Jeg – et offer (som det er meget synd for)

I dag har jeg tænkt mig at afsløre en grim skyggeside, som jeg er VIRKELIG træt af og som jeg håber kan inspirere dig til at blive klogere på hvem du er. For lige at forklare hvad en skyggeside handler om, så er skyggesider de sider af vores personlighed, som vi ikke vil vedkende os. Altså egenskaber eller sider af os selv, som ligger i “skyggen”, altså som vi ikke tror vi indeholder. Du kan eks. færdiggøre sætningen: Jeg er ikke…, så har du med stor sandsynlighed fat i en skygge. Lyse skygger er sider vi oplever i andre, som vi beundrer, men ikke tror at vi selv er, og mørke skygger er sider, som vi ofte bliver provokeret af eller ikke kan lide, når vi oplever hos andre. Vi vil ikke vedkende os, at vi også selv af og til er sådan. Det kan være forskellige egenskaber f.eks. seksuel åbenhed, at være ambitiøs, selvhævdende, at turde vise sine følelser, at fylde i en forsamling, at være vred eller måske bange. Alt hvad andre gør, som gør noget ved dig, er værd at undersøge, om det mon handler om en skygge.
 Først når vi tør se på os selv, som det hele mennesker vi er, med fejl og mangler, styrker og svagheder, kan vi finde fred med vores skygger og på den måde blive mere helstøbte. Vi vil også blive bedre i stand til at rumme andre mennesker, fordi vores empatiske evne er vokset. Vi vil se på verden med mildere øjne.

Især i parforholdet er skygger interessante, fordi det især er her, de kommer listende ud af skabet.
 Jeg ser mig selv som stærk, som et mennesker som smider svesken på disken og siger til og fra. Jeg er jo parterapeut, jeg af alle, bør vide hvordan jeg skaffer mig det, jeg har brug for i mit liv. Hvor vigtigt det er med grænser og at jeg ikke kan forvente, at min mand kan lugte eller se på mig, hvad det er jeg har brug for.
 Ikke desto mindre har jeg alligevel et eller andet offer-pis kørende med mig selv.

Jeg er verdensmester i at rage til mig af hundeluftningsture, godnat-læsning for børnene, indkøb, Forældreintra, håndtering af søskendekonflikter.. you name it. Det er der selvfølgelig rigtig meget magt i, fordi jeg så også får indflydelse, men det er ganske enkelt også nogle gange i overkanten. Så kører jeg træt, forvandler mig til en sur mor og gnaven kone. Så står jeg og sukker over vasketøjet og mopser over at min mand da for helvede burde have kunne tænkt sig til, at vi manglede mælk eller at hunden skal tisse. Han har ikke en chance og jeg ligner efterhånden en hønserøv i frostvejr.
Det er smaddergodt for mit parforhold og mit øvrige velbefindende tror du ikke?

Nej vel!

Det ville være oplagt at synes, at nu må min mand tage sig sammen og være mere med, at han da må kunne se, at fordelingen af opgaverne herhjemme er helt til hest. Hvis bare jeg kunne få tørret bebrejdelserne af på ham, så ville jeg slippe for at skulle se min egen skyggeside i øjnene. Meget belejligt.

Men det ville kun give anledning til konflikter i massevis. Ikke fordi han ville være imod en anden fordeling af opgaverne af princip, men fordi jeg ville komme ham i møde som offeret og det ville indirekte gøre ham til krænker. Og den vil han, af gode grunde, ikke have siddende på sig.

Derfor: Det er mit ansvar hvad jeg har af opgaver og ting der skal gøres og dermed er det også mit ansvar at sige fra og tage hånd om mine egne behov. Fremfor at synes det er synd for mig og jeg skal også altid det hele og stakkels mig. Det skal gøres helt uden at bebrejde nogen. Det er min egen skyld. Mit eget ansvar.

For at gøre det, for at forandre mig, er jeg nødt til at vedkende mig, at jeg gør mig til offer og den er svær at sluge, for hvem helvede har lyst til at indrømme, at de frivilligt kaster sig baglæns ned i offergryden og padler rundt. INGEN synes det er synd for et selvgestaltet offer. Man får lyst til at SPARKE det. Sådan har jeg det også. Deraf skyggen. Grunden til at jeg ikke bare siger, at jeg har brug for hjælp eller at vi fordeler opgaverne anderledes er, at jeg jo kunne blive afvist. Så er det meget nemmer at gå og sukke og sende øjne i smug og synes det er vældig synd for mig.

Samtidig er her også selve løsningen. Jeg skal altså stå ved, at jeg af og til gør mig til offer i stedet for at tage ansvar og sige til og fra, også selvom det er vældig utjekket at indrømme det. Det er mit første skridt taget til at modnes og vokse som menneske. Det gør det lettere af være mig og det giver mig en bedre kontakt med min mand, fordi han slipper for at blive trukket med ind i mit umodne mønster.

Se DET er godt for kærligheden. Også hjemme hos dig.