Endelig ferie – nu skal vi rigtig hygge os.

Nu har vi endelig sommerferie og så skal vi rigtig hygge os

Min sommerferie ligger for døren og vi er garanteret ikke de eneste, som glæder sig stort til endelig at komme på den længe ventede ferie med familien.

Meget er planlagt: Restauranter vi skal spise på, steder vi skal besøge og strande vi skal bade fra. De sidste ting på jobbet bliver ordnet og aftnerne går med at jeg pakker klipklapper, solcreme og bikini i min kuffert.

Det er uden tvivl et svært idylliseret billede jeg har af den ferie, som ligger foran os. Jeg ser mig selv i en liggestol, mens mine børn leger stille (så jeg kan tage mig en lur i solen) og bader helt konfliktløst i poolen i timevis.

Jeg ser os tulre til stranden og spise grillede rejer på en strandbar og alle er glade HELE tiden. Børnene plager ikke, brokker sig ikke og skændes ikke. Min mand og jeg er rørende enige om hvert et træk vi foretager os og vi får kysset en helt utrolig masse og finder hele tiden romantiske stunder, hvor vi kan pleje kærligheden til hinanden.

Og så vågner jeg.

For når vi endelig kommer af sted, er virkeligheden nemlig en helt anden. Vi er fire mennesker med fire sæt vekslende behov og lyster. Vi har fire forskellige forestillinger om hvad den fede ferie er. Så virkeligheden er ikke som min drøm om den perfekte ferie.

Udfordringen er nemlig, at hvis jeg tror min ferie (og dermed mit liv) skal være problemfrit, så kan jeg kun blive skuffet. At jeg og alle omkring mig skal være glade fra morgen til aften, kan ikke lade sig gøre. At vi bare skal møghygge os, uden at behøve forhandle, gå på kompromis og debattere. Det findes ikke.

Jeg tror åbenbart, at når jeg har alt det jeg kunne ønske mig, når rammerne er i orden, for hvem kan forlange mere end 25-30 grader, sol og swimmingpool, rart selskab og lækker mad i lange baner, så betyder det at det ikke er i orden af være i dårligt humør. Jeg må ikke momentvis synes at mand og børn er en samlet flok nar-hatte, som gerne snart må gå en meget lang tur på stranden, så jeg kan få noget fred med min bog. Jeg må ikke være irriteret eller træt, for se nu alt det jeg har at være taknemmelig for. Vi skulle jo have det rart, nu har vi endelig ferie og hvem gider være sammen med en der er sur?

Jeg er opdraget sådan. Nu er det tante Odas fødselsdag, så nu skal vi saksusme hygge os. En, to, tre hyg for helvede. Juleaften skal vi ikke have nogen konflikter, for det er jo jul og vi skal have det rart sammen i familiens skød. Man skal ikke lade solen gå ned over uvenskab og al den slags sludder.
Jeg skal virkelig holde tungen lige i munden, for ikke at give det billede af virkeligheden om, at man kan hygge sig på kommando, bare fordi det er jul, ferie eller farmors fødselsdag, videre til mine børn.

Når jeg ligger på stranden med min bog, når vi sidder om aftenen med den lækre mad og udsigten over middelhavet eller når vi kører en tur i bjergene, for at opleve nye spændende steder, så gider jeg sgu ikke noget vrøvl. Jeg gider ikke brok over at vi skal se endnu et museum, at det er for varmt eller for langt at gå og plagerier om hvornår vi skal hjem til poolen eller hvor mange is, der må spises på en dag.

Men det er altså bare ærgerligt for mig, hvis ikke jeg gider det. Det er vilkårene ved at være en familie og jeg er også nødt til at lære mine børn, hvordan de tackler det mange-facetterede følelsesliv, vi alle har. Jeg kan ikke forvente, hverken af mig selv eller af andre, at vi skal hygge os, fordi det skal vi bare. Hygge kan ikke bestilles, lige så lidt, som at man ikke være lykkelig hele tiden.

Det gode liv handler ikke om at være glad hele tiden. Det gode liv handler om at kunne håndtere det som tilværelsen byder.

Jeg vil gerne lære både mig selv og mine børn, at vi er ok også selvom vi ikke altid er glade og artige og taknemmelige. Vi er også elskeværdige når vi er trætte, ugidelige og utålmodige.

Jeg øver mig stadig.

Rigtig god sommerferie til dig og dine.

Læs også: Dine, mine og vores børn 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.