| Jeg ser hver dag hvordan mine klienter får indsigt i sig selv og i hinanden, hvordan de reparerer gamle sår og skaber mere nærhed, større forståelse og mere ømhed og kærlighed for hinanden.Derfor ved jeg også, at det kan betale sig at arbejde for kærligheden. At det virker at gå i parterapi og en af mine kæpheste er jo netop, at vi bør lære så meget om os selv og vores mønstre, at vi kan træffe et afklaret valg om at gå fra hinanden eller blive sammen og lære at være mere voksne og ansvarlige. For det er blandt andet det parterapi handler om og det er også det, der skal til for at få et godt parforhold. På den lange bane.
At tage ansvar betyder her, at jeg er villig til at se på min andel i den stemning der er mellem os. Det er aldrig kun den anden skyld (desværre, det ville være så dejlig nemt).
Men… når det er sagt, så er jeg også sammen med mennesker som i terapien bliver klar over, at det bedste vil være at gå hver til sit. Fordi de ikke orker mere. Fordi der er sagt og gjort så mange ting, at der ikke er nogen vej tilbage for kærligheden. For de slider hinanden og sig selv op, når de kæmper for de forkerte ting.
Når de giver ansvaret for deres lykke til deres parter og igen igen føler sig afviste, værdiløse, utilstrækkelige og ikke formår at se, at de selv er ansvarlige for deres liv. Så tærer det så hårdt på kærligheden at der ingen vej er udenom at gå hver til sit.
Men hvornår er nok, så nok spørger du måske. Hvornår ved man med sikkerhed, at der ikke er noget håb tilbage? At man har gjort alt, hvad man kunne for at redde skårene?
Jeg ved det ikke. Ikke hvordan det er for dig i hvert fald. Det ved kun du. Og det er så kompleks et spørgsmål og så stor en beslutning, især hvis I har børn, er der nok aldrig kommer et tidspunkt, hvor det står knusende klart, at det bedste vil være at gå. Fordi tabet er så stort. Fordi børnene bliver så ulykkelige, at det næsten ikke er til at bære.
Samtidig har ingen glæde (heller ikke jeres børn) af at blive sammen i et forhold, hvor I lever som hund og kat eller hvor istiden trækker kolde spor gennem stuen. Jeres børn kommer ikke til jer, når de bliver voksne og takker jer for at leve i et kærlighedsløst forhold for deres skyld. Jeg hører til gengæld ofte mine klienter sige, at de ville ønske at deres forældre var gået fra hinanden for længe siden, fordi der ikke var noget kærlighed tilbage eller fordi de havde så mange konflikter.
Det er ikke noget godt forbillede på kærligheden for jeres børn.
Så når krisen kradser og medmindre I er villige til at gribe i egen barm og begge tage ansvar for jeres del af det, som ikke virker, så er er ingen vej udenom en skilsmisse. Så er det faktisk for det bedste. For jer og for jeres børn.
Det vigtigste er, at I træffer et oplyst valg. At I ved hvad I bliver skilt fra og nej det er ikke “vi er vokset fra hinanden” eller “han kan ikke give mig det jeg har brug for” eller “hun er aldrig tilfreds og jeg vil ikke blive ved med at fylde i et bundløst hul”. Fordi I her giver ansvaret til hinanden – i stedet for at se på, hvad I selv gør.
Det jeg hører mine klienter blive skilt fra, er sætninger som:
· Jeg har følt mig så utilstrækkelig og uværdig så længe, at kærligheden er død og jeg tror ikke længere på, at jeg kan genskabe den.
· Jeg er gået død i familiedrift og jeg har ikke selv formået at skabe passionen og kæresteriet og jeg har mistet motivationen til at prøve mere
· Jeg føler mig ikke set i mit forhold og jeg har ikke været i stand til at vise mig tydeligt nok og nu er kærligheden væk
· Jeg kunne ikke skabe nærhed og jeg endte med at føle mig ensom i mit forhold og jeg tror ikke længere på, at jeg kan lære at skabe det, jeg længes efter.
Jeg gør mig ikke til dommer over, hvad der er en “god nok” grund til at rive en familie op med rode, det jeg her forsøger at illustrere er, at når vi tager ansvar og ikke længere peger fingre (det gør jeg også selv ind imellem, tro mig), så kan vi se os selv i øjnene og for alvor sige: Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.
Så vær bevidst om, hvad du forlader. Du mister også, selvom du er den, der går og hvis du eller I kan mærke at det, der foregår lige nu i for lang tid har brudt ned fremfor at bygge op, så gå. Af respekt for jer selv og hinanden. Og gør det på en værdig måde.
Kun I ved med jer selv, hvornår tiden er inde.
Alt det bedste Katrine
Ps. Nissen flytter som regel med, så de fleste får en chance mere, for at hele de gamle sår og så kan du lære det, du ikke fik lært i dit tidligere forhold. Så snedigt er livet indrettet. |
Kære Katrine,
Tak for endnu et godt indspark blandt dine mange gode blogindlæg.
Jeg er med på, at du skriver, man skal tage ansvar for sin del ved at arbejde med sig selv. Jeg forstår dog ikke, hvorfor det ikke også kan være en valid grund at være “vokset fra hinanden” eller ikke at kunne få det, man savner fra den anden. Det har jo ikke nødvendigvis noget med manglende ansvar at gøre, men forskellige præferencer og behov. Ellers ville man jo i teorien kunne være i parforhold med hvem som helst, hvis det “kun” handler om at tage ansvar for egen del. Jeg ved ikke, om jeg får formuleret mig ordentligt. Håber, du forstår mit spørgsmål 🙂
Rigtig god sommer.
Kh. Sabrina
Kære Sabrina,
Tak fordi di læser med og for et absolut kvalificeret spørgsmål.
Man kan godt vokse fra hinanden og man kan godt nå til et punkt, hvor man vil leve et liv, som ikke kan kombineres med den andens ønsker for livet og så må ens veje skilles.
Når jeg skriver som jeg gør, så handler det om, at jeg oplever at vi går fra hinanden på det “forkerte” grundlag. Who am I to judge?? Det jeg mener er, at mange kalder det “vi er vokset fra hinanden”, “vi er for forskellige” osv. Men hvor de i bund mig grund ikke er bevidst om deres egen andel i, at forholdet er endt, hvor det er. De har mere fokus på den anden og på det, de vil have den anden “skal levere”, at partneren skal være på en bestemt måde, for at de kan blive lykkelige. At de vil elskes ubetinget og at det er partnerens ansvar at gøre det.
Som regel har der været kærlighed en gang og jo mere bevidste vi bliver om, hvad der er vores eget ansvar, hvad det er for mønstre vi selv har med fra barndommen, som forpurrer vores evne til at give og modtage kærlighed, jo bedre kan vi give os hen og elske det andet menneske for det de er og ikke for det, de skal give os.
Jo flere mennesker, jeg kan hjælpe med at gå ind i den proces, jo flere har jeg oplevelsen af at hjælpe. Derfor er det sat lidt sort/hvid på her.
God sommer til dig også. Kærlig hilsen Katrine