for det er præcis, hvad jeg gør, i parforhold, med venner, med mine børn, på arbejde. Puha, den gjorde nas og samtidig bliver jeg glad over at andre har det på samme måde. At jeg ikke er alene om det. Det er en trøst, trods alt. Michael 43 år.
Responses