Kan Carsten elske Hanne igen?

Om kærlighed kan genoplives.

 

Hvordan gik det så Carsten og Hanne? Er de stadig sammen? Er kærligheden kommet igen? Kan forholdet reddes? VIL de redde det?

Mangler du første del af historien om Carsten og Hanne – så læs den HER

Det enkle svar på spørgsmålet er: JA! Det er ikke nemt, det kræver øvelse og de træner stadig hver dag, og det gør det sammen. Heldigvis. Hvor de ender, kan kun tiden vise.

I terapien fandt Carsten ud af, at han i begyndelsen af forholdet følte sig meget maskulin, fordi Hanne indrettede sig. Han satte de store linier i forholdet og følte sig som en mand. Han havde altid fået det han havde brug for, fordi han sørgede for at skaffe sig det. Han satte dagsordenen for mange ting i familien, og troede at alle var tilfredse med det. Sådan havde hans far gjort, det var sådan Carsten troede, en mand skulle være. Det slog ham aldrig at spørge ind til Hannes utilfredshed. Han blev bare mere og mere irriteret over hendes sukkeri og spydige bemærkninger ud mellem sidebenene.

Hanne gjorde, som hendes mor altid havde gjort. Hun kløede på og løste opgaven. Hannes far havde været en tyran, så hun havde aldrig lært at sige fra, men kun at det var vigtigere at far ikke blev vred, end hvad hun selv havde brug for. I terapien opdagede hun, at der også havde været med meget magt forbundet med at lave det hele. Hun havde fået tingene på sin måde og det havde holdt hende kørende et langt stykke ad vejen. Men det holdt ikke i længden, ikke for nogen af dem.

De er fast besluttet på at det skal lykkes og jeg krydser fingre for dem.

Hanne skal lære at mærke efter, hvad hun har brug for og hvor hendes grænser går. Hun skal lære at melde ud på en ordentlig og tydelig måde. Hun skal turde sige til at fra, uden at frygte reaktionen (som hun jo lærte i samværet med sin vrede far). Hanne skal tage ansvar for at hun selv skaber de situationer, hvor hun ligger sidst efter børnene og Carstens behov. Det kan kun hun selv sørge for.

Carsten skal lære at træne sin empati. Han skal være bedre til at tænke “vi”  og ikke altid kun “jeg”. Han skal tage sin mande-rolle op til revision og overveje hvilken ægtemand han ønsker at være. Han skal bruge det han fornemmer med Hanne og blive bedre til at spørge til hende. Han er gået glip af mange år hvor børnene var små og hvor han overlod samværet med dem til Hanne og kørte sit eget løb. Han skal overveje hvilken far han gerne vil være og ikke bare kopiere sin egen far.

Og hvad kan du så bruge Carsten og Hannes historie til?

Alt det her er jo nemt at forstå med din fornuft og for mange er det rigtig svært at ændre i virkeligheden, fordi vores mønstre sidder så forbandet godt fast. Første skridt er derfor altid at opdage hvad du gør. Derefter skal du tage ansvar for, at det er noget du selv skaber og altså ikke noget andre gør “imod” dig. Sidste skridt er at hjælpe dig selv når det sker i forskellige situationer med et “Hey nu står jeg her igen og føler mig ubrugelig/ikke værd at elske/kasseret og det er fuldstændig ligesom da jeg var barn og min far/mor gjorde sådan og sådan” På den måde kan du hjælpe dig selv i de relationer, som er svære for dig.

God fornøjelse med selvudviklingen.

Læs også: Er det for sent at redde kærligheden? 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.