Min egen kærlighedshistorie

Jeg mødte min mand Morten på Diskotek Montmartre i Nørregade i København i 1989. Vi var 18 år og han så helt anderledes ud end de drenge, jeg var vokset op sammen med i sit nålestribede jakkesæt og sine vinrøde cowboystøvler og slikhår. Jeg syntes han var gudelækker. Det gør jeg stadig.

Vi boede begge stadig hjemme og jeg lånte derfor ofte min mors lille bil og kørte over bakkerne fra Holte til Værløse, hvor Morten boede med sin mor.

Ikke så længe efter flyttede Morten hjemmefra og jeg flyttede med. Til en lejlighed på Frederiksberg. Et meget dejligt sted. Jeg uddannede mig til aerobicinstruktør og var stewardesse på en stor sejlbåd i Marseille. Morten var en stille mand og jeg var fuld af krudt og livslyst. Jeg fik job som bartender i Peder Oxes Vinkælder på Gråbrødre Torv og opdagede at der var andre mænd i verden end ham og det blev vores endeligt.

Efter tre år i Salzburg og to østrigske kærester, flyttede jeg tilbage til København og ringede til Morten, fordi jeg synes vi skulle drikke kaffe på vores gamle stamsted i Mikkel Bryggersgade. Vi fik aldrig kaffe, men endte hjemme hos mig og har været sammen lige siden. Det var i 1995.

De første par år af vores liv sammen var følelsesmæssigt dramatiske. Jeg havde travlt med at være stærk og perfekt, men var i bund og grund dybt usikker. Jeg var jaloux fuldstændig uden grund og det eneste forsvar Morten kendte var at trække sig og så følte jeg mig forladt og provokerede ham til han eksploderede. Ingen af os forstod hvad der foregik, vi reagere bare på de følelser vi havde og det sled os afsindigt.

Da vi var 25 år begyndte vi begge i terapi og har været på den rejse siden, med at lære os selv og hinanden at kende. Terapien betød for mig, at jeg valgte at uddanne mig til terapeut, for når jeg kunne få det så meget bedre med mig selv og med ham, så ville jeg bruge mit arbejdsliv på at hjælpe andre til det samme.

Det er ganske tydeligt for mig, at jo mere vi har arbejdet med os selv, jo bedre har vi fået det med hinanden. Jeg har kæmpet hårdt for at være ”rigtig” og ville hellere diskutere hele natten end indrømme, at jeg havde begået en fejl. At sige ”undskyld” fandtes ikke i mit ordforråd, for man kan ikke både sige undskyld og være perfekt.

Morten er langt mere introvert og har mere brug for tid alene end jeg har. Når vi er i byen sammen, er jeg hende, som danser på bordene og Morten står og sludrer med en fadøl i hånden i baren. Vores syn på verden er også forskelligt. Jeg er grænsende til naiv, når det kommer til andre mennesker og tror altid på det bedste. Morten er mere tilbageholdende og tager i langt højere grad end mig andres handlinger personligt.

Vi er altså forskellige som nat og dag. Alligevel har vi de samme grundlæggende værdier og er enige om, hvordan vi gerne vil leve vores liv sammen. Vi er ofte uenige om stort og småt og må derfor tale/diskutere/skændes os til rette, så vi kan finde en løsning. Hvis den findes. Vi øver os dagligt i at rumme vores forskelligheder uanset hvor fremmede de måtte føles. Vi har lært at ”din virkelighed, er lige så virkelig som min”, så vi diskutere sjældent ”hvem der sagde hvad hvornår”, men rigtig ofte taler vi om hvad der skete i en konflikt, så vi kan blive klogere på os selv og hinanden.

Jeg har kedet mig med ham, jeg har revet mig i håret af frustration, jeg forstår ham ikke, jeg har følt mig ensom, jeg synes han er latterlig og hamrende irriterende. Jeg har følt mig misforstået og begrænset og ønsket ham ud hvor pebret gror.  Jeg har tudet snot sammen med en meget venlig dame på et kommunalt kontor, fordi nu kunne jeg ikke holde det ud mere, nu måtte hun finde en akut lejlighed til børnene og mig.

Siden vi startede i terapi for 20 år siden har vi arbejdet med vores relation. Kærlighed, nærhed og intimitet kommer ikke af sig selv. Vi gør noget for det hver dag. Vi taler sammen og vi giver plads. Vi kommer begge fra grimme skilsmisser og vi har en vilje til at få det til at lykkes, også når det er svært. Vi nærer en grundlæggende kærlighed til hinanden, som ved den søde grød har været på tynd is engang imellem, men stædighed og vilje har båret os langt.

Han er den første jeg tænker på, når der sker mig noget. Ham hvis mening tæller mest, når jeg skal træffe en beslutning. Ham jeg kaster mig ind til, når jeg bliver forskrækket eller ked af det. Ham jeg helst vil se en film med søndag aften. Ham der kigger på mine børn med samme kærlighed i øjnene. Ham jeg deler så meget humor og insider jokes med, som ingen andre ville synes var sjovt. Ham jeg vender de svære ting i mit liv med og ham jeg helst vil lægge mig til at sove ved siden af om aftenen og vågne sammen med om morgenen. Resten af mit liv.