Sådan bliver du hørt i parforholdet

Hvordan går det med kommunikationen hjemme hos jer?

Når par kommer til mig i min praksis, og det ikke handler om utroskab, eller at den ene har forelsket sig i en anden og er ved at gå eller noget helt tredje, så handler det oftest om dårlig kommunikation. De føler sig ikke hørt, har for mange konflikter eller misforstår hinanden alt for tit. Det er slidsomt og ikke godt for hverken kærligheden eller sexlivet. Men hvorfor er det så svært at tale ordenligt sammen, på en måde hvor begge føler sig hørt, set og respekteret og hvor der findes en løsning eller et kompromis, så vi kan komme videre i stedet for at tæve rundt i de sammen emner år efter år?

Som en mandlig blogger, jeg desværre ikke kan huske navnet på, engang skrev Min kone siger jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående og lytter, til hun er færdig med at kritisere mig!

Der er flere ting i den udtalelse som er interessante at tage fat på.
1. Vi har alt for meget fokus på hinanden og alt for lidt fokus hjemme hos os selv. Vi er mere optaget af hvad den anden gør rigtigt og forkert end vores eget bidrag og hvis det handler om vores eget bidrag, så er det ofte på offer-måden: Nu har jeg gjort sådan og sådan og det kan da ikke være meningen at det ALTID er mig, som skal…
Løsning: Tal for dig selv. Eks: Jeg bliver en sur kost af alt det praktiske arbejde, kan vi tale om en måde at fordele opgaverne anderledes på? Eller jeg kan ikke overskue alt det rod herhjemme, hvad siger du til at vi i aften inden vi går i seng hjælpes ad med at rydde det værste af vejen? Læg mærke til at eksemplerne er blottet for kritik, offerstemning og bebrejdelser. Det er en klar jeg-udmelding, der tager ansvar for dine behov uden at lægge noget over hos din partner. Måske får du dit behov dækket, måske ikke og så må du forholde dig til det. Er der noget helt grundlæggende, som ikke fungerer hos jer? Er I ikke enige om, hvordan jeres liv skal leves, så stikker det dybere end kommunikationen.

2. Alt hvad du hører/ser/oplever i verden handler om dig. Læg derfor mærke til om du ofte føler dig kritiseret, bebrejdet eller at din partner er “efter dig”. Det er muligt at han/hun er det, men måden du forvalter det på, gør hele forskellen.
Løsning: Flyt fokus hjem til dig selv. Spørg: Hvordan mon jeg bærer mig ad med at føle mig så kritiseret hele tiden? Føler jeg mig generelt utilstrækkelig? Ikke god nok? Det er dit ansvar at kigge på det og gøre noget ved det billede af dig selv. Det er ikke din partner der skal ændre sig. Han/hun kan i princippet sige hvad han/hun vil. Hvis ikke du tager det, der bliver sagt, ind, så har det ingen indflydelse på dig. Du vælger helt selv. Det handler om din perception.

Når jeg afholder mine forløb Alene i parterapi, bliver jeg ofte spurgt: Jamen hvad hvis jeg har sagt det på 1000 måder 1000 gange og han stadig ikke hører efter, hvad gør jeg så?
Hvis I gennem fornuftig samtale ikke kan blive enige om, hvordan tingene skal køre hjemme hos jer, hvis ikke I kan finde et fælles niveau for rengøring, børneopdragelse eller andet, så er mit bedste gæt, at der mangler noget endnu vigtigere mellem jer. Er der gensidig respekt for hinandens virkelighed? Har I uforløste konflikter eller kører I magtkampe? Er I grundlæggende uenige om, hvilket liv I vil leve eller jeres værdier? Så handler det ikke kun om måden I taler sammen på, men om fundamentet i jeres forhold og så skal I have hjælp til at se, om I kan nærme jer hinanden.

 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    1. Kære Maja, Tak for dit spørgsmål. Når jeg skriver “endnu vigtigere”, så mener jeg at der er noget mere grundlæggende, som mangler i forholdet. Hvis man eksempelvis ikke er enige om de grundlæggende værdier om hvordan man vil leve sit liv. Hvis man har meget svært ved at håndtere forskellighederne og kommer til at kæmpe om “hvem der har ret”. Hvis den ene i forholdet har meget mere magt end den anden og man ikke er ligeværdige. Den slags. Jeg håber det er svar. Kærlig hilsen Katrine

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.