Når kærligheden føles som en blodvabel

Når dine nye sko giver dig en grim blodvabel eller du brænder dig på strygejernet. Så er det sted ekstra ekstra følsomt, indtil ny hud har dannet sig. Indtil da skal du passe på det, og alt hvad du støder på, gør ondt.

Sådan er der nogen mennesker, som har det i deres følelsesliv. Hele tiden. Som en vabel over hele kroppen 24/7. Hele livet.

Alt hvad den anden gør, gør ondt. Som om man støder sammen på den ømmeste vabel. Det mest følsomme og smertefulde sted. Hele tiden skal de være på vagt, for ikke at blive såret, forladt, forbrændt. Alle antenner er ude, for man ved aldrig hvad den anden kan finde på. Der kommer nok noget smertefuldt, jeg ved bare ikke hvornår.

Kærligheden kan ikke leve
Det er rigtig svært, for ikke at sige umuligt at leve, vokse og elske i et parforhold, hvor den ene eller begge har den følelsesmæssige krop fyldt med vabler. Selv et kram kan føles smertefuldt og ubehageligt afhængigt af hvordan det bliver givet. Også selvom det er i kærlighed. Sådan føles det bare ikke, for den som har vabler.

Vablerne er et billede på følelsesmæssig overfølsomhed, hvor man hele tiden oplever det den anden gør eller siger, som noget han eller hun gør for at såre, kritisere, gøre ondt eller bebrejde. Noget som hele tiden bekræfter mig i at jeg ikke er god nok.

Alt der kan tages personligt, bliver taget personligt.

Alt fokus handler om hvad den anden gør eller ikke gør, siger eller ikke siger, på hvilke tidspunkter og på hvilken måde. Alt tolkes (oftest negativt) og der drages konklusioner, som ender med, at det der gør han nok, fordi han ikke elsker mig.

Når man har følelsesmæssige vabler over hele kroppen, så er man mere optaget af sine omgivelser, end man er af at finde ud af hvordan man mon fik pådraget sig de vabler. Det er min mands/kones skyld.

Det er dybt dybt anstrengende at leve sådan og det slider kærligheden op hurtigere end en hest kan rende.

Læs også: Det du søger, er du selv