IN-Klumme: Vis hvem du er og bliv elsket
Det selvmodsigende i parforholdet er, at vi tror vi skal opføre os på en bestemt måde for at få kærlighed.
Problemet er, at når vi gør det, så kan vi ikke passe på os selv og dermed heller ikke nære forholdet. Vi spiller en rolle eller viser kun sider af os selv, som vi tror, gør os elskelige. Vi er bange for, at hvis partneren ser, hvem vi også er, så bliver vi forladt. Lidt kækt kunne jeg sige, at vi sælger os selv, under falsk varebetegnelse. Det er ikke holdbart.
LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: “Når lysten til sex forsvinder”
Gør det, vi har lært
Vi gør det, fordi det er det, vi har lært. Hjemme hos far og mor var der sider af vores personlighed, som fik kærlighed og anerkendelse, og der var sider, som de havde sværere ved at rumme og tackle, og som vi derfor lærte at holde skjult. Du har måske lært, at du ikke må være vred. At far altid efterlyste “sin lille glade pige”. At mors følelser var mere betydningsfulde end dine. Eller at hensynet til lillebror var vigtigere end hensynet til dig. Måske skulle du være dygtig eller artig eller sød eller flittig eller… Og hvad skete der, når du ikke var det?
Når vi bliver voksne, fortsætter vi denne adfærd, selvom vi ikke bor hjemme hos far og mor længere. Vi gør det overfor vores partner, og det dræber kærligheden.
Nærhed
For at kunne skabe nærhed og intimitet, er vi nemlig nødt til at turde vise, hvem vi er. Måske kender du den der følelse af at være rigtig tæt på din partner efter en god snak. I har fået talt det hele igennem, og det var måske ikke hele vejen rart, men I føler jer tættere på hinanden. Den samme nærhed kan nogle gange opnås gennem sex, det er bare en anden vej hen til nærhed.
Kan du skabe nærhed?
Nogle mennesker er slet ikke i stand til at skabe nærhed. De drømmer om det, længes efter det og søger det måske hos partneren, selvom de ikke selv kan levere varen. Så lever parret i bund og grund som fremmede for hinanden, fordi de ikke får talt om det, “der rør sig” – både I dem selv og i forholdet. Sådan á la: “når du gør sådan, så gør det det her ved mig”. “Jeg har det sådan her med dig”, “Det du sagde i tirsdags gjorde mig ked af det”. Jeg er bange, jaloux, usikker, ked, træt osv. Alt det der var forbudt, da de var børn.
LÆS OGSÅ: “Parterapeutens klumme: Camilla troede hun var hjælpsom”
Lever som fremmede
Hvis ikke man er i stand til at tage den slags snakke, så vil man ende med at leve sammen som fremmede, selvom man har været gift i 20 år. Man kender hinandens vaner og mønstre på et ydre plan. Men i bund og grund kender man ikke hinanden. Og det er så trist. Så kalder man det ”vi er vokset fra hinanden”, ”vi er for forskellige”,” jeg keder mig og vil have mere kærlighed i mit liv”, ”jeg er blevet forelsket i en anden” osv.
Kærligheden dør uden nærhed
Det handler som oftest om, at man ikke har turde vise, hvem man er og derfor er kærligheden død. Så kan man prøve lykken med en ny og de af jer, som har været i flere forhold har måske en erfaring med, at de ender samme sted. Du er den, du er i et forhold, uanset hvem du er kæreste med. Det er kun dig, der kan ændre dig. Om din partner ændrer sig, er op til ham eller hende.
Du kan stadig lære at skabe nærhed. Den der dejlige nærhed, hvor du føler dig tæt forbundet med et andet menneske. Hvor du er ok, og han/hun er ok. Hvor I kan dele, hvem I er og blive elsket for lige præcis det. Hvor I tanker op i samværet, føler jer inspireret og stimuleret og set. Men det kræver øvelse og måske hjælp fra en professionel. Især hvis ikke I har lært at I er elskelige lige som I er.
Kærlig hilsen Katrine
Av altså…
Jeg har været en kæmpe pleaser. Og er det til dels stadig for det er ikke bare noget man LIGE laver om. Hårdt arbejde – men givende. Sikke jeg lære mig selv at kende, på godt og “ondt”
Men netop det med at sælge sig selv under falsk varebetegnelse. Det siger det meget godt… lad ENDELIG være med det…
I takt med at jeg blev bevidst om at jeg ikke kunne mærke mig selv og egentlig ikke anede hvem JEG var. Da jeg fandt ud af at jeg ikke var lykkelig fordi jeg aldrig rigtig gjorde det jeg faktisk havde brug for, for at tanke op. (Og det er IKKE hans skyld – det er helt min egen)
I takt med at jeg begyndte at være mere MIG og gøre/udtrykke det jeg havde brug for… så led mit parforhold. Han havde meget svært ved at rumme den “nye” mig…
Og vi snakker ikke ekstremer i forhold til at være mig – jeg genoptog gamle hobbyer, begyndte at se mine veninder og familie mere (jeg så dem nærmest slet ikke før)…
Men han synes jeg skulle prioritere ham og vores lille familie mere – som jeg jo altid have gjort.
Jeg forsøgte at forklare mig og snakke om det… “Jeg har brug for…” – “Jeg vil gerne hvis vi…”
Men han kunne ikke forstå det… om vores kommunikation har været meget dårlig – ja det har den nok. Han hørte i hvert fald andre ting end jeg mente. Og det gav problemer.
Jeg sagde til ham at jeg synes vi skulle prøve terapi. Det ville han absolut ikke! Jeg prøvede et par gange mere at forklare hvorfor jeg synes det var vigtigt for os. At vores forhold led og vi havde brug for hjælp.
Og jeg ved ikke helt hvorfor han satte hælende i? Måske var det bare for hårdt at skulle erkende at det fik skidt overfor andre (terapeuten)?
Han har døjet meget med selvværdet og det med følelser er en svær størrelse for ham….
Men pludselig var det som om vi ikke passede sammen. Og til sidst sagde jeg stop. Kunne bare ikke mere. Jeg var ved at blive kvalt.
Først da jeg sagde STOP – sagde han ja til terapi.
Både individuel terapi (os begge) og lidt parterapi… Men det hjalp ikke.. For jeg kunne ikke længere se hvad vi skulle forsøge at redde.
For mig, ja så var der bare ikke mere. Og når den ene part ikke er indstillet på at skulle forsøge, ja så hjælper terapi altså ikke.
Det jeg egentlig vil med den lange historie er: At sælge sig selv under falsk varebetegnelse kan have en høj pris.
Nu er vi eks-kærester med en lille dejlig søn vi skal have det hele til at fungere omkring. Og det er altså ikke nemmere med kommunikationen efter et brud.
Det er af alle mulige grunde meget vigtigt at være sig selv, at vise hvem man er hele vejen – ikke prøve at agere som vi tror andre gerne vil have det.
Det her er bare én af dem.
Sikke noget rod man kan lave.
Kære Christina,
TAK for din kommentar og lidt af din personlige historie. Det gør mig glad, at du tog dig selv alvorligt og samtidig jo så trist at det ikke kunne lykkes for jer sammen. Godt at du opdagede at du er den eneste som kan passe på dig. Så kan I være gode forældre for jeres søn. Alt det bedste til dig. Kærlig hilsen