Hurra fordi han ikke er ligesom mig.

Man kunne fristes til at tro, at det er sådan en navle-beskuende trend, jeg er startet her i nyhedsbrevene, at de skal handle om mig og mit privatliv, men jeg satser alligevel på, at eksemplerne fra mit eget liv er brugbare for dig. Jeg håber, at hvis du kan genkende dig selv i min historie (eller i den fra sidste uge om at gøre sig til offer), så vil du blive inspireret til at tage ansvar og, ligesom jeg, gøre noget nyt og mere hensigtsmæssigt i dit eget liv. Det vil jeg på det varmeste anbefale. Jeg gør det selv. Jeg øver mig i hvert fald.

Jeg er sådan indrettet, at når jeg oplever noget, som chokerer mig. Noget som kommer bag på mig, eller som sætter min oplevelse af virkeligheden på prøve, så reagerer jeg altid prompte og gerne kraftigt følelsesmæssigt. Jeg har sjældent særlig god kontakt til min fornuft i minutterne, måske timerne efter og lader mig fuldstændig overvælde af forskrækkelsen, sorgen eller vreden. Det er rigtig godt, fordi jeg aldrig bærer rundt på noget, men får bearbejdet det jeg oplever med det samme.
Men det kan til gengæld også betyde, at hvis ikke jeg lige tager et smut om fornuften, så kan jeg risikere at reagere meget følelsesmæssigt og måske uhensigtsmæssigt, på det jeg oplever.

Min mand er lige modsat. Han skal lige bruge noget tid på at mærke efter, hvordan han har det med det, der sker. Det skal lige så stille sive ind, og så kommer reaktionen noget tid efter. Hans reaktion fungerer i det store hele for ham, og min reaktion føles “rigtig” for mig.

Men så er det jo lige, at vi ind imellem oplever noget sammen og selvsagt så reagerer HELT forskelligt. Det kan af og til være meget belastende, fordi vi ikke forstår hinanden. Fordi vi forventer noget af hinanden, som vi ikke får eller…

Det er en gylden regel, at det vi savner hos vores partner, er det vi ikke giver os selv.

Det betyder, at du altid selv er ansvarlig for hvordan du har det. Hvis du savner respekt, kærlighed, forståelse, støtte, kærlighed eller noget helt sjette, så er det fordi du ikke kan give dig selv det. I mit tilfælde handler det om jordforbindelsen, omsorgen og fornuften.

Når jeg gør mig afhængig af, at det er min mand, som skal give mig det, så sætter jeg mig et alt for sårbart sted, for jeg risikerer jo ikke at få det, og så er jeg på Herrens mark. Deraf kommer også mit raseri og mine perfiditeter (hvis det da kommer så langt). Man kan sige, at jeg bliver rasende på ham over noget, jeg ikke er i stand til at give mig selv. Det er vist ikke helt fair vel? Heller ikke hjemme hos dig.

Kærlig hilsen og god fornøjelse med kærligheden, Katrine.

Læs også: Ligner du Maria?