Fru Fejlfinder, du spilder dit liv.
Det er altså virkelig irriterende at han altid stiller sine sko ved siden af måtten i entreen. Jeg er møgtræt af, at han altid falder i søvn på sofaen om aftenen. Jeg fatter altså ikke, at han gider bruge så meget tid på sin sport og smasker han ikke også lidt, når han spiser? Du kan sikkert selv fylde flere eksempler på irritationsområder hos din mand. Sådan er det at leve tæt sammen. Vi kan ikke skjule os for hinanden. Vi kommer i løbet af et forhold til at prutte og kaste op og være urimelige og platte og vise vores skyggesider i fuldt flor. Det er helt som det skal være. Alt er godt.
Hvad der til gengæld ikke er godt er, når vi bliver ved med at have fokus på det vi ikke får, det han ikke gør, hvad han burde gøre og hvordan han burde være. De fleste af os har en forventning om, at det er vores partner, som skal dække vores behov og når han så oh ve oh rædsel ikke opdager, at du trænger til et kram, når han er så ufølsom, at han ikke spørger ind på den rigtige måde, når du har en konflikt på arbejdet, ja så rammer hammeren og så falder der verbalt brænde ned. Vi tror vi skal finde den rette, som kan give os det vi har brug for. Han skal være romantisk og til at regne med, han skal være en god forsørger, en følsom far plus en syv til otte andre vigtige ting. Og ja, det ville da være dejligt, hvis den perfekte mand fandtes. Men som regel er det sådan, at han (ligesom dig) har sine styrker og sine svagheder. Det er såmænd meget menneskeligt, og det bliver faktisk først et problem, når du gør dem til det.
Men betyder det så at du bare skal acceptere, at han er som han er, selvom det går dig mega meget på nerverne, hvis du keder dig bravt eller synes han er helt håbløs på nogle virkelig vigtige områder? Skal du så bare leve med det? Well, det er jo strengt taget dit eget valg, så gør hvad du synes. Min pointe er bare, at det du har fokus på, det vokser. Så ser du efter fejlene, så er det dem, der fylder dit billede af ham. Her er ikke tale om noget positiv psykologi, hvor du bare skal fokusere på det gode, count your blessings og lave taknemmelighedsøvelser dagen lang (hvad der i øvrigt ikke er noget i vejen med, det er bare ikke hele sandheden). Jeg synes du skal tage dig selv og ham alvorligt. Er der sider af ham, som er dig direkte imod, så må du jo forholde dig til dem. Men vid at alt det du oplever i verden handler om dig. Du ser ham altså med øjne, som er farvet af hvem du er. Det betyder at du kan se på selvsamme mand med andre øjne og mere kærlighed, hvis du ”pudser dine briller”.
Så spild ikke dit liv på at lede efter fejl. Der er masser af kærlighed og passion og livfuldhed i verden og det starter i dig.
Responses